The Shawshank Redemption

Det er nok svært at finde nogen, der ikke på et tidspunkt har set The Shawshank Redemption eller En verden udenfor, som filmen meget poetisk kom til at hedde på dansk – Ikke alene har filmen været svinebillig på dvd i årevis; den er blevet sendt et utal af gange på et utal af tv-kanaler.

På samme måde er det nok svært at skrive noget i en anmeldelse af The Shawshank Redemption, som ikke på et eller andet tidspunkt er blevet sagt eller skrevet tidligere. Og jeg har ikke tænkt mig at gøre denne anmeldelse speciel eller “original” ved at gå mod strømmen og give The Shawshank Redemption et dårligt skudsmål. For som langt de fleste andre er jeg meget glad for The Shawshank Redemption, som også er én af de få film, hvor man skal lede hårdt og længe for at finde en rigtig negativ anmeldelse.

Alligevel vil jeg have lov til at dryppe et par dråber malurt i bægret, for måske er The Shawshank Redemption ikke helt så god, som mange gør den til. Den ligger f.eks. som nr. 1 på IMDb‘s top 250 med hele 9,3 ud af 10, og dér har den ligget længe. Og på Rotten Tomatoes har den en fresh rating på 90 %. Nu skal den slags ranglister naturligvis tages med et gran salt, og særligt IMDb’s lister har en tendens til at være skævvredet til fordel for nyere film. Ikke desto mindre betyder det, at The Shawshank Redemption ifølge IMBb‘s brugere er verdens bedste film. Og er The Shawshank Redemption virkelig så god?

To gode film med oplæg fra samme antologi

The Shawshank Redemption er baseret på Stephen Kings kortroman Rita Hayworth in Shawshank Redemption, der udkom i antologien Different Seasons i 1982. Samme antologi indeholdt bl.a. også kortromanen The Body, som Rob Reiner filmatiserede som Stand By Me i 1986. På den måde har to af de absolut bedste Stephen King-filmatiseringer deres ophav i samme antologi, og påfaldende nok er der ingen horrorelementer i nogen af dem og absolut intet overnaturligt. Begge er små dramaer, der har personerne i fokus, selv om den ydre handling også er spændende og underholdende.

The Shawshank Redemption handler om den stille bankmand Andy Dufresne (Tim Robbins), der ved filmens begyndelse bliver uretmæssigt dømt for mordet på sin kone og hendes elsker. Dufresne idømmes livsvarigt fængsel i Shawshank-fængslet, og det er her næsten hele filmens handling foregår.

Handlingen følger Dufresne over en årrække: Fra hans første dage i fængslet og indtil han som garvet indsat har succes med en udspekuleret hævn, han i årevis har planlagt over bl.a. fængselsdirektøren og én af de sadistiske fængselsbetjente. Præcis hvad hævnen går ud på, skal jeg nok undlade at afsløre af hensyn til de, der måske ikke har set filmen, men det er i den forbindelse, at der, i forhold til f.eks. Stand By Me, er enkelte mislyde.

Spillet mellem personerne

Selv om plottet, der i øvrigt rulles ud i et behageligt adstadigt tempo, naturligvis er vigtigt, er det spillet mellem personerne, der gør The Shawshank Redemption til så god en film, som den er. I fængslet får Andy sig hurtigt en række venner, frem for alt Red (Morgan Freeman), men også den meget ældre fange Brooks (James Whitmore), der bestyrer fængslets bibliotek. Brooks er også anledningen til en af de få sekvenser, der foregår udenfor murene, da han på et tidspunkt bliver prøveløsladt. Det er en hjerteskærende sekvens, for Brooks har siddet inde i så mange år, at han ikke længere kan klare livet udenfor.

I andre roller ses andre garvede navne: William Sadler spiller en anden af Andys gode venner blandt fangerne, Clancy Brown er den ekstremt lede fængselsbetjent Hadley og Bob Gunton spiller den kristne – og dybt hykleriske – fængselsdirektør Norton.

