The Silmarillion er på mange måder J.R.R. Tolkiens mest ambitiøse værk; mere ambitiøst på flere punkter end det, der ellers regnes som hans hovedværk, The Lord of the Rings (1954-55). The Lord of the Rings (eller Ringenes Herre på dansk) er i sig selv et ambitiøst stykke epik, men i ambitioner – om ikke i længde – overgås den alligevel af The Silmarillion.
The Silmarillion er intet mindre end Tolkiens skabelsesberetning og en delvis mytesamling for den omfattende verden, der ligger bag The Lord of the Rings. Det er langt fra en komplet fortælling, og havde Tolkien levet længere, havde han uden tvivl fortsat med at arbejde med materialet og således skabt flere myter i sin kosmologi.
Tolkiens savn
Baggrunden for sin fiktion forklarede Tolkien i et brev, der er delvist trykt i forordet til The Silmarillion. Helt kort kan det siges, at Tolkien som litteratur- og sprogforsker var ked af, at der ikke fandtes nogle ægte engelske myter, knyttet specifikt til England. Som sådan afviste Tolkien Arthurlegenderne, da de godt nok er knyttet til England, men ikke har deres oprindelse dér (Arthurlegenderne er overordnet set af fransk oprindelse).
I kombination med Tolkiens viden om sprog, blev dette savn baggrunden for hans mytopoesis – skabelsen af en hel mytologi, komplet med fantastiske væsner, fiktive sprog, historie og sagn. Og naturligvis – ikke mindst – de fortællinger, der bringes i The Hobbit (1937) og The Lord of the Rings.
Tolkiens tidligste skitser går tilbage til hans tid som soldat under 1. Verdenskrig, men han fortsatte arbejdet på mytologien til sin død i 1973 og nåede aldrig at udgive dem. Efter Tolkiens død kom hans søn Christopher Tolkien til at fungere som sin fars litterære eksekutor, og efter et arbejde med at få gjort faderens manuskripter publiceringsparate, fik Christopher Tolkien udgivet The Silmarillion.
Dette var uden tvivl noget, J.R.R. Tolkien ville have sat pris på, for oprindelig havde det faktisk været hans ønske, at de fortællinger, der indgår i The Silmarillion, skulle være udkommet samtidig med The Lord of the Rings. Det kom som bekendt ikke til at ske, og det er baggrunden for, at The Lord of the Rings er forsynet med så omfattende appendikser – bedre end ingenting, men ikke nær forfatterens oprindelige vision.
Mytesamling
Med The Silmarillion udgivet kunne Tolkiens fans endelig danne sig et reelt indtryk af mandens umådelige fantasi og hans enorme ambitioner for sit eget skaberværk. For mig står The Silmarillion på mange måder som langt det mest fascinerende, Tolkien nogensinde har skrevet. Men man må ikke begå den fejl at tro, at The Silmarillion er en lige så sammenhængende fortælling som The Hobbit eller The Lord of the Rings.
En stor del af bogen udgøres godt nok af selve den fortælling, der hedder Quenta Silmarillion (med undertitlen “The History of the Silmarils”), og som præsenterer et fortløbende narrativ, men skrevet i et helt andet formsprog end The Lord of the Rings.
Førend man når frem til Quenta Silmarillion, indeholder The Silmarillion imidlertid to kortere fortællinger: Ainulindalë og Valaquenta. Ainulindalë – med undertitlen “The Music of the Ainur” – fortæller om verdens skabelse, mens Valaquenta – med undertitlen “Account of the Valar and Maiar according to the lore of the Eldar” – fortæller om de forskellige gudelignende væsner i Tolkiens univers.
Efter Quenta Silmarillion følger Akallabeth – med undertitlen “The Downfall of Númenor” – og endelig Of the Rings of Power and the Third Age – med undertitlen “in which these tales come to an end”. Sidstnævnte fortæller i ultrakondenseret (og jeg mener virkelig ULTRA-kondenseret) form handlingen helt op til og med slutningen af The Lord of the Rings, hvilket reelt set gør The Silmarillion til et samlet hele: Fra verdens skabelse til afslutningen af den Tredje Tidsalder.
Til allersidst følger en række slægtstavler, et appendiks med sted- og personnavne, en miniordbog over ord fra Tolkiens opfundne sprog samt endelig en række kort over den vestlige del af Middle-earth i den 1. tidsalder.
Tolkiens kristne baggrund
Det vil føre alt, alt for vidt her at give et fyldestgørende referat af The Silmarillion som helhed – en del af kosmologien og et par af fortællingerne i Quenta Silmarillion kan man læse om i vores anmeldelse af The Children of Húrin (dansk: Húrins Børn). Det der her skal konstateres om handlingen er, at den i langt overvejende grad fokuserer på guderne og elverne, mens menneskene spiller en meget mindre rolle. Hobbitter er der ingen af i The Silmarillion, og hele handlingen foregår så længe før The Lord of the Rings, at selv geografien i Middle-earth er anderledes.
Ud over at fortælle om verdens skabelse og de forskellige guder – eller rettere gudelignende væsner – fortæller The Silmarillion primært en historie om stolthed og fald på flere niveauer. Temaet “fald” er centralt i Tolkiens forfatterskab, og i The Silmarillion er det et hovedtema.
