Planet Pulp

Lad mig lige komme med en lille anekdote om, hvor underholdende The Walking Dead (2004-) er. Sidste år i begyndelsen af december var jeg i Californien med en god ven for at lave en artikel og holde ferie. Vi startede i San Diego, og de sidste tre dage skulle vi bruge i L.A.

Efter en tur op ad Mulholland Drive og et besøg på Paramount var tiden kommet til at gå på tegneseriejagt. I en lækker butik på Sunset Boulevard fandt jeg de fire første bind i The Walking Dead-serien. Jeg var en smule skeptisk, da jeg for det første aldrig havde hørt om serien, og desuden var en jeg i tvivl om konceptet med en zombietegneserie ville holde vand, så jeg købte kun første bind.

Da vi så kom tilbage til motellet lagde jeg mig til rette og begyndte at læse Days Gone Bye. Og jeg var solgt med det samme. Desværre var det blevet aften, og butikken var lukket, så jeg begyndte at blive en anelse frustreret over, at jeg ikke havde købt alle bindene. Men næste dag købte jeg så resten af serien. Jeg har for nylig anskaffet mig det femte bind i serien, og jeg kan kun sige, at den bliver bedre og bedre.

Dette er måske et tegn på, at jeg er en lidt for stor nørd, men jeg vælger at tro på, at det er fordi, The Walking Dead er så fantastisk, at den fortjener at blive læst med den største hast, uanset hvor på kloden man befinder sig. Når man har ædt sig gennem de mange sider – der er meget teksttunge, så det tager en del timer – kan man med største fornøjelse genlæse dem grundigt og få alle detaljer med.

En zombiefilm der aldrig slutter

Nu er det femte bind kommet, og bind seks er på vej. Seriens forfatter Robert Kirkman gør det i introduktionen klart, hvad det er han vil med sin zombiehistorie. Kirkman har altid været fascineret af zombiefilm, nærmere bestemt dem der har et niveau af karakterudvikling og samfundskritik, og måske netop derfor er han tydeligvis inspireret af Romeros zombier.

The Walking Dead er for Kirkman en saga, hvor man gennem mange bind vil følge hovedpersonen Rick Grimes på tæt hold. Vi skal være vidner til, hvordan han langsomt brydes ned, og hvordan han og hans nærmeste tackler hele zombiesituationen i det, der er blevet til et postapokalyptisk USA.

Kirkman har haft et ønske om at fortsætte der, hvor zombiefilm typisk slutter. Altså at give det hele et mere langsigtet perspektiv, der giver mulighed for karakterudbygning og udvikling i historien. De fleste zombiefilm er jo kendetegnet ved, at de foregår over kort tid med et sparsomt persongalleri og et fåtal af locations.

Det kan indskydes, at Kirkmans tilgang på mange måder er beslægtet med Dennis Jürgensens Kadavermarch (1991). Hør blot hvordan Kirkman afslutter sin glimrende indledning: “

The idea behind The Walking Dead is to stay with the character, in this case, Rick Grimes for as long as humanly possible. I want The Walking Dead to be a chronicle of years of Rick´s life. We will NEVER wonder what happens to Rick next, we will see it. The Walking Dead will be the zombie movie that never ends. Well… not for a long time at least. “

Image Comics

The Walking Dead bliver udgivet af det amerikanske Image Comics, der måske ikke lyder så bekendt herhjemme, men de bliver ofte omtalt som det tredje eller fjerde største tegneserieforlag i USA. Image Comics blev dannet i 1992 af syv højtprofilerede Marvel-tegnere, der alle var trætte af, at den kunstneriske frihed blev opslugt i den kommercielle maskine.

Blandt disse syv er de mest kendte nok Todd McFarlane – der nærmest revolutionerede Spider-Man – og Rob Liefeld, kendt for The New Mutants og X-Force. Disse to bliver også anset som de bærende kræfter bag det oprindelige Image Comics. Selve tanken bag projektet er meget ædel og sætter mere fokus på den enkelte kunstner.

Det hele medførte dog nogle problemer. For det første var der ikke nogen af de implicerede, der havde voldsomt meget forstand på de rent salgsmæssige sider af tegneseriebranchen. For det andet er Image Comics’ produkter ofte blevet kritiseret for at have for meget stil og for lidt historie. Men specielt McFarlanes Spawn blev en dundrende succes, og nu har The Walking Dead givet Image Comics en kæmpe kommerciel gennemslagskraft, der betegnes som den bedst sælgende sort/hvide tegneserie i de seneste 25 år.

Seriens salgstal overhaler endda mange farvelagte produkter fra eksempelvis Marvel og DC. I dag sidder Erik Larsen – kendt som tegner på The Amazing Spider-Man – som redaktør, og McFarlane er formand for bestyrelsen.

Åbnede døre for Kirkman

Udover The Walking Dead er amerikanske Robert Kirkman bedst kendt for sit arbejde på Invincible – også fra Image Comics – der er blevet så populær, at Paramount har købt rettighederne til en film, hvor Kirkman er blevet hyret til at skrive manuskriptet.

Og det er nok også kun et spørgsmål om tid, før The Walking Dead bliver kørt igennem Hollywood-møllen. Kirkmans succes hos Image Comics fik åbnet døren til det mere kommercielle Marvel, hvor han sideløbende har skrevet til serier som Captain America, Fantastic Four og Marvel Zombies.

