Planet Pulp

Lauren (Reese Witherspoon) er en smuk singlepige med succes på jobbet, men nul kæreste. Hendes proaktive veninde Trish (Chelsea Handler) med en småvulgær tankegang får sat hende i gang med at date. To hemmelige agenter bliver efter en aktion, der endte i masseødelæggelse og drab af den onde skurk Heinrichs bror, sat i rette af chefen (Angela Bassett) og henvist til interne opgaver.

Mens FDR (Chris Pine) nyder livet som singlefyr, søger Tuck (Tom Hardy) et seriøst forhold, men bromancen og konkurrencegenet sættes på prøve, da de opdager, at de dater samme kvinde, selvfølgelig Lauren. De sætter hver deres hold af agenter i gang med at aflytte, baggrundstjekke, filme og indhente scoredata om Lauren for at nå først i mål.

Da hun får kvaler ved at date to på samme tid og vil udvælge den rette inden for en uge, tager fyrene nu alle tænkelige midler i brug for at sabotere og overgå hinanden i kampen om Lauren. Selvfølgelig dukker den onde skurk Heinrich (Til Schweiger) op igen midt i det hele, klar til hævne brormand, og filmen ender i eksplosioner og den store beslutning, efterfulgt af typisk, politisk korrekt Hollywood-slutning.

Producentens hjerneblødninger vs. improviserede guldkorn

Enkelte scener i This Means War er sjove, men i de fleste tilfælde varer grinet få sekunder ad gangen. Denne anmelder sad efter filmens første ti minutter og brugte resten af filmen på at undre sig over filmens mange hjerneblødninger i form af det svingende niveau af humor.

Plottets eneste originale aspekt er de situationer, hvor de to agenter udnytter deres profession til at skaffe oplysninger om Lauren og spænde ben for hinanden – flere af den type scener havde måske ikke gjort filmen meget sjovere, men nok mindre pinlig. Generelt virker det som om, instruktøren McG har haft ekstremt fastnaglede ønsker omkring, hvilken humor der skulle bruges hvor og så ellers blæst på helheden.

Et tilfældigt kig på et fælles presseinterview med Pine, Hardy og Witherspoon afslørede hurtigt, at de jokes, der fungerer, tydeligvis stammer fra skuespillernes interne kemi. Dér flød det nemlig i stride strømme med lårklaskende sjov ping-pong-tone og drengerøvskemi, der hører hjemme i en ordentlig buddymovie i modsætning til i selve filmen.

Måske forklaringen bare skal findes i, at TV-vante McG med et megabudget i ryggen automatisk prioriterer brandingen og dens værdier først og eventuel humor senere.

Elendig chick-flick humor og kun få gode drengerøvsgrin

Scenen på en paintballbane er desværre filmens eneste, der charmerer og bliver sjovere og sjovere. På date med Lauren går Tuck som en galning amok på en paintballbane overfor uskyldige, herunder børn, for at vise daten sin farlige side. Der er bare noget universelt sjovt ved at se en flok børn siddende i en fæstning og ryste af skræk over paintballgalningen udenfor, eller folk blive fysisk skadet på stribe af Tuck, mens han kaster sig uhæmmet rundt på banen i bedste sniper-stil.

Pludselig går det så galt igen, og humoren kører helt af sporet fra McG’s side – publikum skal nu se på, at Lauren langtrukkent peger med paintballvåbenet mod Tucks skridt, inden hun – surprise – ender med at komme til at skyde ham. Hvorefter Lauren griner. Det gjorde publikum så ikke.

De få korte scener, hvor Pine og Hardy stikker til hinanden over de sandheder, der afsløres under aflytningerne, eller hvor Tuck hacker sig ind på FDR’s øresnegl, byder også på enkelte, gode grin. Andre gange smitte-griner man mest, f.eks. når Tuck flækker frydefuldt af grin over at kunne ydmyge kammeraten. Ikke mindst er der flest af de tidspunkter, hvor man griner over det elendige; når FDR og Tuck bryder ind i Laurens hus og glider rundt sådan cirka tre cm bag hende, mens hun uvidende danser rundt til høj musik.