Det er også her, at Tolkiens kristne baggrund kommer tydeligst til udtryk. Således bliver det tydeligt, at Tolkiens verden faktisk er monoteistisk i sit udsyn. Der er nemlig kun én Gud, kaldet Eru, og det er ham, der skaber alt, herunder Ainurne, en række gudelignende væsner, hvoraf nogle vælger at manifestere sig i verden som de såkaldte Valar.
Faldet kommer først til udtryk i den primære fjende, Morgoth. Han var oprindelig en Ainu ved navn Melkor, der blev korrumperet og magtgal og gjorde oprør mod Eru. Dette er naturligvis den klassiske version af historien om den faldne engel Lucifer omsat i det tolkienske univers.
Efter elvernes opvågnen i Middle-earth drager mange af dem af sted til Valarnes land Valinor, en slags Edens Have, hvor et andet fald finder sted. Melkor stjæler de fabelagtige Silmariller – tre ædelsten, hvori er indfanget lyset fra Valinors to træer. Elversmeden Fëanor, der har lavet Silmarillerne, sværger blodig hævn og sætter sig herved op imod Valarnes visdom. Fëanor og mange af elverne vender derpå tilbage til Middle-earth for at føre krig mod Morgoth (som Melkor fra da af kaldtes), og i den forbindelse har vi i større målestok endda en pendant til det bibelske brodermord, da elverne indbyrdes kommer op at strides, og der udgydes blod i Valinor.
Med andre ord er The Silmarillion dybt forankret i kristen tradition, men man må ikke tro, at mytesamlingen er noget så banalt som en omskrivning af bibelske myter. Den kristne indflydelse er der, men The Silmarillion er så meget andet og mere end blot det. Mængden af myter og sagn, Tolkien har ladet sig inspirere af er enorm, og de direkte bibelske paralleller er – om end tydelige – faktisk relativt få.
The greatness of true myth
Ganske som med referatet gælder det, at det ville føre for vidt at forsøge at give en udtømmende liste over de utallige inspirationskilder, der har dannet baggrund for Tolkiens myter. Det væsentlige er, at Tolkien faktisk formåede at bruge sine inspirationskilder til at komponere noget, der var nyt, samtidig med at det i sin kompleksitet og litterære modus faktisk minder om ægte religiøse beretninger og ægte myter.
Et af citaterne bag på den anmeldte udgave siger det faktisk bedst: “At times rises to the greatness of true myth.” Faktisk mener jeg, dette er en høflig underdrivelse – The Silmarillion hæver sig ganske ofte op på et niveau, hvor den i skønhed og tilsyneladende autenticitet kan konkurrere med ægte myter.
Når The Silmarillion virker så ægte, skyldes det naturligvis ikke kun Tolkiens indgående kendskab til en lang række myter og sagn, religiøse såvel som verdslige, fra hele verden. Det skyldes også hans bevidst arkaiske måde at skrive på; noget der også manifesterede sig i The Lord of the Rings.
The Silmarillion er imidlertid skrevet i et endnu mere arkaisk sprog og gør brug af store mængder navne, stednavne, slægtsforbindelser og andre træk fra både religiøse tekster og norrøn litteratur – den islandske middelalderlitteratur er en anden af Tolkiens meget væsentlige inspirationskilder. Dette vil helt sikkert gøre The Silmarillion svært tilgængelig for mange mennesker og da især dem, der allerede fandt The Lord of the Rings tung at komme igennem fra et rent sprogligt synspunkt.
Men det er netop Tolkiens meget bevidste anvendelse af sproget og den narrative struktur, der gør The Silmarillion så uendeligt fascinerende og så smuk, som den er. Det er en bog, der – uagtet at den hovedsageligt handler om halvguder og elvere – fortæller en utroligt menneskelig historie med alle de ingredienser, der skaber episke storværker: stolthed, fald, kærlighed, håb og mod i håbløse situationer. Hvis man syntes, The Lord of the Rings var episk, vil jeg gerne råde folk til at holde på hat og briller, når de læser The Silmarillion.
Mesterværk
Der er ingen tvivl om, at The Silmarillion hovedsageligt appellerer til dem, der holder meget af The Lord of the Rings, og som er fascinerede af Tolkiens skaberværk. The Silmarillion er ikke egnet til casual reading og vil med sit gammeldags sprog og sine mange navne og stednavne formentlig slå mange som decideret kedelig. Det står for egen regning. For mig er The Silmarillion faktisk bedre end The Lord of the Rings, og det siger sig selv, at jeg med glæde giver den prædikatet mesterværk.
Forfatter: J.R.R. Tolkien
Redigeret af: Christopher Tolkien
Udgivet: 1977
Forlag: George Allen & Unwin
Anmeldte udgave:
Udgivet: 1999
Forlag: HarperCollins
Format: Paperback
Sideantal: 443
The Silmarillion er udkommet på dansk i mange udgaver og optryk, alle på Gyldendal eller gennem Gyldendals Bogklub/Bogklubber. Den danske titel er ganske enkelt Silmarillion.
Den første danske udgave udkom i 1978; nyeste udgave er 4. udgave, 4. oplag, Gyldendal 2008.
Anmeldt i nr. 62 | 13/12/2010
Stikord: Fantasy, J.R.R. Tolkien, Middle-earth
