Planet Pulp

Hvornår er det nok? Hvornår skal man stoppe noget på trods af, at det er en succes?

Krigen fra det foregående bind fortsætter. Og ellers ikke meget mere om den konkrete handling her.

Mere end 3500 sider

Man kan sige meget, og det har jeg gjort de sidste 11 år, om Robert Kirkmans The Walking Dead. Gennem 27 anmeldelser, denne er nummer 28, har jeg forsøgt at sætte ord på mine tanker om serien. Om dens styrker, om dens svagheder, om tematikker, om tilbagevendende plotkonstruktioner osv.

Flere gange har jeg erklæret serien for stendød. Blot for at blive overrasket over, hvorledes det gang på gang er lykkedes for Kirkman at tilføje noget nyt.

Der er sket meget på de mere end 3500 sider. Gru, action, store følelser, fine detaljer og det hele gentaget igen og igen og igen i den samme form, den samme cyklus:

Vores venner finder et sikkert sted, små tegn på en tilbagevenden til en almindelige hverdag blomstrer op, der kommer en ydre fjende, et slag skal udkæmpes, nogle hovedpersoner dør, og vi skal så videre til det næste sikre sted. Igen og igen.

Det positive ved denne form er, at vi omtrent ved, hvad vi får. Det er en formel, der virker; det er en formel, der både underholder og kærtegner følelserne.

Formlen, og den kommercielle tryghed, har også gjort, at specielt tegneren Charlie Adlard for alvor er ved at folde sig ud. Hans tegninger bliver bedre og bedre, og det er sjovt, da det jo netop er en tegneserie, hvor tegningerne ikke er den primære attraktion.

Rick/Messias

Der hvor man kan sige, at det seneste bind gør noget nyt, er i forhold til den religiøse subtekst. Rick har naturligvis altid haft en Messias-lignende rolle i fortællingen. En frelser, der både kan være kærlig og brutal.

Men i de sidste par bind er han trådt i baggrunden. Nu vender han tilbage. Men først efter, at han er blevet brutalt knækket. Først efter han har givet op.

Da, i det hellige øjeblik, er de andres tro på ham det, der gør, at han fortsætter. Andreas ord følger, som en meget stærk voice over, en gribende passage, hvor Rick og co. tavst, siger farvel til en elsket ven.

“You’ve built something important. You have to keep fighting for it no matter what. These people are counting on you. You’ve been a shining beacon in a world of darkness. You’ve made an oasis in a world of shit.”

Og det fortsætter i samme højstemte dur.

Det følges op af en helsides illustration. Rick står i et kraftigt modlys – noget der uden de store semiotiske krumspring kan tolkes som en “religiøs lyssætning”.

Teksten til billedet er denne replik fra Rick: “There is still so much to do.”

Udover at være hamrende religiøst er det også hamrende amerikansk. Det kunne høre hjemme i en Roland Emmerich-film, men fordi Kirkman over tid har gjort det hele troværdigt, så føles det ikke som en Emmerich-film.

Et skud Tubthumping

Det føles heller ikke så klichépræget amerikansk, selvom det er en selvopfattelse, der stammer fra de glade frontierdage (eller mere præcist fra myterne om de glade frontierdage, for de var nok ikke så glade, som romantiserede bøger og film har gjort dem til).

Vi bliver ved og ved og ved og ved og det skal nok lykkes for os. Der er ikke noget der kan holde os tilbage.

Eller som det britiske band Chumbawamba synger: “I get knocked down, but I get up again. You are never gonna keep me down.”

Det kunne faktisk ganske fint være Ricks titelsang. Eller den sang han kunne vinde en fremtidsudgave af Vild med dans med.

Så det er jo ikke “bare” religiøst og amerikansk; det er ganske simpelt menneskeligt, og det er netop seriens stærkeste kort og derfor, jeg bliver ved med at læse den.

Dybest set kan The Walking Dead ses som Kirkmans ambitiøse take på “the human condition”.

Den afsøger han så ved at bruge den samme struktur det meste af tiden, ved at lade hændelser blive gentaget, ved at give handlingen tid.

I det lys kan jeg ikke andet end have stor respekt for Kirkmans projekt, men spørgsmålet er, om det måske snart er på tide at binde en knude på fortællingen? Ellers risikerer vi, at de mange fine tematikker og tanker kommer til at runge hult.

Med mindre Kirkman, igen, formår at dreje det hele i en ny retning.

I sig selv er dette bind 28 ganske fremragende.

Anmeldt i nr. 145 | 13/11/2017

Stikord: Postapokalyptika, Survival Horror, Zombier