Planet Pulp

Efter det store kollaps i Made to Suffer (seriens bind 8) skulle Rick og Carl prøve at samle trådene i Here We Remain (bind 9). Det var et stille og roligt indslag i Kirkmans zombiesaga, hvor der var plads til sorg og sindssyge.

Men hen imod slutningen af albummet introducerede Kirkman nogle elementer, der varslede ændringer i fortællingen.

Washington, here we come

Efter at Rick havde gennemgået sin lille telefonpsykose, hvor han troede, at han talte i telefon med sin afdøde kone Lori, fik Rick og Carl følgeskab af Michonne. De drog tilbage til Hershels gård, hvor de mødte gamle bekendte. Kort efter dukkede en trio op, anført af den aggressive ex-soldat Abraham.

Med sig har Abraham kvinden Rosita og en ”læge” ved navn Eugene. Det viser sig, at Eugene er forsker, og han påstår at vide, hvad der har startet zombieplagen og at han måske kan stoppe den! Så vores følge bryder op, og tager med trioen mod Washington. På den måde varslede slutningen på Here We Remain noget nyt: en løsning på problemet.

Men hvis man tror, at denne løsning kommer i What We Become kan man godt tro om igen. For Kirkman tager sig tid, rigtig god tid, og er mere fokuseret på sine personer end på det store plot, og det er netop også det, der gør serien så langtidsholdbar.

Handlingen i albummet centrerer sig om den lille gruppes rejse mod Washington, med et afbræk, hvor Rick tager sønnen og Abraham med til et sted, hvor han tror, de kan få våben: i hans hjemby, hvor han stadig har nøglen til politistationen!

En helt med kant

Albummet handler mere om Rick og de kvaler han må gå igennem. Han er nedbrudt og på randen af vanvid. Rick giver sig selv skylden for alle dødsfaldene, selvom vi som læsere godt ved, at ingen havde været i live, hvis det ikke havde været for Ricks handlekraft.

Der er virkelig kød på den karakter, og det er fedt at følge hans udvikling. Men heldigvis begynder Rick langsomt at få oprejsning. For hvis han havde fortsat sin nedtur, havde Kirkman meget snart stået uden hovedperson. Så det er på sin plads, da Michonne siger følgende til Rick:

You’ve been second-guessing yourself. I see how unsure you are. I see what you´re doing and you need to stop it. Trust your instincts. You may be the only thing keeping us alive.”

Michonne rammer her sømmet på hovedet, men Rick er ikke klar til at smide skylden, og det er i dette stærke drama, at Kirkman for alvor viser, hvor dygtig en fortæller han er. Man føler for Rick, og man kan ikke stoppe med at følge fortællingen og dens faste holdepunkt. Men What we become handler også, som titlen antyder, om hvad hele katastrofen har gjort ved den menneskelige psyke.

Dyret slippes løs

Dette bliver sat på spidsen i en meget central scene, hvor en gruppe andre mennesker overfalder Rick, Abraham og Carl. Da de prøver at voldtage Carl – ja, det er en meget nasty rednecksekvens – koger Rick over, og slipper det indre dyr løs. Det er en stærk og ganske modbydelige scene, og det er godt gjort, at Kirkman formår at skabe den slags følelsesmæssig impact i en zombietegneserie. Men okay – begrebet zombietegneserie og i det hele taget zombiefiktion skal nok skrives om, når Kirkman engang er færdig med sin saga.

Alt i alt er What We Become et fremragende album, hvor den store fortælling træder i baggrunden til fordel for en perlerække af stærke scener, der er med til at udbygge karaktererne. Og samtidig er det et album, hvor zombierne bliver mere modbydelige end før. Desuden er scenen på gården, hvor vi ser, hvad der er sket med en lille familie, noget af det mest modbydelige, jeg har set i en tegneserie!

En mere skarp og præcis streg

Charlie Adlards tegninger har jeg gennem hele serien rost for den mørke og noget anonyme streg, der aldrig tager unødvendig fokus væk fra fortællingen. Men i What We Become er det som om, der er sket noget, men kun på den positive side.

Tegningerne er stadig dystre og mørke, og tager ikke fokus væk fra fortællingen, men samtidig er det som om, Adlard er blevet skarpere og mere detaljeret – så albummet har ikke det samme feel af hastværk, som tidligere er set. Desuden er Adlards zombier helt uovertrufne, hvilket vi får glæde af i flere helsidersillustrationer, hvilket støtter godt op om fortællingen, hvor man også får en klar idé om, at zombierne bliver bedre og bedre til at indgå i ”fællesskaber” (eller Herds som de omtales) med deres medzombier.

Hvor Here We Remain var et fint lille intermezzo er What We Become noget helt andet. Der er mere kød på karaktererne, og fortællingens mørke sider træder mere i karakter i takt med at zombierne bliver flere og flere. Et fremragende album!

Anmeldt i nr. 47 | 13/09/2009

Stikord: Postapokalyptika, Rednecks, Survival Horror, Zombier