Planet Pulp

I 1986 skrev og instruerede Mike Marvin, det smukke menneske, der også har givet os TV-serien Renegade, denne ret besynderlige film, der trækker på horror-, sci-fi- og actionelementer, rørt godt sammen med en god portion 50’er-ungdomskulturnostalgi. Sættes dette sammen med den umiskendelige, lalleglade midtfirserstemning, har vi vist ramt The Wraith ret godt.

Velkommen til 80’erne

Musikken, der dels består af for perioden klassiske synthesizerlyde er komponeret af Michael Hoenig og J. Peter Robinsons og så et utal af rock/popnumre fra perioden, afslører øjeblikkeligt hvornår filmen er lavet. Blandt navne der optræder på soundtracket kan Billy Idol, Robert Plant, Mötley Crüe og Ozzy Osbourne (i øvrigt med et godt nummer) nævnes.

Stilen er tydeligvis henvendt til unge, og der kan da vist heller ikke være så meget tvivl om, at Mike Marvin har forsøgt at lave en film der skulle gå rent ind hos målgruppen. Han byder på kærlighed, gys, kamp og biljagter, men noget stort hit blev The Wraith aldrig. Årsagen fremgår måske af det nedenstående.

Det hele begynder med en række mystiske lyskugler der farer ned fra himlen og hviner langs en øde landevej i ørkenen. Energikuglerne ramler sammen i en eksplosion af hvidt lys, og der, midt i lyset toner en sort sportsvogn frem, der ikke lader Kitt noget tilbage. Bilen brager ud af lyset og i næste klip er vi i fuld gang med handlingen.

Hævnhistorie

The Wraith er en ganske simpel hævnhistorie. En bande anført af den psykopatiske Packard Walsh, spillet af Nick Cassavetes, har gennem en rum tid terroriseret et lille samfund midt ude i ingenting. Det eneste vi ved om stedet er, at det ligger i Arizona, og er omgivet af øde landeveje, der spiller en central rolle i filmens handling.

Packard Walsh og hans overspillende bøller med spændende navne som Skank (David Sherril) og Gutterboy (Jamie Bozian), tjener deres penge på at fravriste de øvrige unge i byen deres sportsvogne og sælge dem videre som løsdele. Det er naturligvis hverken sjovt for byens teens eller lovligt, så derfor har Sheriff Loomis (Randy Quaid) da også et horn i siden på banden

Det er dog ikke det værste. I jalousi over ikke at kunne få fingre i superhotte Keri Johnson (Sherilyn Fenn), der i umindelige tider har været kæreste med Jamie Hankins, myrder Walsh og banden en nat Hankins. Det sker før filmen begynder, men vi får fornøjelsen af at se hændelsen som flashbacks flere gange.

Mordet sker, som det meste andet i filmen, midt ude i ingenting, hvor Jamie og Keri er godt i gang med lidt lagengymnastik, da banden bryder ind i deres hytte (eller hvad pokker det er). Keri bliver hurtigt sat ud af spillet – slået bevidstløs fortæller hun selv senere – mens Jamie først stikkes i ryggen flere gange og dernæst skydes med et oversavet haglgevær. Mindre kan ikke gøre det, og bøllerne går da også ud fra, at sagen hermed er ude af verden.

Da Jamie Hankins nu er død, finder Keri sammen med Packard Walsh og alt er atter roligt. Præcis hvorfor Packard og Keri ender ud med at være sammen er måske lidt svært at forstå. I løbet af filmen fortæller hun flere gange, at hun aldrig har elsket ham og det bliver faktisk en anelse mystisk, da Walsh på et tidspunkt siger at de er som “blodsøskende”. Men ok, man må ikke glemme at han er en psykopat og naturligvis derfor helt utilregnelig.

En fremmed kommer til byen

Da filmen begynder er der gået noget tid siden mordet. Sagen er glemt, hvis den da nogensinde har spillet nogen større rolle. Den der tilsyneladende ved mindst om mordet er gode Sheriff Loomis, hvilket jo er en anelse bekymrende. Alt begynder imidlertid at ændre sig, da Jake Kesey (Charlie Sheen) kommer til byen på sin motorcykel.

Han stopper tilfældigvis ved Keris hus og de når knap at udveksle navne, før hun får tilbud om at køre med på kværnen. Keri siger ja, men da dukker Packard op. Skyndsomt løber hun over til bandelederens bil, mens hun undskyldende fortæller Jake at hun ikke kan køre med. Før bilen forsvinder udveksles der hadefulde blikke mellem Walsh og Kesey. Vi forstår, at de to aldrig vil blive venner.

I næste scene er alle taget til søen for at bade. Keri ligger i en nydelig lille bikini og slikker sol, mens Packard ligger vagtsomt ved hendes side. På en klippe, lidt på afstand, ligger Jake sørme også, og betragter parret gennem mørke solbriller. Netop da introduceres vi til den nørdede Billy Hankins (Matthew Barry), lillebror til den myrdede. Han slår sig ned ved siden af Jake, og de to falder i snak.

