Handlingens primære fokus er nemlig på mødet med endnu et nyt samfund. For et par bind siden fik Eugene kontakt med en kvinde, Stephanie, over radioen, og man besluttede sig for at sende en ekspedition afsted.
Rick, der begynder at spille en mindre og mindre rolle, blev hjemme. Anført af Eugene og Michonne jagtede ekspeditionen livstegn. De stødte på den sprælske Juanita Sanchez i den ellers mennesketomme storby Pittsburgh, før de fortsatte videre, nu sammen med Juanita.
I afslutningen af foregående bind blev vores helte overrasket af en gruppe bevæbnede mennesker, og det er her at bind 30 starter.
Det viser sig, at vores lille gruppe er stødt på et vagtværn, som er tilknyttet en større by, som kaldes The Commonwealth. Faktisk bor der hele 50.000 mennesker i byen! Og det er her, vi finder det nye, nemlig i omfanget.
Nu er det ikke små enklaver, men noget der faktisk minder om en mellemstor amerikansk by, hvor der både er et football-stadion og advokater! Der kommer også en stor personlig overraskelse for Michonne, som jeg ikke vil afsløre her.
Naturligvis er alt ikke så godt og fint, som det ved første øjekast ser ud. Men det helt essentielle i denne sammenhæng er hvem, der har den reneste moral: Rick og co. eller det nye samfund?
Men så er der heller ikke mere nyt under solen, end at albummet på klassisk vis afsluttes med en cliffhanger, hvor der lægges op til en ny storm. Altså storm, stilhed, opbygning og ny storm, som dybest set er seriens grundlæggende struktur.
Ricks sidste replik er “Then maybe we need a new world order.” Og det er en fornem replik på mange områder.
For det første er det den gamle Rick, der er tilbage, og for det andet, når man tager albummets handling i betragtning, så er jeg ret spændt på, hvad den nye verdensorden kommer til at bestå af.
Sikkert mere af det samme, men som han har gjort 1000 gange før, giver Kirkman os en forhåbning om noget nyt. Og det er vel netop kernen i triviallitteraturen? Det genkendelige som får en ny lakering, men hvor kernen er den samme. Jeg elsker den slags.
Hvad enten det er actionfilm, en tv-serie, Robert A. Salvatore eller The Walking Dead: Vi har indgået en kontrakt med forfatteren om, at vi gerne vil overraskes lidt, men det hele må gerne ligne sig selv og fortælles på ca. samme måde. Det er på godt og ondt kvaliteten i en serie som The Walking Dead.
Som altid er der tale om fornem underholdning. Kirkman drysser tilpas mange fine detaljer i retten, så det aldrig bliver kedeligt, og dialogen er fin. Det samme kan man sige om den visuelle side. Fint uden at være ekstraordinært.
Så hvis man kan affinde sig med, som jeg har gjort for mange bind siden, at serien er blevet til triviallitteratur, så er der tale om endnu et solidt album. Hvis ikke, skal man finde en anden serie.
Som altid glæder jeg mig til næste bind, som får den lækre titel The Rotten Core. Mums.
Anmeldt i nr. 159 | 13/01/2019
Stikord: Postapokalyptika, Survival Horror, Zombier
Det er blevet oktober, og her på Planet Pulp har vi en virkelig god idé…
Den første film, der lader de to ikoniske monstre fra Alien- og Predator-filmserierne mødes, er…
Det længe ventede gensyn med Beetlejuice og det bizarre efterliv er heldigvis en fornøjelig oplevelse.…
"Nej. Tingesten kunne måske nok spille et nummer på gehør efter en enkelt gang, men…
Hvis man er genrefan og samtidig er med på beatet i denne weekend, så er…
Tim Burtons anden film hører stadig til blandt hans mest seværdige, med dens unikke blanding…
View Comments
Kæft jeg elsker den serie. Faldt over anmeldelsen på det hedengange SleazeHound og har trofast fuldt serien siden, især takket være gode anmeldelser, der ofte har bidraget til læsning og forståelse. Tak fordi du/i har holdt ved så længe :D
Mvh Søren Hæwi