Planet Pulp

Det er i M. Night Shyamalans sjette film – den tredje efter gennembruddet med The Sixth Sense i 1999 – at instruktørens plotkonstruktioner for alvor begyndte at knirke.

Ikke at Shyamalans tidligere film havde undgået al kritik, men der er nogenlunde konsensus om, at The Sixth Sense, Unbreakable (2000) og Signs (2002) alle er ret gode film. Selv er jeg meget glad for både Unbreakable og Signs, mens jeg har et lidt mere anstrengt forhold til The Sixth Sense.

Da The Village kom i 2004, var det for længst kommet til at stå klart, at Shyamalan havde en markant forkærlighed for historier med en afsluttende twist, der tvang seeren til at revurdere alt, der var gået forud.

Således også med The Village, der langt hen ad vejen bestemt ikke er nogen dårlig film, men hvor den afsluttende twist skader filmen mere, end den gavner.

Afsides landsby

The Village foregår i en lille afsidesliggende landsby i Pennsylvania i 1897. Her bor bønderne i konstant frygt for nogle væsner, der bor i de store skovområder, der omslutter landsbyen og dens jorder.

Beboerne har bygget en serie vagttårne, hvorfra der holdes udkig hver nat, og farven rød er strengt forbudt i landsbyen, da den angiveligt tiltrækker væsnerne.

Landsbyens ledere spilles af en samling særdeles solide skuespillere med William Hurt, Sigourney Weaver og Brendan Gleeson i spidsen, men de egentlige hovedroller indehaves af Bryce Dallas Howard og Joaquin Phoenix.

Den blinde Ivy (Howard) er datter af lederen Edward (Hurt), mens den fåmælte Lucius er søn af Alice (Weaver). Efter at en syvårig dreng er død af sygdom, beder Lucius landsbyens ledere om lov til at gå gennem den forbudte skov til byen efter medicin. Lederne afslår imidlertid hans ønske.

Ivy og Lucius bliver forelskede i hinanden, hvilket falder den retarderede Noah (Adrien Brody) for brystet. I jalousi angriber Noah Lucius med en kniv, og Lucius såres hårdt. Nu er det Ivys tur til at bede om lov til at tage til byen efter medicin, og det ender med, at hun får lov – hun er jo trods alt blind.

Spørgsmålet er nu blot, om hun kan komme sikkert gennem skoven eller om væsnerne i skoven vil gøre det af med hende…

Mister pusten til sidst

Som sagt er The Village langt hen ad vejen en ret god film. Som altid med Shyamalans film er The Village en overordentlig smuk film at se på. I modsætning til de farvemættede sommerbilleder, der prægede Signs, er The Village fyldt af efterårsfarver og en generelt mere nedtonet farvepalette.

Filmens første halvdel, der foregår i landsbyen, er på mange måder udtryk for et velfungerende mysteriedrama med enkelte horrorelementer, og skuespillerne gør det alle rigtig fint. Ikke bare hovedrollerne, men også birolleindehaverne, der også omfatter bl.a. Cherry Jones, Celia Weston og Frank Collison.

Horrorelementerne i denne del af filmen er også velfungerende, og det lykkes snildt for Shyamalan at opbygge en stemning af rædsel omkring skoven og dens farlige, men stort set usete, beboere.

Da Ivy begynder sin tur gennem skoven bliver filmen noget mere ensidig, bl.a. fordi hun hurtigt mister sin eskorte, der skulle følge hende en del af vejen. Nu er hun alene, hvilket selvfølgelig føjer til den grundlæggende spænding, men også berøver filmen mange af dens glimrende skuespillere.

Og da filmens afsluttende twist endelig kommer – med en behændig krydsklipning til begivenheder hjemme i landsbyen – mister The Village en stor del af pusten.

Et ærgerligt skær

Problemet med den afsluttende plot-twist er, at den udstiller, hvor skrøbelig en konstruktion, The Village egentlig er. Det samme var tilfældet med The Sixth Sense, mens Shyamalan slap noget heldigere om ved det i både Unbreakable og Signs.

Men når man i de afsluttende øjeblikke – og i minutterne og timerne efter filmen – gen-analyserer filmen med den nye viden, står de kolossale plothuller meget tydeligt frem.

Det kan naturligvis ikke ændre ved det faktum, at første del af filmen er både flot og velspillet og skiftevis rørende, spændende og uhyggelig, men det giver alligevel de gode dele af filmen et ærgerligt skær.

Havde Shyamalan dog blot kunnet holde sig til at lave den historie, han foregav at fortælle, i stedet for død og pine at skulle twiste det hele til sidst. Han er en glimrende historiefortæller, og The Village kunne have været en fin lille horrorfilm med en sjældent set setting, hvis altså han havde kunnet holde sig på dydens smalle sti.

One-trick pony?

Desværre ender The Village som lidt af en slap ballon, og det er rigtig ærgerligt, for filmen er både visuelt smuk og velspillet og så har den komponist James Newton Howards måske smukkeste score nogensinde.

Det var med The Village, at Shyamalans deroute i Hollywood tog sin begyndelse. Den cementerede han de følgende år med den ene skuffelse efter den anden – bl.a. Lady in the Water (2006) og The Happening (2008).

Sidste års Split (der også havde en markant afsluttende twist) blev Shyamalans comeback; nu bliver det spændende at se, om Shyamalan igen bider sig fast i Hollywood og ikke mindst, om han har andre tricks oppe i ærmet end det ene, der har givet ham ry for at være det, man på engelsk kalder en one-trick pony.

Anmeldt i nr. 144 | 13/10/2017

Stikord: 1800-tallet, Skove