Planet Pulp

Nogen gange må man komme til erkendelse, før man kan acceptere, at nogle ændringer er kommet for at blive. Og den erkendelse har jeg nu opnået: The Walking Dead kører i ring. Men i stedet for at brokke mig over det, som jeg har gjort i mine anmeldelser af de sidste par bind, så vil jeg hellere træde et skridt tilbage og se med nye øjne på serien. Og når jeg gør det, er der ingen tvivl om, at The Walking Dead er fremragende triviel zombielitteratur.

Nedjustering af forventninger gav glæden tilbage

Og det er faktisk slet ikke så ringe endda, hvis man netop accepterer det og ikke længere forventer de kvantespring, som Kirkman har tilføjet zombiegenren igennem de sidste snart otte år. Cirka 2200 sider fordeler sig nu på 15 samlede bind. Og det er en stor bedrift, som man nok aldrig kommer til at opleve igen inden for zombiegenren.

Også når man ser på tegneserier generelt hører The Walking Dead efterhånden til blandt sværvægterne, både i omfang og indhold. Man skal i den sammenhæng også huske, at på trods af at serien er meget grafisk, så er den ofte også meget teksttung. Så over 2000 sider er meget.

We find ourselves fortsætter tendensen fra de foregående bind: Frem for twists i historien og store udviklinger i både plot og karakterer, så er serien blevet til en habil underholdningsmaskine. Og set gennem det objektiv, så skuffer albummet ikke. At titlen på albummet så også peger mod, at både personerne og serien har ”fundet sig selv” kan man så lægge i, hvad man vil.

At jeg har accepteret, at serien er blevet en gentagelse af sig selv, gør så sandelig ikke, at jeg ikke stadig håber på, at Kirkman slutter serien eller tager den i anden drejning. Men accepten gør, at jeg kan genfinde glæden ved den basale underholdning frem for konstant at ærgres over, at den ikke er så nyskabende som tidligere. Man kan jo også forestille sig, at Kirkman efterhånden er løbet tør for det kreative krudt og derfor satser på det, der virker: Zombieaction, desperation, mangel på mad og alt det andet, der skaber god survivalhorror.

Carl i koma

Handlingen fortsætter, hvor den slap i bind 14, No Way Out: Carl blev ved et uheld skudt i knolden og ikke meget talte for, at han ville overleve. Men det gør han. Godt nok starter han We Find Ourselves i koma, men han vågner op. Med hukommelsestab. Shit happens, og Rick må fortælle ham, at hans mor er død!

Men der er andre lus i skindpelsen: En af byens oprindelige beboere er træt af Rick og hans måde at styre tingene på. Og samtidig er det lille trygge samfund ved at løbe tør for mad. Og der er stadig zombier, der skal slås ihjel. Og Rick skal stadig overveje, om det han gør er det rigtige.

Kort sagt er der intet nyt under solen, og We Find Ourselves lægger sig i den gren af serien, som kan betegnes ”stilhed før stormen”: Der bliver bygget op, der er fokus på at forstærke samfundet, der er romancer og alt muligt andet godt, som der skal være i den slags stille bind. Hvad stormen så bliver i denne omgang, for der kommer helt sikkert snart noget nyt, kan man kun gætte på. Men når man ved, at det næste bind, der udkommer til juni, får titlen A Larger World, kan man gætte lidt på, hvad det betyder: Kommer vi væk fra byen, kommer der nyheder om resten af verden eller hentydes der til en mental tilstand? Vi får se.

Hvad We Find Ourselves mangler i originalitet har den til gengæld i velskrevet dialog, sikker fremdrift i handlingen og fede tegninger – tegninger som dog stedvist er præget af hastværk: Se blot albummets afsluttende tegning, som er jammerlig, men som jeg ikke vil afsløre hvad skildrer.

Derfor vil jeg også uden tøven, selvom jeg snart føler mig lidt som en gammel sur zombie, anbefale We Find Ourselves og hele serien generelt – og så glæder jeg mig, måske ikke længere helt som et lille barn, til næste bind i Kirkmans The Walking Dead.

Anmeldt i nr. 78 | 13/04/2012

Stikord: Postapokalyptika, Survival Horror, Utopia, Zombier