Billy kan fortælle alt om, hvad der foregår i byen, og Jake lytter interesseret. Han får hele historien om mordet og hører, at Billy arbejder sammen med Keri på Big Kay Burgers – åbenbart det eneste sted i byen, hvor der sker noget overhovedet.

På trods af Packards blakkede ry, er Jake tilsyneladende ikke bange for at udfordre byens ukronede konge, for kort efter samtalen med Billy finder vi Jake på en luftmadras ude i søen sammen med Keri. De aftaler at tage til en anden sø den næste dag, men mere når de heller ikke, før Packard ser hvad der foregår og kalder tøsen hjem. Keris flirten har dog gjort indtryk på ham, for Packard Walsh beordrer nu sin bande til at holde øje med både Jake og Billy.

Spøgelsesbil

Nu er banen kridtet op til et godt slagsmål mellem den fremmede og banden, men en tredje part blander sig i historien. En sort sportsvogn dukker op og udfordrer byens bøller til ræs. Bilens fører er klædt i sort læder med sære hydrauliske spænder ved knæ og albuer, og tilmed pulserer der i ny og næ energiudladninger omkring vognen. Det opdager banden ikke, og det er dumt. Én for én begynder den sortklædte fremmede at myrde Packards slæng. Det sker gennem ræs, med den samme udfordring, som de gladelig tager imod.

Spøgelsesbilen, for det er vist ikke forkert at kalde den det, lokker hver gang modstandernes bil op i høj fart for så at sætte en fælde for dem. Resultatet er en dødsulykke. Når så Sheriff Loomis efterfølgende skal indsamle den forulykkedes lig, er det hverken sønderslået eller forbrændt. Det er rent og gråt, som var det vasket og drænet for blod. Dertil kommer i øvrigt også, at øjnene mangler. Sært, og vi får aldrig en forklaring på det.

Fra den sorte fremmede kommer i spil, springer historien mellem drab på bandens medlemmer og Jakes amourøse eventyr med Keri. Handlingen krydses aldrig, og man begynder at overveje om der mon er en forbindelse mellem den læderklædte dræber og Jake Kesey. Gæt selv.

Elendig miljøskildring

The Wraith er ikke nogen billig film, men stort set hver en dollar er gået til biler og eksplosioner. Det har resulteret i ganske gode biljagter med en meget rammende fornemmelse af fart og fare. Troværdigt bliver det bare aldrig, og nogen egentlig etablering af byens miljø udebliver helt. Man forstår ganske enkelt ikke, hvor pokker filmen foregår og hvad byens folk laver midt ude i ørkenen. Miljøskildringen er med andre ord helt ad helvede til.

Historien er også mere end tvivlsom, for hvad prøver The Wraith egentlig at være? Teengyser? Bandefilm? Actionfilm? Spøgelseshistorie? Svaret er vel det hele. Mike Marvin har ganske enkelt valgt at sætte sig midt mellem så mange stole som overhovedet muligt, og falder naturligvis hårdt på halen. Bedst formidlet er den actionfyldte bandehistorie med det klassiske opgør mellem outsideren og bandens leder. Det er set før, men fungerer også her.

Når dette blandes sammen med den overnaturlige spøgelseshistorie, forplumres plottet og mister fokus såvel som troværdighed. Hvordan Marvin har fundet på The Wraith er et godt spørgsmål, men at kalde den et skamløst rip-off af Clint Eastwoods Pale Rider (1985), blandet med lån fra Knight Rider TV-serien og diverse ungdomsfilm er nok ikke helt ved siden af.

Tåkrummende pinlige præstationer

Der hvor man næsten må græmme sig mest, er ved skuespillernes præstationer. Sherilyn Fenn, Nick Cassavetes og Charlie Sheen gør det alle godt, på deres egen ungdommelige og overspillende facon, men stort set alle bandemedlemmerne er spillet som var de tegnefilmsfigurer. Øjnene ruller rundt i hovedet på dem og mimikken er på det nærmeste stumfilmsagtig, så hver gang hævneren får ram på en bølle, kan man kun nikke anerkendende.

Ser vi bort fra de tre førnævnte skuespillere, er næsten alle rollebesætningens øvrige medlemmer halvkendte ansigter, der kan genfindes som biroller rundt omkring. Hovednavnene kender vi naturligvis godt, og det er da sjovt at se Charlie Sheen som stor up-and-coming navn eller Sherilyn Fenn i en præ-Twin Peaks rolle.

The Wraith er en forbistret omgang rod, der låner med arme og ben på den mest åbenlyse måde. Selv The Preachers (fra Pale Rider) ar på ryggen er lånt ud til Jake! Skuespillet er elendigt, og det hele virker mest af alt som en undskyldning for at kunne vise nogle vintage sportsvogne køre ræs i Arizonas ørken. Kan man tilgive filmen alt dette, er det 85 ganske morsomme, eller i hvert fald ikke kedelige, minutter man har i vente.

Anmeldelsen er baseret på en ældre VHS-udgave af filmen, men den er tilgængelig på DVD, hvorfor specifikationer for dette format er inkluderet. DVD-specifikationerne er for den amerikanske region 1-version.

Anmeldt i nr. 2 | 13/12/2005

Stikord: Hævn, Rip-off, Spøgelser, Ørkenen