Planet Pulp

“At first we glanced now and again at each other. After a time we ceased to do that, and only looked at the Time Traveller’s face.”

Sådan slutter de indledende kapitler på kortromanen The Time Machine – tidsrejseklassikeren af H. G. Wells.

Fra visioner til fysiske rejser i tiden

Hvis man påstår, at The Time Machine var den første rigtige tidsrejsefortælling, så tager man fejl. Men hvis man derimod siger, at The Time Machine har dannet skole inden for tidsrejsegenren, så er man på rette spor.

At rejse i tiden har på ene eller anden måde spillet en central rolle i menneskehedens historie, hvad enten vi taler om drømme, visioner eller fysiske rejser i tiden.

Når vi tænker tilbage på en given hændelse, foretager vores hjerne en lille rejse tilbage i tiden. Når orakler får visioner om fremtiden, tager deres hjerne på en rejse ind i en mulig fremtid.

Men i 1800-tallet begynder der at ske ting og sager i litteraturen, hvor tidsrejsefortællingen for alvor begynder at tage form. I A Christmas Carol af Charles Dickens fra 1843 “rejser” Scrooge både frem og tilbage i tiden – han ser dog bare på, uden at gøre noget, så på den måde kan det også “bare” ses som visioner, frem for fysiske rejser i tid og rum. Men der er nogle af de samme klassiske tidsrejseelementer på spil.

The Clock That Went Backward, en novelle af Edward Page Mitchell fra 1881, er det første eksempel på, at teknologien (dog blandet sammen med idéer fra fantasygenren) kan starte tidsrejsen – her et ur – og novellen er også et af de første steder, hvor begrebet “tidsparadoks” optræder.

Hårde tider for journalisten Wells

I 1889 udkommer så Mark Twains klassiker A Connecticut Yankee in King Arthur’s Court, som også er meget vigtig i tidsrejsefiktionens historie. Ikke på grund af en tidsmaskine (hovedpersonen får et slag i hovedet og vågner op tilbage i tiden) men mere hele idéen om, at moderne mennesker skal forsøge at tilpasse sig et gammelt samfund – og den type tidsrejsefortællinger, med eller uden maskine, er der lavet et utal af. Ikke meget science fiction her.

Det kommer der derimod i 1895, hvor kortromanen The Time Machine udkommer – Wells havde berørt nogle af de samme elementer i novellen The Chronic Argonauts fra 1888.

Da Wells skrev The Time Machine tjente han sine penge som freelancejournalist, og det var hårde tider, når han en måned eksempelvis ikke fik solgt en eneste artikel.

Så han forsøgte sig med noget andet og skrev The Time Machine, mens han boede i en hytte i Kent. Wells havde en klar idé om, at The Time Machine skulle blive en omfattende sag, noget han ville vende tilbage til senere og gøre stort, men omstændighederne gjorde, at han blev nødt til at lave den færdig for at kunne tjene nogle penge.

Indledningen af fortællingen, hvor The Time Traveller introduceres, havde Wells skrevet på siden 1893, men resten blev skrevet ganske hurtigt. Wells sagde selv i 1931 følgende om tilblivelsen:

“As the discerning reader will percieve, it is a very unequal book: the early discussion is much more carefully written than the later chapters. A slender story springs from a very profound root.”

At historien er “slender” er jeg så ikke helt enig i, men man kommer ikke udenom, at fortællingen er ujævn. Noget man måske glemmer lidt, da der jo er tale om en klassiker. Ikke at det gør The Time Machine dårlig, meget langt fra, men den føles dog ujævn, lidt forhastet og spækket med MANGE idéer på meget lidt plads.

Det gør dog også kortromanen til en meget charmerende størrelse, da man virkelig fornemmer en ung forfatter, under 30 år på det tidspunkt, med meget på hjerte: Science fiction, eventyr, samfundskritik, kærlighed, dystopi og mange andre emner er på spil. Og sidenhen blev mange af disse elementer bærende i både Wells’ virke som forfatter og samfundsdebattør.

