Jo Nesbøs romaner om betjent Harry Hole, den forpinte efterforsker, der skyller Diazepam ned med sprit, men som vedholdende går efter de mange seriemordere, der pludselig er begyndt at hærge Norge, er blevet bestsellere verden over, og til dato er der 11 romaner i serien.
Snømannen udkom i 2007 og var allerede på tegnebrættet til en Hollywood-filmatisering i 2011.
Både historie- og PR-mæssigt lå den til højrebenet, idet der var basis for en serial killer-franchise, som Hollywood jo elsker, og Skandinavien var død-hot efter svenske Stieg Larssons gigantsucces med Millenium-trilogien og karaktererne Mikael Blomkvist og især Lisbeth Salander, der nu er blevet til fem spillefilm.
Den lækre storyline for The Snowman så ud til at komme i de bedste hænder. Selveste Martin Scorsese hoppede godt nok fra som instruktør, men blev ombord som executive producer.
I stedet blev det svenske Tomas Alfredson, der skulle instruere. Alfredson havde begejstret alle os genre-nørder med et særdeles frisk og stilfuldt pust til vampyrgenren med Låt den rätte komma in (2008), der i 2010 fik en remake (Let Me In).
Og Tomas Alfredsons første “udenlandske” film, koldkrigs-thrilleren Tinker Tailor Soldier Spy (2011) med Gary Oldman, var et meget omtalt hit.
I produktionen skulle Alfredson blive omgivet af hædrede og prisvindende fagfolk. Som nævnt Martin Scorsese som producer, men derudover kan nævnes fotograf Dion Beebe, Oscar-vinder for sit arbejde på Memoirs of a Geisha (2005) og klipper Thelma Schoonmaker, der har vundet hele tre Oscars.
På skuespillersiden tegnede sig et billede, der lignede et sjældent set ensemble: Michael Fassbender som Harry Hole, Charlotte Gainsbourg, Rebecca Ferguson, J.K. Simmons, Chlöe Sevigny, David Dencik, Toby Jones, og det bedste fra hhv. Norge og Sverige i form af Jakob Oftebro og Jonas Karlsson. Hvad kunne gå galt? Åbenbart alt!
The Snowman er som film noget af det mest absurde og usammenhængende, man overhovedet kan se. Historien starter med at vise vores kommende morder som et uønsket barn efter et voldeligt seksuelt forhold mellem en kvinde og en mand, som drengen kalder onkel Jonas.
Jonas udsætter ved sine tilfældige besøg både kvinden og drengen for psykisk og fysisk vold. Dette fører til moderens selvmord, da hun kører Volvoen ud på isen og lade den brase igennem for øjnene af en forfærdet dreng.
Som voksen går han (seriemorderen) efter kvinder, som han åbenbart finder uegnede til at være mødre. Inden han bortfører kvinderne for næsen af disses børn, har han bygget en snemand, der vender “blikket” ind mod ofrenes hjem.
Ofrene findes senere i flere dele, og fra tid til anden er deres hoveder og lemmer bygget ind i snemænd. Morderen har derfor øgenavnet “The Snowman”.
Harry Hole overspilles på det kraftigste af Michael Fassbender. Til trods for et misbrug, der ligner noget fra et Tom Kristensen-værk, er Harry i stand til at spore og sammensætte meget skjulte tråde.
Harry må døje med den kliché at få en ung, sulten og naiv novice i skikkelse af Katrine Bratt (spillet af svenske Rebecca Ferguson). Harry Hole har en ex-kæreste, Rakel (Charlotte Gainsbourg), hvor han stadig er tæt knyttet med dennes teenagesøn, Oleg (Michael Yates).
Men Harry fucker hele tiden aftaler med sønnen op, så hvorfor de overhovedet gider ham, er i sig selv en kæmpe gåde. Rakel er nu kærester med lægen Mathias (Jonas Karlsson), der bare ønsker det bedste for alle.
Katrine er samtidig på en personlig vendetta mod Oslos største industrimagnat og velgører, Arve Støp (J.K. Simmons). Støp er involveret i et illegalt net af prostitution, og Katrine er overbevist om, at han (Støp) ligeledes har noget at gøre med snemands-mordene samt mordet på hendes far flere år tidligere.
Katrines far var en legendarisk, men fordrukken betjent, kaldet Rafto (Val Kilmer), der ligeledes havde været på sporet af snemanden. Katrine kaster sig ud i noget totalt kikset undercover i forsøget på at fælde Arve Støp, der desværre bringer hende i direkte konfrontation med den rigtige snemand.
Alt bliver løse ender og bolde, der ikke bliver grebet, i helt fortvivlende dårlige forsøg på at få vores opmærksomhed væk fra det faktum, at snemanden faktisk er Harry Holes ex-kærestes nye mand, Mathias.
