Planet Pulp

The Trollenberg Terror fra 1958 (eller The Crawling Eye som filmen er bedre kendt som i USA) er en på alle måder underholdende og charmerende omgang sort/hvid B-filmsunderholdning fra 1950’erne – dengang mænd var mænd, og monstrene kom fra det ydre rum.

Det må i øvrigt bemærkes, at filmen, i modsætning til, hvad man kunne tro, ikke er amerikansk, men britisk – dog er hovedrolleindehaveren ærkeamerikansk, så på den led er alt jo, som det plejer. I øvrigt er The Trollenberg Terror en filmadaptering af en populær BBC-serie, der løb over englændernes TV-skærme i 1956-57. Instruktøren af serien, Quentin Lawrence, sad også på instruktørstolen under filmversionen, men gjorde det ellers i øvrigt primært inden for TV. Manuskriptforfatteren Jimmy Sangster er en langt mere interessant skikkelse, der vil være velkendt af Hammer-fans som manden bag mange af det engelske studies største titler, herunder The Curse of Frankenstein (1957), Dracula (1958), The Nanny (1965) og adskillige andre. I The Trollenberg Terror mærker man nu ikke så meget Hammer-touchet; her er det helt klart den samtidige amerikanske sci-fi/horror-genre, der imiteres særdeles effektivt.

Mystiske begivenheder i Schweiz

Filmen starter med en prolog, hvor vi møder tre unge bjergbestigere på Trollenberg-bjerget i Schweiz. Den ene af de tre befinder sig off-screen, længere oppe af bjerget end sine to kammerater, hvor han har bevæget sig ind i en tåge. Pludselig møder han et eller andet, skriger og falder ud over bjerget. Hans to venner har dog et solidt tag i rebet, og får ham hevet op til den afsats, de befinder sig på, men da den ene af de to kaster et blik på deres kammerat, skriger han og giver slip på rebet. Den anden spørger ham, hvorfor han dog gav slip, hvorefter vi får første tegn på, at ikke alt er vel på Trollenberg: “Så du det ikke?” spørger vennen. “Hans hoved! Det var revet af!”

Herefter skifter scenen til et tog, også i Schweiz. Her møder vi de to søstre Sarah og Anne Pilgrim (Jennifer Jayne og Janet Munro), der er på vej til Geneve. Så langt skal de dog ikke komme, for da de nærmer sig den lille by Trollenberg, der ligger ved bjerget af samme navn, insisterer den telepatiske Anne på, at de to søstre skal stige af. Det sker efter en dramatisk scene, hvor hun besvimer lige i favnen på deres medrejsende, Alan Brooks (Forrest Tucker), der naturligvis skal vise sig at være filmens mandlige hovedperson. Brooks, der er troubleshooter for FN, er netop på vej til Trollenberg, fordi hans kollega, professor Crevett (Warren Mitchell), der arbejder i et observatorium for bjergets fod, har bedt ham om at komme.

Sagen er nemlig den, at professoren har opdaget, at der foregår noget besynderligt på Trollenberg: en mystisk radioaktiv sky hænger omkring bjerget, og bevæger sig tilsyneladende rundt på må og få, og på det seneste er forbløffende mange bjergbestigere kommet af dage på bjerget. De lokale er naturligvis overtroiske, men byens borgmester, der samtidig er den lokale krofatter, slår det hen. Det samme gør den lokale guide og garvede bjergbestiger Brett (Andrew Faulds).

Invasion fra rummet

Men professor Crevett ved bedre – eller han har i hvert fald en teori. Han og Brooks var nemlig involveret i en lignende sag i Andesbjergene, hvor de endelige beviser for invasion fra rummet dog udeblev.

Det gør de bestemt ikke denne gang. Brett og en tilrejsende geolog ved navn Dewhurst skal nemlig op ad bjerget, så geologen kan indsamle stenprøver, og her går det selvfølgelig galt. Da de overnatter i en vandrerhytte lidt oppe af bjerget, forsvinder Brett. Til alt held er der direkte telefonisk kontakt mellem hytten og kroen, hvor Brooks og søstrene bor, så de får straks besked om, at der foregår noget mystisk. Dewhurst rapporterer om, hvordan en tæt tåge har lagt sig omkring hytten, og så bliver Dewhurst ellers dræbt, mens Brooks og kompagni kan lytte med over telefonen.

En redningsekspedition sættes i værks dagen efter, og i hytten finder de Dewhurst minus hoved, mens der stadig ikke er spor efter Brett. Han vender dog af sig selv tilbage til Trollenberg senere på dagen, men det viser sig snart, at han ikke helt er sig selv. Han prøver at myrde den telepatiske Anne, der tidligere har haft nogle ubehagelige forudanelser omkring bjerget, som hun i øvrigt føler sig meget draget mod. Da Brett er blevet uskadeliggjort kan professor Crevett konstatere, at der er sket nogle ændringer med Bretts krop, og nu står det klart, at der befinder sig noget på bjerget, som gemmer sig i den radioaktive sky. Da skyen begynder at bevæge sig ned ad bjerget, ender det med, at hele flokken på kroen må søge tilflugt i det armerede obervatorium på bjerget – men søge tilflugt fra hvad?