Det herrens år 802.701

Men lad os kort se på handlingen: Fortællingens hovedperson er en engelske opfinder og videnskabsmand, som fortælleren bare omtaler som “The Time Traveller”. Der er en rammefortælling, som foregår i London, men ellers er hovedparten af de kun 91 sider en beretning om “The Time Travellers” rejse frem i tiden til det herrens år 802.701 – og også lidt længere frem (men hvorfor, røber jeg ikke her).

Vores kære hovedperson har bygget en maskine, The Time Machine (og her “opfinder” Wells et begreb, som sidenhen er blevet hvermandseje), som han kan rejse frem og tilbage i tiden med.

Om det holder rent videnskabeligt er som sådan sagen uvedkommende, da Wells ud fra datidens teknologi formår at gøre maskinen, og hele konceptet med at bevæge sig i tiden, ganske troværdigt. Og der er ingen tvivl om, at The Time Machine har dannet tidsrejseskole.

Refleksioner over samfundet og horror

Tilbage til handlingen. The Time Traveller rejser som sagt MEGET langt frem tiden. Her møder han et noget andet samfund – et samfund der ved første øjekast virker idyllisk, og hvor naturen har taget meget tilbage. Hør blot den gode tidsrejsendes refleksioner kort efter, at han er ankommet:

“Social triumphs, too, had been effected. I saw mankind housed in splendid shelters, gloriously clothed, and as yet I had found them engaged in no toil. There were no signs of struggle, neither social nor economical struggle. The shop, the advertisement, traffic, all the commerce which constitutes the body of our world, was gone. It was natural on that golden evening that I should jump at the idea of social paradise.”

Ja, han er glad, og det hele ser da også fint ud. Bortset fra at tidsmaskinen er blevet væk, men den skal jo nok dukke op igen. Men så finder vores hovedperson ud af, at der også bor nogle “mennesker” under jorden. Et helt andet og mørkt, industrielt samfund. Ja, man fornemmer nok en form for samfundskritik her.

Men så stikker handlingen af sted, og der er meget der skal afvikles, som jeg ikke vil røbe her, før vores rammefortælling kan afsluttes tilbage i London – der skal også lidt horror ned i gryden og nogle idéer, som minder om det, vi ser i mange postapokalyptiske værker.

Hør blot denne passage, som man kunne finde hos en rendyrket horrorforfatter:

“As I stared at this sinister apparition crawling towards me, I felt a trickling on my cheek as though a fly had lighted there […] Its evil eyes were wriggling on their stalks, its mouth was all alive with appetite, and its vast ungainly claws, smeared with an algal slime, were descending upon me.”

En vigtig rodebunke af gode ideer

Ja, The Time Machine kan meget, den vil meget, og den er vigtigt stykke litteratur. Men den er også rodet, karaktererne firkantede og den føles også for kort. Men derfor kan der jo godt være tale om et mesterværk, da den samtidig også er meget underholdende og meget vigtig for både tidsrejsefortællingerne og mere overordnet for hele science fiction-genren.

Det er netop mangfoldigheden og overfloden af idéer og nytænkning samt sammenblanding af genrer, som gør, at The Time Machine har haft en så kolossal indflydelse på så meget fiktion, og det har den stadig den dag i dag.

Derfor kan jeg heller ikke anbefale den nok – og du kan sagtens læse den i løbet af et par timer, så der er ingen undskyldninger for ikke at komme i gang med denne klassiker. At den så rent fortællermæssigt har nogle problemer er en anden sag, som i det store hele ikke gør så meget.

The Time Machine er også filmatiseret to gange, på meget forskellig vis, og jeg anmelder også begge disse filmatiseringer i månedens store tidstema.

Anmeldt i nr. 121 | 13/11/2015

Stikord: Dystopi, Filmatiseret, Fremtiden, Tidsmaskine, Tidsrejser, Utopia