Planet Pulp

The Stand er den amerikanske tv-kanal ABC’s miniserie, baseret på Stephen King-romanen af samme navn. Miniserien har en samlet spilletid på seks timer, og blev oprindelig vist i fire episoder i 1994 med undertitlerne The Plague, The Dreams, The Betrayal og The Stand.

Romanen udkom oprindeligt i 1978, men i en udgave, der var betragteligt forkortet i forhold til Kings oprindelige manuskript. I 1990 udkom så The Stand: The Complete and Uncut Edition, der er på over 1100 sider. Tv-serien, der har manuskript af Stephen King selv, holder sig hovedsageligt til den oprindelige udgivelse af romanen, selv om enkelte elementer fra den uforkortede udgave har sneget sig med.

The Stand er én af Stephen Kings allermest populære romaner; noget jeg selv altid har haft svært ved at forstå. For ser man bort fra de første godt 300 sider, som er noget af det bedste apokalyptiske fiktion, jeg nogensinde har læst, er The Stand på adskillige faconer en frustrerende roman. Alt det kan man læse nærmere om i min anmeldelse af romanen.

Det siger sig selv, at mange af de problemer, jeg ser bogen, også har sneget sig med over i filmatiseringen, men naturligvis er der også gode ting ved miniserien, som der da også er i romanen. Blandt de problemer, miniserien har i dag, er, at den med sine efterhånden 18 år på bagen er begyndt at se lidt gammel ud. Det har både noget at gøre med production value, overordnet æstetik og ændrede normer inden for tv-mediet.

Superinfluenza

En superinfluenzavirus slipper ved handlingens start løs fra et militært laboratorium, og i løbet af første afsnit ser man, hvordan USA (og, formoder man, resten af verden) kastes ud i et dommedagslignende scenarie, hvor over 99 procent af alle mennesker dør.

Nogle er naturligt immune over for sygdommen og overlever, og det er naturligvis blandt dem, at vi finder vore hovedpersoner. Efter at sygdommen har raset ud, begynder de overlevende at drømme. Enten drømmer de om en ældgammel negerkvinde ved navn Mother Abagail, eller også drømmer de om en mystisk og uhyggelig denim-klædt skikkelse ved navn Randall Flagg.

De to figurer fungerer som fyrtårne, der tiltrækker henholdsvis de gode og de onde. Mens de gode flokkes omkring Mother Abagail og begynder at opbygge et nyt samfund i Boulder, Colorado, flokkes de onde omkring Randall Flagg i Las Vegas. Og selv om der går et stykke tid, inden de indser det, bliver det efterhånden klart for de gode kræfter, at de må gøre op med Randall Flagg, hvis deres nye samfund skal overleve.

For nu at gøre en lang historie kort, har vi med The Stand at gøre med en klassisk historie om Det Gode mod Det Onde. King siger aldrig direkte, hverken i romanen eller i serien, at Randall Flagg er Satan selv, men det er sådan, man må fortolke ham.

Hele The Stand er én lang kristen allegori, og det er bl.a. den noget gumpetunge morale og opbygning, der gør bogen til en noget tung læseoplevelse for mig. Det er slet ikke særligt subtilt udført.

Det gode og det dårlige

Men når det så er sagt, er der også masser af fine ting ved The Stand, hvoraf nogle er overført ganske vellykket til tv-serien, mens det kniber mere med andre. Spredningen af det dødbringende virus og samfundets gradvise sammenbrud er skildret ret godt, selv om man selvfølgelig godt kan mærke, at serien er produceret til et af de store netværk, og at der derfor er grænser for, hvor langt producenterne kunne gå. Det første afsnit er såmænd uhyggeligt nok, men det kunne være uendeligt meget mere skræmmende.

Mange af hovedpersonerne er også succesfuldt overført til serien, selv om der naturligvis bliver skåret mange detaljer ud af deres individuelle historier. Bedst er Gary Sinise som den sympatiske texaner Stuart ”Stu” Redman og Adam Storke som rock ’n’ roll-stjernen Larry Underwood, men derudover er der en række andre solide navne i serien, der alle gør det godt.

Det er bl.a. Rob Lowe som den døvstumme Nick Andros, Ray Walston som sociologen Glen Bateman, Ossie Davis som dommer Farris og Miguel Ferrer som Flaggs højre hånd Lloyd Henreid. Som Randall Flagg selv er Jamey Sheridan faktisk også ganske god, selv om hverken Kings manuskript eller Mick Garris’ instruktion formår at gøre Flagg noget nær uhyggelig nok. De kiksede special effects, der særligt anvendes i seriens sidste afsnit, hjælper heller ikke.

Blandt de mere uheldige castingvalg er Molly Ringwald som den egentlige kvindelige hovedperson. Der er dømt overspil over hele linjen. Det er der også hos Corin Nemec som Harold Lauder, der på grund af jalousi ender med at gå over på fjendens side. Også Laura San Giacomo og Matt Frewer overspiller – måske især Frewer, hvis vanvittige rolle da heller ikke ligefrem kalder på en subtil tilgang til stoffet.

Stort cast – for stort, måske

Castet er stort, og det er ét af de primære problemer ved The Stand. Ligesom andre af Kings store romaner (f.eks. It, på dansk Det Onde, fra 1986) er The Stand en form for ensembleroman, hvor historien spindes over mange individuelle karakterer og deres skæbner. Når man har med en 1000 eller 1100 sider lang roman at gøre, kan det lade sig gøre, men det er straks et større problem at overføre den slags til film.

