Roger Zelazny var en af de førende skikkelser i den såkaldte New Wave-science fiction, der for alvor blomstrede frem i begyndelsen af 1960’erne. Modsat tidligere forsøgte denne nye generation af forfattere at skrive fremtidshistorier, der frem for alt var centreret omkring psykologisk indlevelse og langt dybere problemstillinger end 50’ernes ofte meget banale action-eventyr.
For Zelazny var This Immortal en tidlig milepæl, der i dag fremstår som en nøgleroman i hans ganske omfattende forfatterskab. I sin første skikkelse udkom historien i The Magazine of Fantasy and Science-Fiction i november 1965 under titlen …And Call me Conrad.
Den blev særdeles godt modtaget, og kortromanen – som den var – blev nomineret til den eftertragtede Hugo Award. Denne pris vandt Zelazny rent faktisk, men han måtte dog dele den med Frank Herbert, der var blevet indstillet til prisen for sin i dag så berømte bog Dune (1965).
Det er ikke ofte, at Hugo’en er blevet delt mellem to, og set i bakspejlet er det da også lidt tankevækkende, at Herberts bog er så kendt som den er, mens det vel kun er en brøkdel der kender til Zelaznys historie. Året efter udvidede Roger Zelazny sin kortroman og fik den udgivet i bogform som This Immortal.
Atomkrig og fabeldyr
Historien udspiller sig i en fjern fremtid. Jorden er blevet hærget af en atomkrig, og menneskene der på dette tidspunkt var begyndt at bygge kolonier i rummet, havde svært ved at vende hjem til deres moderplanet. Da kolonierne begyndte at forfalde, trådte en race af blåhudede humanoider til, der kaldes for veganere – da de stammer fra solsystemet Vega.
Veganerne var åbne overfor de jordiske kolonister, og de blev indlemmet i den nye races civilisation. Så langt så godt, men desværre for jordboerne blev og bliver de behandlet som folk af laveste rang, og man fornemmer tydelige referencer til eksempelvis immigranternes vilkår i USA, flygtninge og så videre.
Imens alt dette står på, er befolkningen på Jorden blevet reduceret til blot tre millioner beboere. Atomkrigen, der lakonisk omtales som De tre Dage, har forandret alt. Enorme landområder bliver nu regnet som såkaldte Hot Spots; livsfarlige zoner hvor intet kan overleve.
Ikke nok med det, men naturens flora og fauna har ændret sig radikalt. Ikke alene er planter og træer muteret, men en lang række nye dyrearter er vokset frem under påvirkning af den radioaktive stråling.
Det samme er sket for menneskene, der nu inddeles i hel-, halv- og ikke-mennesker. Det betyder, at de få enklaver af almindelige mennesker der lever rundt omkring, konstant er i konfrontation med vanvittige mutanter og groteske skabninger. Det besynderlige ved alt dette er, at blandt de mange former for mutanter, synes der at være en del som slet og ret er hentet ud af mytologiernes verden. Således er der nu rent faktisk satyrer og kentaurer i Grækenland, der løber omkring, side om side med udyr hvis lige man aldrig har hørt om før.
Trouble brewing
I alt dette møder vi så historiens hovedperson, Konrad Nomikos. En vanskabt herre med klumpfod, udslæt i den ene side af ansigtet og generelt en særdeles uhomogen kropsbygning. Foruden at være næsten overmenneskeligt stærk er han også belønnet med semi-telepatiske evner samt det faktum, at han øjensynligt ikke ældes.
Konrad har udført mange opgaver gennem tiden, men nu er han blevet udnævnt til noget der nærmest kunne regnes som chefinspektør for det ruinmuseum, Jorden er blevet til. Over alt står der ruiner, der vidner om fortidens storhed. Både ruiner i stil med pyramiderne, men også ruinerne af den verden vi kender – forladte storbyer osv. Alt dette har Konrad til opgave at vedligeholde og besigtige. Takket være de hurtigflyvende “skimmers” er afstande intet problem, og kontinenter krydses som når vi tager toget til en anden by.
Det hele begynder, da Konrad får den lidt specielle opgave at vise en veganer, der gerne vil se nogle af de vigtige monumenter i menneskehedens udvikling, omkring på Jorden. Veganeren, der har det lidt mystiske men sikkert meget veganske navn Cort Myshtigo, har til sinde at skrive en bog om vores planet. Så vidt så godt, men da Konrad kommer til Haiti for at møde veganeren, opdager han, at alt ikke er som det bør være.
Han bliver advaret af en gammel ven om, at der muligvis er ballade i luften, og de er ikke kun de to, der skal på rundrejse. Flere slutter sig til, så de til sidst er et helt lille rejseselskab. Foruden Konrad og Cort dukker den ret klichéfyldte, gale videnskabsmand George og dennes kone Ellen såvel som en umage trio op.
Trioen består af den politiske aktivist Dos Santos og dennes allierede Diane, der stort set ikke kaldes andet end Red Wig samt deres bodyguard Hasan. Da Konrad ser den gruppe han skal fragte rundt, ved han at det vil give problemer, og han tager da heller ikke fejl.
Alien sightseeing
Rejsen begynder, og fra Haiti går den til Egypten. Derfra flyver de så til Grækenland, men meget længere når de ikke, før interne intriger og ydre problemer stopper turen og lader fortællingen skifte gear. Som en anden Agatha Christie-mordgåde udspiller This Immortal sig, mens rejseselskabet bevæger sig gennem de ødelagte omgivelser.
