The Triangle

Bermudatrekanten har længe været omgæret af mystik. Hvad ligger der bag en masse skibe og andre fartøjers forsvinden i dette område? Geografisk er trekanten udgjort af et område mellem Florida, Bermuda og Puerto Rico. Dens areal er på 1576000 km2, altså et kæmpemæssigt område, der rundt regnet er 36 gange større end Danmark.

Man mener, at der siden år 1800 er forsvundet mere end 150 skibe og fly. Om det skyldes naturkræfter, aliens, menneskeskabte ormehuller eller om det i det hele taget er tale om noget mystisk ved fænomenet, har ofte været diskuteret.

I hvert fald har Roland Emmerichs lillemakker Dean Devlin og instruktøren af de to første X-Men-film (2000 & 2003) samt den nye Superman Returns (2006), Bryan Singer, set potentiale i historien. Sammen har de udviklet konceptet og puttet penge i projektet, som skulle blive til The Triangle. De kommer da også med deres bud på, hvad Bermudatrekanten er, og det går ikke stille for sig.

Habil miniseriemand

Vi har her at gøre med en meget imponerende produktion, der er et rigtig godt eksempel på, hvor meget prestige der er kommet i at producere TV-serier, både i udlandet og herhjemme. I USA er der en lang tradition for at lave de såkaldte miniserier, der typisk har en længde på omkring fire timer, opdelt i seks afsnit.

Det er The Triangle også, og den blev sendt på SciFi Channel, hvor den blev set af omkring fire millioner seere. Herhjemme bliver sådanne serier oftest udsendt som en lang spillefilm, hvilket da også er tilfældet med The Triangle.

Instruktøren af serien, Craig R. Baxley, er en erfaren herre på TV-området. Det er dog noget nyt, for han huserede i 80’erne og begyndelsen af 90’erne med B-actionfilm som Action Jackson (1988), Dark Angel (1990) og Stone Cold (1991).

Med tiden har han udviklet sig til at blive en habil miniseriemand med stærkt tilhørsforhold til sci-fi, horror og Stephen King. Han har ikke instrueret mindre end fire King-serier: Storm of the Century (1999), Rose Red (2002), The Diary of Ellen Rimbauer (2003) og Kingdom Hospital (2004) – den amerikanske udgave af Riget (1994). Men som med de fleste andre TV-serier er det småt med originaliteten – hvis man da lige tager første sæson af 24 (2001) som en undtagelse.

Et stort sammensurium

The Triangle er hamrende underholdende, men alt er set før. Et stort sammensurium af X-Files, Twillight Zone, Stargate (1994), The Day After Tomorrow (2004), Back to the Future (1985) og en masse andet.

Netop den slags har Dean Devlin specialiseret sig i med sine mange store hits, der trækker på et utømmeligt reservoir af filmiske klichéer. Dog er The Triangle rent visuelt en nydelse. Klichéerne leveres med timing og understøttes af en ganske spændende historie såvel som gode skuespillere over hele linien.

Handlingen tager sin begyndelse i år 1492. Det årstal vil nok få en del klokker til at ringe, og rigtig nok så ser man selveste Columbus og hans skibe. Skibene befinder sig i en voldsom storm. Lige pludselig dukker der et mærkværdigt skib frem af tågerne: et moderne fragtfartøj, som folkene fra 1492 naturligvis aldrig har set magen til. Og så er The Triangle ellers i gang.

Vil til bunds i sagen

Handlingen springer frem til år 2005, hvor man ser en Greenpeace-båd forfølge et hvalfangerskib. Vi er i Atlanterhavet ud for Floridas kyst og er i selve Bermudatrekanten. Greenpeace-folkene har skibsmekanikeren Meeno med som sikkerhedsperson, men han kan ikke forhindre den ulykke, der opstår ud af den blå luft. En voldsom kraft river hvalfangerskibet i stykker, og i slipstrømmen kæntrer den lille Greenpeace-båd. Meeno er den eneste, der overlever. Der klippes efterfølgende til rigmanden Eric Benirall.

