Planet Pulp

No Way Out er et underholdende album. Og det er ikke problemet. Problemet er, at serien efterhånden er ved at køre i ring. Konsekvenserne i No Way Out minder meget om det, der skete i det fremragende bind otte, Made to Suffer. Så for mig bør serien snart afsluttes, med mindre den skal blive en kopi af sig selv.

Handlingen fortsætter, hvor den slap i bind 13, Too Far Gone: Rick og co. er stadig i sikkerhed i det lille ”idylliske” samfund. Men sådan bliver det ikke ved med at være. Zombier kommer, mennesker dør osv. Som det plejer at være i serien.

Rick Grimes

Rick Grimes er på én og samme tid seriens store styrke og svaghed. Rick driver historien frem, de følelsesmæssige aspekter er primært forankret i ham, og han er læserens faste holdepunkt. Meget er sket med ham gennem de nu 14 bind, og problemet er, at det hele nu begynder at gå i ring. Det samme sker igen og igen, og snart bliver det en kende utroværdigt, at Rick ikke enten bides af en zombie, skydes af et medmenneske eller bliver komplet sindssyg.

Som Kirkman skrev i indledningen til bind ét, Days Gone Bye, ønskede han, at vi skulle følge Rick i meget lang tid. Den tid bør snart være slut. Med slutningen af bind 14 åbner Kirkman op for, at serien enten slutter eller tager en ”ny” drejning – men da den nye drejning minder om noget, vi har set et utal af gange i løbet af serien, håber jeg, at Kirkman trækker stikket. Og måske fokuserer på andre fortællinger i det samme univers?

Den samme rille

For den nuværende serie lever og dør med Rick Grimes. Og det virker som om, Rick kører videre i den samme rille. Hør blot her fra albummets afslutning, hvor han konkluderer noget, han har gjort hundrede gange før, men Kirkman får det til at lyde som noget ”nyt”. Og så kan det hele starte forfra med endnu et sted, der skal forskanses og flere luftkasteller, der skal smadres. Det er en fed idé, bare ikke når den er set så mange gange før i selvsamme serie:

”I can’t believe it took me this long to realize this. After so long, being driven from one place to the next… I noticed it was always people that was the problem. I can’t believe I’m saying this… But the dead… They’re a manageable threat.”

Nærmer den store fortælling sig sin slutning?

I modsætning til en anden postapokalyptisk tegneserie, Jeremiah, er The Walking Dead én samlet fortælling. Vi følger ALT, hvad der sker, og der klippes ikke tilbage eller frem i tiden. Det er den nådesløse skildring af nuet og den overordnede episke fortælling om Rick Grimes og hans prøvelser: En postapokalyptisk odyssé om man vil.

Jeremiah er bygget op af tableauer uden noget ønske om en overordnet fortælling, og netop også derfor er Jeremiah mere langtidsholdbar, da den frit kan hoppe mellem nye steder, konflikter og personer. Det kan The Walking Dead ikke. Men igen: Man skal aldrig sige aldrig. Og måske hiver Kirkman en blodig zombiekanin op af hatten og fortæller noget helt nyt. Jeg håber det så inderligt. Men de sidste par bind har bare peget i en anden retning. Hvis det skal slutte, håber jeg, at Kirkman gør det med bravour, inden serien går i sig selv: Rick/Kirkman, lad verden gå op i flammer!

Anmeldt i nr. 70 | 13/08/2011

Stikord: Postapokalyptika, Survival Horror, Zombier