Den store krig nærmer sig, måske, sin afslutning. Men hvem vinder?
Lad det være sagt med det samme: All Out War Part 2 er et rigtig godt bind. Klart bedre end forløberen og det bedste siden bind 18, What Comes After. Bindet samler hæfte 121-126.
Sår slikkes og zombiesygen bruges på våben!
Det sidste bind var mildt sagt ikke godt. Jævnt underholdende, ja, men også et bind, hvor karaktererne trådte i baggrunden for overfladisk action.
Handlingen fortsætter, hvor vi forlod den i det foregående bind. Der er en lille stilstand i krigen, hvor Rick og de samfund, han beskytter, er i åben krig med Negan og hans tropper – og der er ugler i mosen hos den ellers skråsikre Negan.
Så fra de store træfninger handler dette bind om de små justeringer, der skal til, for at krigen kan få en ende. Naturligvis er der også kampe, men de har en helt anden nerve nu, hvor alvoren ligesom er gået op for alle parter. For hvorfor er det, Negan vil i krig? Hvad er det for et samfund, han ønsker at skabe?
Stærk Rick-retorik
”De onde” kommer på mange måder til at fremstå som de dumme, når de konfronteres med Ricks stærke, humanistiske retorik. I en afgørende samtale mellem de to krigsherrer, Rick og Negan, siger Rick noget, der får Negan til at tænke over tingene:
”We could fix it all, Negan. Everything. We may never be able to get things back to the way they were. But we can get damn close. People can live their lives, children can grow up in a safe enviroment. We could be happy. All of us.”
Hvordan Negan reagerer på disse stærke ord, vil jeg ikke afsløre her. Men det understreger om noget, at Rick er tilbage igen. Måske stærkere end nogensinde før, og hans stålsatte tro på det gode i mennesket er faktisk noget, der går lige ind.
Men det storladne, og nærmest poetiske, må ikke stå alene, for så risikerer vi, at der går Michael Bay i serien. Og det gør der heldigvis ikke. Langt fra. Men for at man skal tro på serien, og tro på Rick, er det nødvendigt, at han står fast. Ellers bliver alt ligegyldigt.
Negan og hans snak om pikke
Og det er ikke kun Rick, der fremstår stærkere. Negan træder også ud af den karikerede skygge, som de sidste to bind efterlod ham i. Han får noget at tænke over, men heldigvis er han stadig også dejligt modbydelig, som denne lille stump understeger:
”Dwight, Carson. Let’s leave this poor bastard alone with his thoughts and his dick… While he still has it”.
Med anden del, eller tredje vil jeg kalde det, når man tager bind 19, March to War med i udregningen, forløses den store krigssaga på en tilfredsstillende måde.
Og det skyldes, at der er mere fokus på karakterne og at specielt Rick fremstår stærk. Desuden er der flere ganske fede detaljer med, som eksempelvis idéen med at smøre zombiesygen på våbnene, og det giver albummet en friskhed i en ellers ganske mættet serie.
Serien er tilbage i topform
Desuden formår Kirkman endnu engang at dreje handlingen i en retning, jeg ikke havde set komme, og så er der nogle få, men mindeværdige, actionsekvenser. Kort sagt er der en tilbagevenden mod den personlige og menneskelige horror frem for den overfladiske action.
Så er der ellers bare tilbage at sige, at jeg glæder mig til næste bind, hvor jeg faktisk ikke helt kan regne ud, hvad der skal ske. Og det er ment som en god ting. Men alligevel. Når man ser titlen på det kommende bind, A New Beginning (der kommer til november), kan man godt begynde at tænke sit. Og det er ment på både godt og ondt.
Forfatter: Robert Kirkman
Tegner: Charlie Adlard
Forlag, år: Image Comics, 2014
Albumlængde: 136 sider
Udkom oprindelig i 6 hæfter i 2014 på forlaget Image Comics.
Anmeldt i nr. 106 | 13/08/2014
Stikord: Postapokalyptika, Survival Horror, Utopia, Zombier