De ser alle skævt til veganeren, og de har alle motiver for at slå ham ihjel; selv Konrad overvejer det, da det går op for ham, at Cort måske er kommet til Jorden for at besigtige den med henblik på at omdanne planeten til en feriekoloni for veganere. Ikke behagelige udsigter for de mennesker, der stadig lever på planeten, men hvorvidt det er grund nok til at myrde den blåhudede veganer, skal ikke afsløres.
This Immortal er en til tider meget gribende bog, der er spækket med gode idéer og fascinerende koncepter. At forestille sig Jorden som en forlystelsespark for turister, der på få timer kan se hvad der er værd at se på flere kontinenter, minder om en mareridtsudgave af amerikansk turistmentalitet, og dette, sammenblandet med helt ordinær whodunnit-stemning, giver historien et glimrende særpræg.
Den bizarre måde det radioaktive nedfald har påvirket naturen og livet generelt, tilføjer en ekstra dimension af absurditet, som Roger Zelazny formår at spille misundelsesværdigt sammen med resten. Tilmed er romanen skrevet med en dynamik og intensitet, der lader handlingen lyne af sted. Der er ikke mange afdæmpede passager, og det kan roligt siges, at det foruden den ballade, som det lille rejseselskab formår at skabe internt, ikke skorter på dramatiske situationer. Det være sig lige fra kamp med muterede krokodiller til voodoo på Haiti.
Prætentiøst metaniveau
Nuvel, dermed kunne man jo foranlediges til at tro, at This Immortal er den perfekte underholdningsroman, men helt så fabelagtigt, er det desværre ikke. Hele historien er sovset ind i en delvis metareference til den græske mytologi, der konstant antyder, at der udspiller sig en historie bag historien, som vi læsere bør kende.
Flere elementer er da også helt åbenlyse, eksempelvis at Konrads kone hedder Cassandra – og næppe overraskende forudser hun Konrad en grum skæbne. Konrad selv minder meget om Hefaistos, i hvert fald af udseende, og sådan fortsætter det hele i den dur. Navnlig begynder denne mytologiske overbygning i romanen at tage til, da selskabet kommer til Grækenland.
Som det ikke var nok, havner Konrad og co. i fangenskab hos en bande mutanter, der bliver anført af en antropolog, som er vendt tilbage til Jorden for at studere de primitive halv-menneskers skikke. Han udgiver sig som værende en stor troldmand og undlader ikke direkte at påminde Konrad (og læseren) om, at idéen til dette stammer fra Joseph Conrads Heart of Darkness (1902). Med ét mistænker man også Zelazny for ikke at have valgt hovedpersonens navn helt tilfældigt. Under alle omstændigheder giver dette metaplottet endnu et spark op ad.
Det hele bliver meget prætentiøst, måske også mere end hvad Zelazny kan leve op til, og der er da også flere passager hvor man tager sig til hovedet. Når man tilmed omtrent midtvejs igennem bogen begynder at blive en smule træt af hovedpersonen, der på overfladen beskrives som en antihelt, men dybest set er en ægte helt, der kan alt, ser det ikke helt så godt ud for romanen. At det nok er de klassiske, dobbelttydige græske helte Zelazny har ladet sig inspirere af, hjælper ikke meget i den henseende.
Underholdende
Alt dette formår dog ikke at ændre på det faktum, at This Immortal er en basalt underholdende bog. Den er veloplagt skrevet og har fremdrift med orkanstyrke. Det gør, at man nok irriteres, men aldrig når at sidde fast, da læseren konstant bombarderes med nye situationer. This Immortal var én af Roger Zelaznys første store triumfer, og det er på mange måder i denne roman de klassiske Zelazny-temaer udkrystalliserer sig.
Hovedpersonen plagierer han gang på gang senere, og i fremtidssyn såvel som tematik, er der meget som genfindes i hans senere produktion. Det må i hvert fald konstateres, at det er Roger Zelazny på toppen, der har skrevet romanen. Den er bedre end det meste andet han har skrevet, og helt sikkert bedre en de alvorligt overvurderede Amber-bøger.
Om den fortjente at dele Hugo’en med Dune er svært at afgøre, da de to romaner er så forskellige som nat og dag. En ting må man dog ikke undervurdere hos Zelazny, og det er hans evne til at fortælle velskrevet pulp. Om så This Immortal er fyldt til randen med intellektuelt lommefilosofi eller ej, betyder ikke så meget, så længe der er blodtørstige mutanter og absurde atomare rædsler nok. God læselyst!
Forfatter: Roger Zelazny
Udgivet: 1966
Format: Paperback
Sideantal: 649
Forside: Melvyn Grant
Historien udkom først i The Magazine of Fantasy and Science-Fiction i november 1965 som …And Call me Konrad, dog i en kortere udgave. I bogform udkom den for første gang og i forlænget udgave, på forlaget Ace Fiction som paperback i 1966 – nu under titlen This Immortal.
Anmeldelsen er baseret på den engelske Methuen Paperbacks-udgave fra 1985.
Anmeldt i nr. 4 | 13/02/2006
Stikord: Atomkrig, Fremtiden, Mutanter, Postapokalyptika, Radioaktivitet, Rumvæsner, Voodoo