Tegneren Tony Moore er en gammel ven af Kirkman, og disse to arbejdede også sammen på Kirkmans første projekt Battle Pope fra 2000, der er en superhelteparodi. Problemet med Moore er, at han ikke kan holde deadlines, så derfor blev han efter de første seks hæfter af The Walking Dead afløst af Charlie Adlard. Moore har dog fortsat med at lave covers til serien. Som jeg i de kommende anmeldelser af serien vil komme ind på, har dette vist sig at være et ganske godt bytte for sagaen om de levende døde.

Vågner op til zombieverden

Historien i Days Gone Bye begynder lige på og hårdt, ved at vi ser en skudduel mellem en røver og to betjente. Den ene betjent bliver skudt – Rick finder vi ud af, at han hedder, da hans makker råber hans navn, mens Rick får en kugle i brystet.

Herefter skifter scenen til et hospital, hvor vi ser Rick vågne op i en seng. Han rejser sig op og råber på en sygeplejerske, men der sker intet. Derefter vandrer han ud på hospitalsgangene, og det første rigtige tegn på, at der noget helt galt kommer, da en elevator åbnes og et halvråddent – og i dette tilfælde ikke levende – lig falder ud.

Men Rick fortsætter ned ad gangen, hvor han kommer til cafeteriet, som viser sig at være fyldt til randen med zombier. Rick tager benene på nakken og flygter. Udenfor virker det som om, alt er ved at gå i forfald. Der er ingen levende mennesker, og græsset og naturen er ikke blevet plejet i lang tid. Rick finder en cykel og farer af sted mod det, der viser sig at være hans hjem. Et forladt, lille hus der ligger i en klassisk, søvnig by et eller sted i USA. Det viser sig senere, at vi er i Kentucky i nærheden af Atlanta.

Vi ser et stort fotografi hænge på væggen, hvorpå man ser en mand, en kvinde og et barn. Rick kigger sig omkring, men slås snart ned bagfra med en spade. Da han vågner op ser han de første levende mennesker, han har set i lang tid. En mand – Morgan Jones – og hans søn Duane, der har bosat sig i Ricks nabos hus. Her er en sjov detalje, der viser hvor meget, Kirkman elsker Romero: Ben i Night of the Living Dead (1968) spilles af en skuespiller ved navn Duane Jones.

Verden aldrig den samme

Rick aner som sagt ikke, hvad der er sket, og da Morgan fortæller Rick om de sidste par måneder, går en grusom sandhed op for ham: En eller anden form for epidemi har fået de døde til at genopstå. Morgan fortæller – som det nu engang er med zombier – at man kan uskadeliggøre dem ved at smadre deres hjerner med skud eller håndvåben. Desuden kan Morgan berette, at medierne – kort før de stoppede med at sende – opfordrede folk at søge til de større byer for at finde sikkerhed.

Dette troede Morgan ikke på, så han valgte at finde en mindre, forladt by. Og med ét går der et lys op for Rick: Hans svigerforældre er bosat i Atlanta, så måske er hans kone Lori og hans søn Carl taget derhen. Rick forlader Morgan, men før han tager af sted, besøger han sin gamle arbejdsplads, politistationen. Her finder han våben og sin gamle uniform. På dette tidspunkt er Rick ikke klar over, at verden aldrig bliver den samme igen, og at en politiuniform ikke mere signalerer, hvad den gjorde i de gode gamle dage.

Kort efter ankommer han til Atlanta, som ved første øjekast ser forladt ud. Men snart er han omringet af zombier og reddes i sidste øjeblik af den unge mand Glenn. Glenn leder ham ud af byen, hvor han viser Rick den lejr, han hører til.

Skæbnen er på Ricks side: Hans kone og barn er i Atlanta sammen med en masse andre, bl.a. Ricks gamle ven Shane, der har ført Ricks familie til Atlanta. Den lille gruppe lever i en autocamper og holder sig væk fra zombierne. Alt ser for en stund godt ud, men snart begynder tingene at gå galt, men mere vil jeg ikke afsløre her.

Forbandet godt

Tegningerne er solide, men ikke mere end det, og det er et tegn på selve manuskriptets kvalitet, at det ikke er det grafiske, der er i centrum. Et af zombiegenrens varemærker er den grafiske vold, som eksempelvis blev det vigtigste element i 80’ernes italienske zombiefilm. Men her glemmer man, at der i zombiemytens kerne ligger nogle helt basale menneskelige konflikter, der kommer til udtryk gennem zombierne og den måde, situationen påvirker de levende.

Romero har i sine hovedværker Night of the Living Dead og Dawn of the Dead (1978) fanget dette, og det samme gør Kirkman. Måske endda endnu bedre, og han tager zombiegenren i den rigtige retning – i mine øjne – og en retning, som er meget langt fra det, Romero gjorde med Day of the Dead (1985) og Land of the Dead (2005).

Når alt det med den dybe historie er sagt, skal man dog stadig huske, at der er en del død og vold i The Walking Dead – og det er netop fordi, historiens kompleksitet og de menneskelige relationer ikke kommer derud, hvor det gør ondt, med mindre de går hånd i hånd med volden – hvilket de i den grad gør i The Walking Dead. Glæd jer til at læse dette bind og resten af serien. Det er så forbandet godt at jeg næsten får tårer i øjnene.

Anmeldt i nr. 13 | 13/11/2006

Stikord: Filmatiseret, Postapokalyptika, Zombier