Han har været lige ved siden af hele tiden. Sikke et uhyggeligt tilfælde. Og finalen, det endelige sammenstød mellem Harry Hole og Mathias – med Rakel og Oleg som madding – ender komisk symbolsk på meget, meget tynd is.
… er en af de utallige uvenlige beskrivelser af filmen, man kan se på Rotten Tomatoes. Men det er en ganske præcis beskrivelse af The Snowman.
Filmens tempo er underligt forhastet og overfladisk, der er aldrig nogen forklaring, forløsning eller konklusion, ingen meningsfuld profil af morderen. Store skuespillere virker krampagtige og forvirrede, og flere af dem er kun sporadisk med for derefter at glide ud af historien igen.
Værste eksempel er Chloë Sevigny, der først er et offer for derefter at være enægget tvilling til offeret i et meget lille klip.
Faktisk kan jeg ikke mindes at have set en film på dette niveau, med så sublime kræfter i produktionen, hvor hele projektet i sådan en grad er fejlet, tilsyneladende uden nogen mulighed for at redde det.
Og af alle involverede er det kun instruktør Tomas Alfredson, der sparsomt og undskyldende har forklaret, at produktionen af en eller anden årsag blev skubbet ufatteligt hurtigt igennem.
Det var et gensyn med den meget stilfulde og stemningsfulde trailer, der fik mig til at tænke, om jeg nu endelig skulle få set The Snowman.
Men med traileren frisk i hukommelsen, ser man, at 7-8 væsentlige klip i traileren ikke er med i den færdige film. Så det kan godt være, nogen har trukket håndbremsen, så huller ikke kunne udfyldes, men det undskylder ikke for de ting, der ER med i filmen, som helt for sig selv er mildest talt dårlige valg.
Af de mange dårlige valg er der et sted i filmen, der er meget symptomatisk: Harry Hole og Katrine Bratt ankommer til et drabssted.
I huset spiller en iørefaldende melodi så voldsomt, at Harry Hole er NØDT til at slukke for den. Musikken var det klassiske elektroniske instrumentalnummer “Popcorn” fra 1969 af Gershon Kingsley.
Nummeret er meget ikonisk, og man hører det ikke så tit mere. Så da Harry Hole i den efterfølgende scene kommer hjem i sin lejlighed og der står en håndværker og danser til præcis det samme nummer – ja så virker det knagme vildt suspekt.
Men Harry smider blot håndværkeren ud. Håndværkeren viser sig at have været morderen selv i forklædning, og det fremstiller Harry Hole som en legendarisk elendig efterforsker, ikke bare i Norge, men på hele kloden!
Og smag lige på navnet Harry Hole! Det lyder ganske anderledes på norsk, men udtalt på engelsk, giver det associationer til en superhelt fra en voksenfilm – eller måske et symbol på filmens overordnede plot?
Det absolut grusomste i filmen er dog Val Kilmers indhop i rollen som Rafto. Hvis man ikke ved, han er i filmen, er der god chance for, man misser ham og først ser hans navn i rulleteksterne. Så grotesk er hans fremtoning, skuespil og den måde, han er filmet.
Omkring det tidspunkt filmen blev skudt, havde Kilmer en svulst i struben, der fik hans stemme til at lyde totalt fordrejet. Så man var nødt til at dubbe hans stemme.
Det er forfærdeligt at have kræft, men helt ærligt, hvorfor ikke benytte en anden skuespiller? Val Kilmer er en af mine helt store favoritter gennem tiden, og at se ham sådan gør faktisk ret ondt.
Jeg vil anbefale at se The Snowman, hvis man har en lidt perverteret side, der nyder at se andre fejle og blive udstillet på værste vis – ellers skal man gå udenom den, for man får nærmest ondt af dem der var involveret.
Tomas Alfredson instruerer nu Jönssonligan, Sveriges variant af Olsen Banden. Han er med andre ord ved at lave en reboot af en remake. Sådan kan lykken vende i branchen…
Anmeldt i nr. 160 | 13/02/2019
Stikord: Filmatisering, Seriemordere
Det er blevet oktober, og her på Planet Pulp har vi en virkelig god idé…
Den første film, der lader de to ikoniske monstre fra Alien- og Predator-filmserierne mødes, er…
Det længe ventede gensyn med Beetlejuice og det bizarre efterliv er heldigvis en fornøjelig oplevelse.…
"Nej. Tingesten kunne måske nok spille et nummer på gehør efter en enkelt gang, men…
Hvis man er genrefan og samtidig er med på beatet i denne weekend, så er…
Tim Burtons anden film hører stadig til blandt hans mest seværdige, med dens unikke blanding…
