Planet Pulp

Advarsel! Denne anmeldelse indeholder spoilers.

Den første kom i 1960. Den anden kom i 2002. Der er naturligvis tale om de to filmatiseringer af H.G. Wells-klassikeren The Time Machine fra 1895. Romanen er en tidsrejsehistorie med verdenshistoriens første deciderede tidsmaskine, hvor hovedpersonen, “the time traveller” som han kaldes, rejser MEGET langt i fremtiden.

Bogen er spækket, faktisk overspækket, med idéer, der næsten ikke kan være inde i kortromanens format. Det er også en historie, som er skrevet af en ganske ung H.G. Wells, der brugte mere tid på historiens første del end den anden – den skulle simpelthen skrives færdigt for at Wells kunne tjene penge.

Fra Pal til Wells

George Pals version fra 1960 var meget trofast over for Wells. Så trofast at filmen visse steder virker litterært kluntet med specielt sine hyppige voice overs. Desuden blev den svage personkarakteristik overført nærmest direkte fra bog til film.

Men samtidig har Pals The Time Machine også til overflod af charme, gode effekter, fine idéer og lækkert hår.

Manuskriptet til Pals version blev skrevet af David Duncan, og den nye versions manuskript, skrevet af John Logan, tager udgangspunkt i både Wells’ kortroman og Duncans manuskript. Så flere scener, specielt i rejsesekvenserne, er moderniserede udgaver af rejsen og stopstederne i Pals version.

Men derudover er The Time Machine anno 2002 også helt sin egen, og den løsriver sig på godt og ondt både fra kortromanen og den første filmatisering.

Fra London til New York

Handlingen er rykket fra London til New York, hvor vi 1899 møder opfinderen/underviseren Alexander Hartdegen, der arbejder på Columbia University i New York.

Da Alexanders kæreste myrdes, kaster han sig ind i et projekt, hvor han vil bygge en tidsmaskine, så han kan rejse tilbage i tiden og forhindre mordet! Det lykkes også for ham, men da han kommer tilbage, dør hans kæreste på en anden måde.

Han stiller sig selv spørgsmålet, hvorfor han ikke kan ændre på tiden/skæbnen? Det svar tror Alexander så, at han kan finde i fremtiden. Så først går turen til 2030 og dernæst til 2037, hvor han bliver vidne til, at Månen ødelægges.

Han søger tilflugt i maskinen og falder i en dyb søvn, og da han vågner op og får stoppet maskinen, er han fremme i år 802,701. Her møder han så en befolkningsgruppe, der i denne version minder mere om et stammefolk end i både kortromanen og filmen fra 1960 – det virker mere ægte, hvis man kan sige det sådan.

Det er naturligvis de gode Elois, han møder, og så ved vi jo godt, at der snart kommer Morlocks. Disse underjordiske væsner er også mere ægte/skræmmende end i de tidligere versioner af historien.

Spoiler alert!

Men der hvor filmen virkelig tager en drejning væk fra Wells og Pal er i filmens sidste del, hvor Alexander møder lederen af de lokale Morlocks – spillet af en (over)sminket Jeremy Irons.

Din reception af filmen vil nok stå og falde med, hvordan du ser denne scene, hvor Alexander er i samtale med og kæmper mod lederen af de menneskeædende Morlocks. Her kommer der nogle spændende idéer på menuen, men glider de ned? Er det pjattet eller fedt? Giver det historien et ekstra lag eller får det konstruktionen til at kollapse?

Da jeg så filmen første gang tilbage i 2002 var jeg skuffet. Nu er jeg faktisk ganske positivt overrasket over filmen og delen med Morlock-lederen gør, at filmen står mere på egne ben. Den tør løsrive sig fra og bygge videre på historien. Slutningen er stadig lidt kluntet og virker forjaget, men jeg kan faktisk ret godt lide filmen.

Det er også i rejsen til underverdenen, at filmen trækker på horrorgenren – træk, der også findes i kortromanen – og specielt Alexanders ankomst, ned i vandet fyldt med lig, er ganske uhyggeligt.

Guy Pearce gør det fint som Alexander – der er noget skrøbeligt og sørgmodigt over hans præstation, som støtter godt op om hele filmens fornemmelse af tab. Og samtidig er transformationen fra tænkende mand til handlingernes mand ganske god. Det er bestemt ikke perfekt, men meget mere nuanceret end i både kortromanen og Pals filmatisering.

Fine effekter og charmerende film

Effekterne er fremragende – både som moderne filmeffekter og som en hyldest til Pals version og gammeldags stop motion-arbejde.

At filmen virker lidt forjaget skyldes nok også, at filmens instruktør Simon Wells (oldebarn til H. G. Wells) gik ned med stress, og at Gore “Pirates of the Caribbean” Verbinski overtog tøjlerne de sidste 18 dage af produktionen – Wells kom dog tilbage til post production.

The Time Machine er alt i alt en charmerende film, der tør gå sine egne veje. Det er både godt og skidt, men det resulterer i en film, som jeg er blevet meget gladere for, end da jeg så den første gang. Den er bestemt ikke noget mesterværk, men jeg er faktisk godt underholdt.

Anmeldt i nr. 121 | 13/11/2015

Stikord: Dystopi, Filmatisering, Fremtiden, Tidsmaskine, Tidsrejser, Utopia