Planet Pulp

Formkurven er opadgående. Kirkman er skarp, og den gode stil fortsætter også i Life And Death, der starter der, hvor Whispers Into Screams sluttede.

Carl Grimes er fulgt efter “dødehviskerne” (min egen betegnelse for dem, der klæder sig ud som zombier for at kunne leve blandt dem), og det ved farmand Grimes ikke. I hvert fald ikke endnu. Men det kommer han til.

Man skuffer ikke Rick

Samtidig slås Maggie, der er leder af “The Hilltop”, med et svært dilemma: Hvad gør hun med den mand, der forsøgte at slå hende ihjel? Rick har jo sagt (og man skuffer jo ikke Rick), at henrettelser er et no-go.

Så der er flere spændingsjern i ilden, og der kommer for alvor gang i en modbydelighedslavine, da Rick finder ud af, at Carl er væk og sætter efter ham – og det er i den sammenhæng dejligt, at Rick er tilbage i hovedrollen efter en statistrolle i det foregående bind.

Vi skal helt tilbage til Negans drab på Glenn i bind 17, Something To Fear, for at finde en lignende grad af modbydelige overraskelser. Uden at afsløre for meget kan vi godt hviske at “Heads Will Roll”. Og, måske vigtigere, så kan jeg også afsløre, at dette er et fremragende bind. Jeg glæder mig meget til næste album.

Hvorfor er serien stadig så fed?

I en tid hvor zombierne giver mig lyst til at opfinde et nyt monster og sende den rådne fyr på pension i rendestenen, er det imponerende, at Kirkman formår at holde min interesse fast med The Walking Dead, hvor vi nu er fremme ved trade paperback nummer 24, der samler hæfte nummer 139-144.

Svaret på fascinationen skal findes flere steder. For det første det episke projekt med at følge Rick Grimes over en lang periode. For det andet en troværdig (og skræmmende) tilgang til livet efter dommedag, hvor det ofte er menneskerne, og ikke zombierne, der er de største problemer. Og for det tredje Kirkmans nærmest magiske evne til at overraske og hive blodige kaniner op af hatten, når det er mest nødvendigt.

Af en tegneserie at være er det utroligt, hvor lidt tegningerne rent faktisk betyder i The Walking Dead. Bevares, de er ok, dog ofte lidt forhastede, og når jeg tænker på The Walking Dead er det ikke den visuelle stil, der popper op, men Kirkmans ord.

Og det er godt gjort, når man netop bruger et medie, hvor det visuelle, i udgangspunktet, er det dominerende. Som sådan er jeg også ganske glad for tv-serien, men den er bare hæmmet af mange dårlige skuespillere – noget man heldigvis slipper for i tegneserien.

Så vi har en serie, der som en soap fortsætter i det uendelige, men også en serie der i sin essens handler om at være menneske. Gemt bag nihilismen, døden og perversiteterne er Kirkmans fortælling opløftende. Den er troværdig og den er menneskelig.

Og det er nok den vigtigste grund til, at jeg holder fast, naturligvis sammen med hele Survival Horror-delen, som stadig, på trods af de små samfund og oaser der skabes, ånder Rick og os andre i nakken.

Den gamle Rick og havet – og lidt mere nyt, tak

Der sker også noget nyt i dette bind, som dette citat afslører:

“Big haul. Almost more fish than water out there these days. It’s a wonder what the death of humanity does for ocean life.”

Ja, havet. Hvis det her var en ønskekoncert, hvilket det ikke er, og hvis jeg var Kirkmans konsulent, hvilket jeg ikke er, så kunne jeg godt tænke mig, at serien bredte sig ud. At Rick måske hoppede på en båd, sejlede til et andet land, ja, hvem ved…

Og selvom Life and Death er et fremragende album, så begynder det alligevel at køre lidt i ring. Så jeg kunne jeg godt tænke mig, at Kirkman turde tage et livtag med selve den zombiemyte, som han har skabt.

Ikke fordi der skal komme en dum forklaring på det hele; nej, jeg kunne bare godt tænke mig, at der snart blev bygget noget nyt på. Nogle rygter, noget forskning eller noget helt andet. Det ville være fedt.

Ellers er jeg en meget glad The Walking Dead-fan (og begge tv-serier kan faktisk rende mig et vist sted, det her er the real deal).

Stikord: Postapokalyptika, Survival Horror, Zombier