Bævrende geleklumper

Jo, det er naturligvis den amerikanske titels “crawling eye”, selv om denne beskrivelse nu er en smule misvisende – og meget misvisende, hvis man tror, at det monster, man ser på DVD-coverets forside optræder i filmen. Ikke alene er der faktisk adskillige af monstrene, men der er heller ikke tale om store øjne. Det er mere nogle enorme bævrende geleklumper med tentakler og et enkelt stort øje foran.

Hvordan vore hovedpersoner klarer skærene vil jeg naturligvis ikke afsløre her, og hvis man er fan af B-film-science fiction fra 1950’erne kan det stærkt anbefales, at man selv gør en indsats for at finde ud af det. The Trollenberg Terror er nemlig en umådelig underholdende film, hvis 84 minutter byder på alle de ting, der kan charmere tilhængere af genren.

Genrekonventioner

Heriblandt er naturligvis skuespillet, der er præcis, som man forventer det: manieret overspil fra ende til anden. Især den gode Alan Brooks i Forrest Tuckers skikkelse har nogle fine øjeblikke, hvor han tager sig til hovedet i stærk affekt, når han bevidner noget grumt, og derudover er Brooks prototypen på den slagkraftige mandlige helt. Den finurlige Dr. Crevett er ganske underholdende på en lidt mere afdæmpet facon, mens den indledningsvist hovne og senere direkte skurkagtige Brett er helt forrygende overspillet af den senere engelske parlamentariker Andrew Faulds (han sad i underhuset som repræsentant for Labour i 31 år fra 1966 til 1997).

De to søstre er et prima eksempel på kvindelige roller, der kun er med i filmen for at der også skulle være kvindelig tilstedeværelse. Den telepatiske søster Anne spiller nemlig ingen rigtig rolle for filmens handling, ud over en mumbo-jumbo-forklaring om, at hendes telepatiske evner er en trussel for rumvæsnerne. Derudover bidrager ingen af de to unge kvinder som sådan med noget som helst – ud over at fungere som typiske damsels in distress, naturligvis, og det er selvfølgelig også en væsentlig bestanddel af genren.

Populærkulturel indflydelse

En meget positiv ting ved The Trollenberg Terror er, at den ikke viser monstrene før langt inde i filmen. Det skaber faktisk en god stemning, og det samme gør konceptet med, at monstrene gemmer sig i deres radioaktive sky. Præcis hvordan monstrene genererer skyen, kommer den ellers alvidende professor ikke lige ind på, men sådan er det jo i denne type film. John Carpenter har i øvrigt senere sagt, at monstrene i tågen (eller skyen) i The Trollenberg Terror var en stærk inspirationskilde til hans egen The Fog fra 1980. Derudover må det siges, at da først geleklatterne vises, så er effekterne faktisk hæderligt udført, og umiddelbart ser de da også ganske ubehagelige ud. Da først kameraet til allersidst får lov til at dvæle lidt mere ved dem, undgår de naturligvis ikke at se en anelse komiske ud, men hvad angår monstre fra 1950’erne, er “the crawling eyes” faktisk blandt de bedre.

At The Trollenberg Terror har haft en vis kulturel betydning bevidnes bl.a. af, at John Carpenter som nævnt er blevet inspireret af filmen, men også af, at Stephen King inkluderer monstrene i sin mammutroman IT fra 1986 (dansk titel: Det Onde). Konceptet i IT er, at en mindre amerikansk by er hjemsøgt af et monster, der tager form efter sine ofres værste frygt, og i romanen har en af hovedpersonerne netop “the crawling eye” som sin værste frygt, der dukker op henimod bogens klimaks Derudover vil jeg vove pelsen og sige, at de invaderende rumvæsner i de to gamle adventurespil Manhunter: New York og Manhunter: San Fransisco fra Sierra On-Line næppe havde set ud, som de gør, hvis ikke der havde været hentet inspiration fra The Trollenberg Terror. Så selv om filmen måske ikke er noget stort bidrag til verdenskunsten, så har den dog haft indflydelse i populærkulturen.

Det er nu ikke af disse årsager, at The Trollenberg Terror er seværdig. Det er den efter min mening på sine helt egne præmisser, hvor filmen fremstår som et gedigent, charmerende og aldeles underholdende indslag i genren.

Anmeldt i nr. 33 | 13/07/2008

Stikord: 1950’erne, Alien Invasion, Rumvæsner, Telepati