Planet Pulp

Det er nu tre år siden, Robert Kirkman påbegyndte sin zombiesaga. Lidt over 900 sider er det blevet til, fordelt på 47 hæfter, som er samlet i syv bind. Ved første øjekast syner det måske ikke af så meget, når man tænker på andre store tegneserier. Men alligevel er det ret ekstraordinært, når man tager i betragtning, at der er tale om en zombieserie.

Zombiegenren er kendetegnet ved, at fortællingerne ikke strækker sig over særlig lang tid, da det som oftest ender med, at fortællingernes hovedpersoner hurtigt bliver overrendt af de levende døde. I “normale” zombiehistorie stifter man ofte bekendtskab med en lille gruppe mennesker, der prøver at bygge et nyt samfund op efter den apokalypse, som har lagt samfundet i ruiner. Men hurtigt finder de ud af, at deres nye samfund krakelerer, og det bliver zombierne et symbol på.

Zombie sit-com

Zombien personificerer både døden og forfaldet, og den skrækkelige idé om, at de overlevende nu står overfor hjernedøde afskygninger af levende mennesker. Det bliver ofte til intense horrorhistorier, der som regel ender med de “godes” endeligt. Derfor er det da også så bemærkelsesværdigt, at Kirkmans The Walking Dead stadig kører videre efter så lang tid. I selve historiens fortalte tid er der gået mange måneder, vel omkring et lille år, når man tager Loris graviditet med i udregningen.

Zombierne spiller naturligvis en stor rolle i Kirkmans serie, men de er mere en del af baggrunden, hvorpå hovedpersonerne udspiller deres konflikter. Serien er på en måde blevet til en sitcom i en zombiesetting, hvor vi både oplever teenageoprør, graviditet, utroskab, bryllup, familiekonflikter og meget andet, som man også kan finde i et utal af sitcoms og andre hverdagsagtige TV-serier og romaner.

Det essentielle i denne sammenhæng er så, at det er lykkedes for Kirkman at skabe troværdige karakterer og et troværdig miljø. Samtidig er serien mange steder decideret uhyggelig og, måske vigtigst af alt, så underholder den konstant.

Noget af en bedrift

Efter at have læst The Calm Before kan man også konstatere, at det er det album i serien, hvor der optræder færrest zombier. Men alligevel har man en konstant fornemmelse af, at de er til stede, da Kirkman i de tidligere bind har opbygget denne følelse på fornemste vis. Vi ved godt, at der står zombier ude foran fængslets mure, og at de lurer overalt, og vi behøver ikke længere at se det så ofte, som tidligere i serien.

Det er noget af en bedrift og netop en styrke ved, at serien er blevet så omfattende. Samtidig betyder det også, at vi som læsere har fået sympati med vores hovedpersoner, da vi har set dem gå igennem mange problemer.

I de to foregående bind, The Best Defense og This Sorrowful Life, blev vi introduceret til en anden enklave af overlevende. De er bosat i den nærliggende by Woodbury, hvor en sindssyg herre, der kalder sig Guvernøren, har opbygget et perverst samfund. Efter hårde prøvelser, hvor vores hovedperson Rick mistede sin ene hånd, og hvor man går ud fra, at Guvernøren blev dræbt, er der igen roligt i fængslet.

Den nye hverdag kører på skinner, Loris graviditet skrider planmæssigt frem, og et ungt par bliver gift. Ja, det hele ser faktisk meget godt ud, omstændighederne taget i betragtning. Men naturligvis kan det ikke blive ved med at gå godt.

Tiltrængt åndehul

Problemerne i The Calm Before er af mere jordnær karakter, hvor der skal fødes et barn og skaffes mad. Men, som titlen på bindet antyder, er det kun et pusterum, før mere alvorlige situationer rammer vores hovedpersoner. For nabobyen Woodbury ligger stadig som en sort sky over stemningen, og albummet slutter da også med en ganske modbydelig cliffhanger, der ligger op til en ubehagelig konfrontation.

Grunden til, at The Calm Before fungerer så glimrende, er netop, at der bliver plads til karakterudvikling. Et tiltrængt åndehul for både læseren og seriens hovedpersoner. Det er disse menneskelige passager, som gør, at serien er så langtidsholdbar, da man som læser på én og samme tid ønsker det bedste for personerne, og samtidig venter man blot på, at noget skal gå galt.

Man kan kun tage hatten af for tegneren Charlie Adlard, da han formår at holde et meget højt niveau på trods af, at de enkelte hæfter bliver spyttet ud meget hurtigt efter hinanden. The Calm Before er klart et af de bedste bind i serien, og nu kan jeg kun vente i spænding på, hvordan Kirkman vil fortsætte sin mesterlige zombiesaga.

Anmeldt i nr. 27 | 13/01/2008

Stikord: Postapokalyptika, Zombier