Planet Pulp

The World’s End er den afsluttende film i den trilogi, der bl.a. går under navnene The Cornetto Trilogy og The Blood and Ice Cream Trilogy (kært barn har mange navne).

De første to film i trilogien var Shaun of the Dead (2004) og Hot Fuzz (2007), og alle tre film er instrueret af Edgar Wright, skrevet af Edgar Wright og Simon Pegg og har Simon Pegg og Nick Frost i de bærende hovedroller.

Trilogiens tre film er alle komedier, der tager hver sin genre under kærlig behandling. Shaun of the Dead var et kærligt nik til zombiegenren, særligt af George A. Romero-varianten, mens Hot Fuzz lavede sjov med både britiske landkrimier a la Midsomer Murders (dansk: Barnaby) og amerikanske actionfilm a la Bad Boys (1995).

Med The World’s End vendte Wright og Pegg tilbage til de fantastiske genrer, denne gang science fiction, og genrefilmselementet i The World’s End kan beskrives som en blanding af Invasion of the Body Snatchers (1956) og The Stepford Wives (1975).

Legendarisk pubcrawl

Pegg spiller den udbrændte alkoholiker og stofmisbruger Gary King, der drømmer sig tilbage til skoletiden i den lille landsby Newton Haven, hvor han var lederen af en lille klike af drenge. Dengang så fremtiden lys ud, men årene har ikke været venlige ved Gary.

Gary mindes med særlig glæde en fantastisk aften, hvor han og vennerne forsøgte at gennemføre den legendariske “Golden Mile”-pubcrawl, hvor man skal besøge alle 12 pubber i landsbyen – med The World’s End som den sidste.

Som teenagere lykkes det aldrig drengene at gennemføre The Golden Mile, men nu skal det være! Den nu midaldrende Gary opsøger derfor alle sine gamle venner, som han ikke har set i årevis, og formår at overtale dem til at tage med til Newton Haven for at gennemføre pubcrawlen.

I modsætning til Gary er alle hans gamle venner blevet succesrige, ansvarsfulde mennesker, og ingen af dem er i udgangspunktet interesserede i Garys idé eller for den sags skyld særligt venligt stemt overfor ham. Andy (Nick Frost), der engang var Garys bedste ven, er i udpræget grad negativ, og man fornemmer, at der ligger en trist historie bag den kolde luft mellem de to.

Noget er helt galt i Newton Haven

Ikke desto mindre lykkes det Gary at få samlet vennerne, der udover Andy også består af Peter (Eddie Marsan), Oliver (Martin Freeman) og Steven (Paddy Considine). De får senere også følgeskab af Olivers søster Sam (Rosamund Pike).

Pubcrawlen er ikke nogen større succes. Det er faktisk kun Gary, der har det sjovt; de andre er mere optaget af, hvornår det næste tog afgår mod London. Men lige idet Garys gamle venner forbereder sig på at sige stop og tage hjem, går det op for dem, at der er noget alvorligt galt i Newton Haven.

Da pubcrawlen er ved at gå død efter kun et par værtshuse, kommer Gary op at slås med en ung mand på én af pubbernes toilet.

Han viser sig dog ikke at være nogen helt almindelig ung mand, og pludselig må de fem venner indse, at ikke alle i Newton Haven er hvem, de udgiver sig for at være. Men hvem kan de stole på, og hvem er… anderledes?

Præcis hvad det er, der er galt med indbyggerne i Newton Haven skal jeg nok lade være med at afsløre i detaljer, men referencerne til The Stepford Wives og Invasion of the Body Snatchers giver nok de fleste en god anelse om, hvad jeg sigter til.

Komedie med seriøs undertone

Som sagt er alle tre film i Blood and Ice Cream-trilogien komedier, men ligesom både Shaun of the Dead og Hot Fuzz har også The World’s End en mere seriøs understrøm.

I The World’s End er det forholdet mellem fortid og nutid, der i centrum. Dels tematiseres barn- og ungdommen overfor voksenlivet, dels tematiseres hvordan man kan komme overens med de fejl, man har begået, og undgå at lade dem definere, hvem man er eller hvem, man bliver til.

Et helt centralt aspekt ved alle tre film i trilogien er desuden venskabet, konkret udmøntet i samspillet mellem de to hovedrolleindehavere Pegg og Frost. I The World’s End er dette tema endnu tydeligere, da vi her har at gøre med en hel vennegruppe, der bringes sammen igen efter mange år.

Bedre plads til andre skuespillere

The World’s End lykkes fint med at bringe de mere seriøse undertoner i spil i kombination med humoren, så ligesom sine to forgængere bliver filmen aldrig “for” seriøs. Gækken er altid løs, og der er mange sjove enkeltsekvenser i The World’s End.

Denne gang har Simon Pegg og Nick Frost også glimrende selskab af Martin Freeman, Paddy Considine og Eddie Marsan, der hver især lyser op med deres bud på tre forskellige typer af succesfulde – eller i hvert fald stabile – mænd.

Freeman og Considine var også begge med i Hot Fuzz, men i mindre roller, og The World’s End giver langt bedre plads til andre end Pegg og Frost, selvom de to stadig har de dominerende roller. Særligt Freeman er konstant munter – og render i øvrigt hele filmen igennem rundt med et bluetooth headset i øret. Indbegrebet af den succesfulde forretningsmand?

Knap så helstøbt – men alligevel underholdende og seværdig

The World’s End er måske ikke helt så stærk en film som sine to glimrende forgængere. Det er lidt som om, visionen har stået mindre klart for Simon Pegg og Edgar Wright i skriveprocessen, og det er der kommet en knap så helstøbt film ud af.

Særligt filmens tredje akt er ikke helt vellykket, og formår ikke at leve op til resten af filmen – måske fordi filmens klimaks ganske enkelt føles en smule fesent i forhold til, hvor meget ramasjang og effektjag, der er gået umiddelbart forud.

Alligevel er The World’s End både underholdende og seværdig – Pegg og Frost er altid fremragende sammen (foruden Shaun of the Dead og Hot Fuzz har jeg også en markant svaghed for rumvæsenkomedien Paul, 2011), og Martin Freeman, Paddy Considine og Eddie Marsan tilføjer bare yderligere kulør til løjerne.

The World’s End er forhåbentlig ikke den sidste film, vi har set fra trioen Wright, Pegg og Frost; alle tre film i Blood and Ice Cream-trilogien er lavet med stor kærlighed til de genrer, der laves sjov med, og blandingen af komedie, action og drama fungerer overraskende godt.

Anmeldt i nr. 118 | 13/08/2015

Stikord: Alien Invasion