Eller når daten, hun dårligt kender, har ført hende til et lagerhus uden vinduer eller udgange, fyldt med ægte Klimt mesterværker – og hun som det naturligste i verden ingen spørgsmål stiller ved situationen. En anden scene, hvor FDR vil score point hos Lauren ved at agere frivillig på et dyreværn, starter med fin komisk timing, men i næste sekund er samme humor pist væk – Witherspoon er hensat til naive, undrende blikke med ryggen til, mens Pine brydes med en lille dræberhund på en så usjov måde, at det er svært at se på.

De sjoveste replikker får man som tidligere nævnt indtryk af er kommet fra skuespillernes egne humoristiske gemmer, og det er dem, der som det eneste tilføjer filmen noget ordentlig humor. Scenerne imellem Pine og Hardy er generelt filmens sjoveste med den drilske tone, der flyder naturligt mellem dem. De værste replikker er de meget indstuderede eller dem, der skal danne grundlag for den såkaldt romantiske del af filmen. Der går det bare hen og bliver direkte pinligt at se og høre på.

Humor vs. branding

Witherspoon er et godt valg til rollen, men desværre er hendes ellers fine komiske timing spildt i den. Det mandlige publikum kan sikkert nyde, når hun ryster bagdelen igennem til Montell Jordan-klassikeren ”This Is How We Do It” eller roder halvnøgen rundt på en køkkendisk med Pine.

Chris Pine spiller den flabede playertype fint og er den på rollelisten, der virker mest hjemmevant i genren. Han er tydeligvis heller ikke hyret for sine morsomheders skyld, men skal blot spille førsteelskeren. Til gengæld får han lagt en god del diskret humor ind i en gabende tom karakter. Han og Hardy giver hinanden fint modspil, og de to er et fint makkerpar – at de så ikke får lov til at bruge kemien mere er skidt prioriteret.

Heller ikke Hardy, der normalt er garanti for humor i selv meget seriøse roller, er hyret til at være sjov. Man må unde manden at få prøvet de lette roller som normal, tiltrækkende mand af, men det plasticagtige univers i This Means Wars får næsten gjort ham flødebolleagtig i stedet.

Chelsea Handler er castet som det bærende komiske element i filmen og får fyret den ene nemme, vulgære joke efter den anden af, hvoraf nogle giver et enkelt grin – ét af dem egentlig kun via reaktionen fra medspillerne. Om hendes stil er underholdende er så en smagssag. Hos undertegnede tæller det ned, at de sjove replikker i nutidens Hollywoodfilm absolut ikke må komme fra kompetente skuespillere, men helst fra komikere med én type jokes som levevej.

Angela Bassett i rollen som gutternes strenge boss er fin, men ikke brugt meget. En lille birolle i form af FDR’s kollega, Agent Bothwick (Daren A. Herbert) skal nævnes; hans fysiske lynfortolkning af Gustav Klimts ”Kysset” og hans frustration over et hackerstunt viser tegn på sikkert, komisk talent.

Ikke meget pænt at sige om McG

Fra denne anmelders synspunkt er ikke meget pænt at sige om McG i forbindelse med denne film eller generelt. This Means War var et projekt, mange etablerede navne takkede nej til, hvilket er forståeligt, og man kan håbe, at de tre ellers gode hovedrolleindehavere har ladet sig lokke af en fed gage og ikke projektet.

McG virker sjældent særligt interesseret i at udnytte de evner, hans cast kan byde på. Udover de kvalmende, sukkersøde scener i filmens rom-com-dele plastrer han her lærredet til med deres kønne ansigter, dyre designerbrands og -indretning og skruer så ellers op for farverne, så det mere ligner en helaftensreklame i Nickelodeon-farver. Hvilket er det eneste jeg kan sige om filmens visuelle udtryk.

This Means War er alt i alt en film, hvor man efter få minutter ikke er i tvivl om, at holdet bag den har haft mere sjov med at indspille filmen og lege med rekvisitter, end man som publikum får ud af at se den.

Anmeldt i nr. 77 | 13/03/2012