Det er i den forbindelse heldigt, at The Stand har så lang en spilletid, som den har, men selv de seks timer er ikke nok til at forhindre, at der bliver skåret mange ting ud, som i romanen fungerer som vigtige nøgler til at forstå de forskellige personer. Kings forsøg på at forholde sig trofast over for sit store persongalleri betyder, at den fysiske handling er overført ganske trofast i mange henseender, men de bagvedliggende nuancer, man får med i romanen, mangler. Det betyder i sidste ende, at man imellem faktisk ender med at kede sig lidt i nogle af scenerne.

Mange af romanens andre detaljer, altså de, der ikke lige er karakterdrevne, må også lade livet, hvilket er fuldt forståeligt, men samtidig også ærgerligt, og man kommer ikke uden om, at The Stand ville have gjort sig bedre som en serie i måske 12 afsnit af hver en times varighed.

Det andet store problem ved filmatiseringen af The Stand er, at serien aldrig for alvor formår at gøre Randall Flagg uhyggelig. Den enorme trussel, Flagg portrætteres som i romanen, bliver aldrig rigtig nærværende i serien. Der er to individuelle problemer her: For det første kommer Flagg alt for hurtigt ud i lyset. Selv om Flagg spiller en meget direkte rolle i romanen, havde det været bedre i tv-serien at holde ham i skyggerne i en meget længere periode, for uanset at Jamey Sheridan spiller rollen ret godt, er det svært at se Sheridan som andet end en charmerende bad boy-type med kikset svenskergarn og tilsvarende kikset denim-tøj.

For det andet forfalder serien til fjollede special effects. F.eks. Flaggs lysende røde øjne, når han dukker op i hovedpersonernes drømme og – endnu værre – nogle virkeligt ringe morphing- og make up-effekter senere i serien, hvor Flagg viser sin sande natur som et monster. Det er slet, slet ikke uhyggeligt, men derimod corny og kikset, og det er med til at gøre Flagg til en langt mere latterlig og ”lille” skurk end han egentlig er.

Tv-fornemmelse

Med efterhånden 18 år på bagen har The Stand, set med moderne øjne, også enkelte andre problemer, som man dog delvist må tilskrive skiftende tider. Der skal ikke være nogen tvivl om, at The Stand er en ret flot serie efter datidens standard. Produktionen som sådan fejler ikke noget, selv om store dele af serien meget tydeligt er skudt indenfor, og nogle dele af scenografien heller ikke fremstår helt overbevisende.

Overordnet set hænger der i både billedkvalitet og -format en meget tydelig tv-fornemmelse over The Stand. Det skyldes til dels, at vi efterhånden er blevet vant til, at de fleste tv-serier er produceret i det cinematiske format 1.85:1, og at det traditionelle 4:3-format derfor har fået en afsmag af noget gammelt og billigt. Det er selvfølgelig ikke helt fair, og det skal man lige have i baghovedet, men det kan være svært at sætte sig ud over.

Derudover er der lyssætningen og billedkvaliteten, der på alle måder også skriger tv-produktion – endnu et aspekt, der måske er lidt unfair at hive frem, men som ikke desto mindre er medvirkende til at give The Stand et meget tydeligt tv-præg i forhold til serier produceret efter årtusindskiftet.

Hvis man skal sige noget, der er gældende, uanset hvad, er det, at fotograferingen er meget rugbrødsagtig og, rent ud sagt, halvkedelig. Sammenlignet med andre ”gamle” tv-serier, f.eks. Twin Peaks (1990-91) eller The X-Files (1993-2002), der også er skudt i 4:3, er The Stand rent visuelt en langt mere tam omgang. Godt nok får vi enkelte scener, der antyder tomheden i det enorme amerikanske landskab, efter at superinfluenzaen har raset ud, men dels er der ikke særligt mange af dem; dels er det ikke noget, der udnyttes til at skabe flotte billeder.

Langt fra den værste Stephen King-filmatisering

Der er ingen tvivl om, at The Stand er meget langt fra at være den værste Stephen King-filmatisering til dato, men den er tilsvarende meget langt fra at være blandt de virkeligt gode. The Stand har vitterligt sine øjeblikke, hvor den fungerer, men set over den samlede spilletid er den alt for ujævn til, at den virkeligt rykker. Den kiksede deus ex machina-slutning hjælper heller ikke, men da den er hentet direkte fra romanen er det jo ikke noget at gøre ved det.

Der er på nuværende tidspunkt tale om en nyfilmatisering af romanen, denne gang som spillefilm – og formentlig mere end én. Det må man da håbe, for hvordan man skulle pakke hele romanens handling ind i én film, selv en lang én af slagsen, står hen i det uvisse. Om den nye filmatisering af The Stand bliver til noget, vil tiden vise. Indtil da har vi tv-serien, som er værd at se for Stephen King-fans, men der er bestemt ikke tale om en produktion, man skal gøre sig stort besvær for at komme til at se.

Anmeldt i nr. 86 | 13/12/2012

Stikord: Apokalyptika, Epidemi, Filmatisering, Postapokalyptika, Stephen King