The Substance

OBS! Denne anmeldelse indeholder milde spoilers!

Vi lever i en tid, hvor skønhedsidealer dominerer mere og mere, og hvor mulighederne for at skabe et perfekt udseende er indenfor rækkevidde.

Det fører så også ofte til resultater, hvor man oplever folk på TV, der ligner voksfigurer mere, end de ligner egentlige mennesker. Smukke mennesker, der render rundt med døde ansigter, hvilket desværre er tilfældet for mange skuespillere.

Det er også derfor befriende at have oplevet en satirisk gyserfilm som den franske filmskaber Coralie Fargeats The Substance, der utæmmet tager de såkaldte skønhedsidealer ved struben og klemmer til, også så det siger splat!

Filmen har allerede gjort sig godt bemærket i den internationale filmverden, særligt ved årets udgave af Cannes Filmfestival, hvor den blev godt modtaget og blev tippet til at vinde Den Gyldne Palme. I sidste ende vandt filmen prisen for bedste manuskript, som Fargeat havde skrevet.

Skabelsen af Elizabeths unge jeg

Elisabeth Sparkle (Demi Moore) er en Hollywood-legende med en stor skuespillerkarriere bag sig. Nu laver hun et fitness TV-show, lidt i stil med dem, Jane Fonda lavede i 1980’erne.

Men idet Elizabeth fylder 50 år, bliver hun med det samme droppet af den sleske TV-producent Harvey (Dennis Quaid), der virkelig ikke er bleg for at påpege hendes alder under et frokostmøde, hvor han mæsker sig i rejer på den klammeste måde!

Elizabeth bliver naturligvis slået ud af nyheden og ender i en bilulykke, da hun bliver distraheret af synet af en plakat med hende, der er i færd med at blive pillet ned. Under sit ophold hos hospitalet bliver Elizabeth tilbudt en spændende mulighed af en ung mandlig sygeplejerske. Et stof der hedder “The Substance”.

Elizabeth tager en chance, får fat i stoffet og bruger det uden tøven. Efter en lang, ulækker scene kommer der et yngre alter ego, Sue (Margaret Qualley), ud af Elizabeths ryg!

Prisen for at håndtere det unikke dobbeltliv er beskrevet således: Elizabeth kan leve som Sue i maksimalt syv dage, mens hun sørger for at fodre sin gamle krop, så den bliver vedligeholdt. Det samme gælder også omvendt for den unge krop, så der bliver skabt en perfekt balance.

Men idet Elizabeth som Sue får succes som TV-fitnessstjerne med høj sexappel, så fornægter hun sin oprindelige krop og tager næring fra den, så hun kan bruge mere tid som Sue.

Men det får nogle alvorlige konsekvenser på det kropslige plan, hvilket skal opleves med egne øjne, hvis man tør!

En ny body horror-auteur

The Substance er Coralie Fargeats anden film. Hun debuterede med den voldelige og intense hævn-thriller Revenge (2017), hvor hun skildrede ekstreme scener uden at gå på kompromis.

Fargeat har nævnt i interviews, at hun er inspireret af filmskabere som David Cronenberg, John Carpenter, David Lynch og Michael Haneke. Er man i forvejen bekendt med disse herrers værker, kan man nemt spotte de visuelle inspirationer i The Substance.

Med The Substance tager Fargeat yderligere chancer med sit absurde og groteske filmsprog, for i interviews nævner hun, at hun er fascineret af at fortælle ekstreme historier, der leger med folks opfattelse af, hvad der er muligt på film.

Klamme scener tilsat knusende lydeffekter

Scenerne i The Substance, hvor man ser Elizabeth rode med The Substance-stoffet og det tilhørende udstyr, er filmet på en klinisk facon, der vækker mindelser om David Cronenberg-body horror-film som Shivers (1975) og Rabid (1977). Alene det at se Sue komme til verden er virkeligt et særsyn, man selv skal opleve.

De mange imponerende makeup-effekter er fantastisk godt lavet, og de bliver bakket godt op af en intens lydside, der gør, at man føler, at man mærker det på egen krop.

Der er flere ulækre scener, der ville gøre David Cronenberg pavestolt og give andre kvalme!

En fantastisk Demi Moore

Skuespillerinden Demi Moore var en af de store navne i senfirserne og helt frem til midten af halvfemserne. Hun var med i store hits som Ghost (1990), A Few Good Men (1992) og Indecent Proposal (1993), og de succeser var med til at gøre hende til en af de dyreste stjerner i Hollywood.

Hendes karriere tog dog et kraftigt dyk med store flops som Striptease (1996) og G.I. Jane (1997). Siden da er hun kommet frem igen med roller i små arthouse-film og TV-serier.

Hendes comeback kulminerer i den grad med rollen som Elizabeth Sparkle i The Substance og er nok hendes bedste rolle til dato.

Moore spiller helt klart på det image, hun havde op gennem de tidlige år af sin karriere, hvor hun blev betragtet som et sexsymbol. Og særligt spiller hun, og filmen, på, hvordan underholdningsindustrien betragter smukke kvinder som salgbare produkter, altså lige indtil de møder udløbsdatoen.

Moore udviser stort mod i de mange scener, hvor hendes krop er i fokus i al sin nøgenhed. Hun har tidligere vist sig som en frygtløs skuespiller, men her i The Substance er der chance for, at hun kan blive anerkendt for sin indsats.

Moores stærke præstation bliver matchet rigtigt godt med en tilsvarende modig Margaret Qualley, der spiller Sue med en solid erotisk udstråling. Filmen er med til at markere Qualley som en spændende skuespiller, der skal blive interessant at følge fremover.

Qualleys åbenlyse skønhed bliver der spillet heftigt på i de nærmest pornografiske fitness-scener, hvor flotte kroppe bliver udstillet på vulgær facon.

Som Harvey er Dennis Quaid fuldkommen klam og hysterisk vanvittig. Oprindelig var det Ray Liotta, der skulle spille Harvey, men han døde desværre før optagelserne, så Quaid tog over.

Jeg kan slet ikke erindre at have set Quaid spille noget lignende, men han gør det vældig godt, så det passer filmens særprægede tone.

En af årets mest mindeværdige film

The Substance er en vellykket sprængfarlig cocktail, der byder på eksplosiv body horror, spydig satire og en forfriskende ærlighed.

Jeg håber, at der kommer flere film fra Fargeat, for der er hårdt brug for modige filmskabere, der tør fortælle ekstreme historier, også selvom de kan udfordre publikums filmiske smagsløg.

Filmen hører til blandt årets mest mindeværdige film i kraft af sine fine præstationer og kropslige effekter. Den kan anbefales, men kun til dem, der kan tåle mosten i form af de mange grafiske scener.

Særligt vil jeg anbefale The Substance til de folk, der har mindreværd om deres udseende set ud fra et overfladisk perspektiv. Betragt filmen en grum advarsel og værdsæt hvad man ser i sit spejl.

Anmeldt i nr. 228 | 13/11/2024