Han har igennem de seneste år mistet et utal af skibe i trekanten og nu vil han til bunds i sagen. Man aner, at han har andre motivationer, som dog ikke skal afsløres. Han samler en gruppe på fire forskellige mennesker: en tabloidjournalist, der skriver for et blad, der minder om En skør, skør verden; en mand der har psykiske evner; en kvinde der har forstand på havet og en eventyrer, som minder om den nu afdøde krokodillejæger Steve Irwin.

Fælles for de fire er, at de alle mangler penge, så en check på mange millioner dollars er mere, end de kan sige nej til. Langsomt begynder de at trevle sandheden op og bliver blandet ind i en indviklet konspirationsteori, der ikke lader noget stå tilbage for Mulder, Scully og Cancer Man. Dette leder frem til det stort anlagte klimaks.

Sideløbende følger vi den desillusionerede Meeno, der både kæmper med sine indre dæmoner og de mærkværdige syner, som mødet med Bermudatrekanten har givet ham. Meeno bliver naturligvis hen imod slutningen kædet sammen med hovedhistorien. Det er imidlertid ikke kun Meeno, der får psykiske problemer. Som timerne skrider frem, bliver de fire hovedpersoner også påvirket af syner, og snart kan de ikke skelne mellem fantasi og virkelighed.

Fine skuespillere og lækre effekter

Skuespillerne gør det alle godt. Det er typisk for TV-serier, at man har et par habile discountstjerner – her Sam Neill og Eric Stoltz der begge er rigtig gode – som så suppleres af en gruppe dygtige, halvkendte skuespillere. Her er det eksempelvis Lou Diamond Phillips, der nærmest gentager sin rolle fra Courage Under Fire (1996) og Bruce Davison; ham der spiller den sleske senator i X-Men-filmene.

De sidste tre kvarter eksploderer filmen i sci-fi og special effects, som vil få elskere af genren til at slikke sig om munden. Som sagt er det hele set før, men det gør ikke noget, når det hele er lavet godt. Samtidig fornemmer man, at skaberne bag The Triangle elsker denne genre, og det har smittet af på det færdige resultat. Indenfor filmens univers er det hele troværdigt, og man sluger råt de langt ude forklaringer, som nu engang er hverdag i den slags historier.

Desuden kommer der flere gedigne overraskelser, og den sidste halve time er helt forrygende. Igennem de første tre en halv time kredses der om den varme grød, og man bliver, for en gangs skyld, ikke skuffet, når det hele afsløres. Endvidere er der en god føling for stemning og locations, som er med til understøtte historien.

Uforskammet uoriginal og hamrende underholdende

På bagsiden af filmens danske cover er det klart, at man prøver at sælge filmen som en sci-fi-basker. Prøv blot at høre her: ” – med over 800 CGI-effekter og et budget, der kan få selv de største Hollywood blockbusters til at ligne dogmefilm!”. Teksten holder faktisk, hvad den lover. Derudover er filmen også spændende, til tider sjov, uhyggelig og meget fantasifuld.

Effekterne er imponerende, og det skyldes nok også, at Roland Emmerichs private effekttroldmand Volker Engel har været inde over projektet. Også fotografen har haft et godt greb om det visuelle, hvilket nok skyldes, at han er på bølgelængde med instruktøren, som han har arbejdet sammen med i de førnævnte Stephen King-miniserier.

Alt i alt skinner det igennem, at vi har at gøre med professionelle mennesker, der har en kærlighed til det klassiske filmsprog og de moderne teknologier, som er brudt igennem i filmbranchen de sidste ti år. En flok nørder, der har haft det, som var de i en slikbutik, da de lavede The Triangle.

Dean Devlin og Bryan Singer kan godt være stolte af det færdige resultat. De fornyer ikke mediet eller genren, men de gør det så godt, som rammerne nu tillader, og det siger ikke så lidt.

Mit råd er: Hvis du kan lide sci-fi, X-Files og meget andet, som mainstream-Hollywood har spyttet ud de sidste 20 år, bør du se The Triangle. Måske først leje den i din lokale udlejer og siden hen købe den, hvis du finder den lige så god som jeg gør. Uforskammet uoriginal og hamrende underholdende, sådan vil jeg betegne The Triangle.

The Triangle er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.

Anmeldt i nr. 11 | 13/09/2006

Stikord: TV