Planet Pulp

George Pals tidsrejsefilm fra 1960 (med den herlige danske titel Rædselsrejsen) er den første af indtil videre to filmatiseringer af H. G Wells-klassikeren The Time Machine fra 1895 – den anden er The Time Machine fra 2002, instrueret af Simon Wells, som sjovt nok er H. G Wells’ oldebarn.

Den tidsrejsende englænder

Den femte januar år 1900, i London, ankommer fire venner til vores hovedpersons hus til middagsselskab. George, hovedpersonen, ankommer til middagen med beskidt tøj og er noget diffus. Han har nemlig været på en tidsrejse i sin tidsmaskine!

Og så fortæller han ellers vennerne, hvad der er sket. Først rejste han 17 år frem i tiden, hvor han hører om Første Verdenskrig. Dernæst rejser han frem til år 1940, hvor han hører om Anden Verdenskrig.

Det næste stop på rejsen bliver 1966 (altså i fremtiden i forhold til, hvornår filmen blev lavet), hvor han ser en futuristisk metropol og hvor folk gemmer sig i beskyttelsesrum. Og så falder der ellers en atombombe, og George når lige at hoppe ind i maskinen og sætte den i gang, mens Jorden begynder at gå under omkring ham.

Lava dækker maskinen og indfanger George, så for at undgå at blive knust, bliver han nødt til at rejse langt frem i tiden og vente på, at hans omgivelser igen ændrer sig.

Disse rejsesekvenser er smukt lavet, og filmen vandt da også ganske fortjent en Oscar for sine effekter. George rejser frem i tiden, men bliver på det samme sted, og derfor ser vi også eksempelvis ændringerne i moden, da han under rejsen kan se over på anden side af gaden, hvor der er en tøjbutik med en mannequindukke, der hele tiden får nyt tøj på. Let og elegant lavet.

År 802.701

Tilbage til rejsen. George stopper først i år 802.701, da stenen omkring ham forsvinder. Så langt så godt, og de, der kender romanen, vil se, at meget er det samme og noget er ændret i selve tidsrejsedelen.

I år 802.701 udspiller størstedelen af handlingen sig så. Tidsmaskinen forsvinder, og nu er George på røven. Det samfund, han er rejst frem til, er ved første øjekast beboet af de meget fredelige Elois. Men der bor også nogen under jorden, de monsterlignende Morlocks. Og ellers ikke mere om handlingen her.

I det store hele er David Duncans manuskript ganske tro mod Wells’ ord. Den slappe personkarakteristik er oversat fint til filmen, men det er mange af de positive ting også. Det er også helt tydeligt, hvor meget versionen fra 2002 på mange måder er en hyldest til Pals film.

Meget trofast filmatisering

Filmens styrker og svagheder skal netop også findes i, hvordan den forholder sig til romanen. Flere elementer er ændret, men i sin essens er filmen meget tro mod romanen, som den heller aldrig løsriver sig fra.

Det gør også, at der er meget voice over i filmen, som er med til at forklare hovedpersonens tanker. Dette meget litterære greb gør også, at filmen aldrig står helt på egne ben, da den formmæssigt minder meget om en bog. På den front er filmen lidt stiv og kluntet.

Som med mange studiefilm fra dengang er filmen også bygget op om store kulisser, der ikke ligner noget fra virkeligheden. Det har sin naturlige charme, men det gør også, at man har fornemmelsen af, at handlingen bevæger sig fra det ene tableau til det andet og filmen fremstår kunstig – specielt set med nutidens øjne.

I den altoverskyggende hovedrolle er Rod Taylor ganske god. Han har ikke meget at spille med (primært voice over og en bevægen sig rundt), men rent fysisk gør han det godt.

Oprindeligt havde Pal lidt ældre skuespillere som David Niven og James Mason i tankerne, men valget faldt på den yngre Taylor (han var 29, da optagelserne gik i gang) for at give rollen en mere fysisk fremtoning, og det passer ekstremt godt til filmens actionprægede og meget spændende slutning. Det var Taylors debut som hovedrolleindehaver.

Pal – en science fiction-legende

Filmens instruktør George Pal ønskede at lave en efterfølger til The Time Machine, men nåede det ikke før sin død i 1980, hvilket nok også er det bedste – altså ikke at han døde, men at vi undgik en fortsættelse.

George Pal, oprindeligt György Pál Marczincsak, født i Ungarn, havde tidligere (i 1953) produceret filmatiseringen af en anden Wells-roman i form af The War of the Worlds – en film, jeg personligt ikke bryder mig om.

Pal var én af pionererne inden for trickfilm og special effects: I 30’erne arbejde han med stop motion-animation i europæiske reklamefilm, og han fortsatte sit virke som effektmand i 40’erne, da han flyttede til USA.

Desuden producerede Pal flere science fiction-film såsom Destination Moon (1950), When Worlds Collide (1951), Conquest of Space (1955) og The Power (1968), så Pal må siges at være en vigtig skikkelse i forhold til science fiction-genren i 1950’erne og 1960’erne.

The Time Machine har en fortjent plads som en klassiker indenfor science fiction-genren, både på grund af sine fine idéer, også flere der ikke er hentet fra romanen, og sine fremragende effekter. Rent fortællermæssigt fremstår filmen imidlertid lidt kluntet, selvom den også underholder bravt.

Anmeldt i nr. 121 | 13/11/2015

Stikord: Dystopi, Filmatisering, Fremtiden, Tidsmaskine, Tidsrejser, Utopia