Castet er generelt fremragende, og ingen spiller mindre end godt. Tim Robbins og Morgan Freeman har de dominerende roller, og de yder begge en fornem indsats. Rollen som Andy Dufresne er en af Tim Robbins’ helt store, og han er gennemsympatisk som Andy Dufresne, der overrasker både medfanger og fængselsbetjente ved at være langt mere hårdfør, end hans milde udseende antyder. Tim Robbins er en glimrende skuespiller, og han er en af de få, der med lige stor succes kan spille gennemført good guy og helt umanerlig creepy og led.

Konventionerne overholdes

The Shawshank Redemption bryder ingen af de klassiske fængselsfilmkonventioner eller -klichéer, om man vil. De er der alle sammen: Vi finder den klassiske ”skaffer”, der har gode kontakter blandt betjentene og kan skaffe ting udefra (Red). Så er der fangen med et kæledyr (Brooks har en ravn – et kærligt nik til Birdman of Alcatraz (1962), der i sig selv var delvist baseret på virkelige hændelser).

Der er den lede fængselsbetjent (Hadley) og den korrupte, bedrevidende fængelsdirektør (Norton). Og der er naturligvis de homoseksuelle fanger, der voldtager de svage (Bogs Diamond, spillet af Mark Rolston, der altid spiller bad guy). Og ja, den største fængselskliché af dem alle har vi naturligvis også: Flugten. I dette tilfælde en ekstremt udspekuleret én af slagsen.

På den måde er alt, som det skal være, men det gode er naturligvis det lille twist, der kommer hen imod slutningen af filmen, og hvor Andy Dufresnes plan går op i en højere enhed: Flugt og hævn på samme tid.

Enkelte problemer

Herefter er det dog, at filmen ender med at kamme over i en sukkersød happy end, der godt kunne have været tonet lidt ned. Det er ikke fordi jeg har noget imod en lykkelig slutning, men den kunne godt have været realiseret uden at ende i det decideret sentimentale og rent ud sagt patetiske. Det nager mig altid en smule, når jeg ser The Shawshank Redemption, for med en lidt mere nedtonet slutning, havde hele filmen været endnu bedre, end den i forvejen er.

En anden mislyd er, at filmen ikke helt formår at vise tidsdybden i historien, som foregår over en ganske lang periode. Det skyldes måske ikke så meget, at skuespillerne bliver ved med at se lige unge ud (og det er selvfølgelig langt bedre end kikset gammelmands-make up), men mere fordi, at det er svært for alvor at vise tidens gang i et så ensartet og gennemreguleret samfund, som et fængsel er.

Darabont forsøger at vise tidens gang på forskellig vis, men det bliver aldrig rigtigt overbevisende. Det er et ret lille problem, men det berøver alligevel lidt af historiens slagkraft, at man ikke for alvor fornemmer over hvor lang en periode, Andy Dufresne møjsommeligt har arbejdet på at udføre sin delikate hævn.

En meget eksklusiv klub

Disse problemer til trods må man alligevel sige, at Frank Darabont med The Shawshank Redemption skrev sig ind i den meget lille bog af instruktører, der har stået for en virkelig succesfuld overførsel af Stephen King fra bog til film. Darabont er dog også med i den endnu mere eksklusive klub af instruktører, der har lavet mere end én god Stephen King-filmatisering. Ja, faktisk er det kun ham og Rob Reiner, der er medlemmer af den klub (ud over Stand By Me lavede Reiner også den glimrende Misery, 1990). I øvrigt er The Shawshank Redemption produceret af Rob Reiners produktionsselskab Castle Rock Entertainment.

Darabonts anden virkelig gode King-film var The Green Mile fra 1999 (også en fængselshistorie om end en meget anderledes én af slagsen), og derfor er det da også forståeligt, at han vendte tilbage til Kings forfatterskab igen i 2007, da han lavede The Mist. Af de tre er der for mig ingen tvivl om, at The Shawshank Redemption er den bedste. Som sagt er The Green Mile også rigtig god, mens jeg selv er knap så glad for The Mist, selv om også den har sine styrker.

Verdens bedste film?

Men er The Shawshank Redemption virkelig verdens bedste film? Ifølge IMDb’s brugere er den, og det er som sagt én af de film, man har meget svært ved at finde nogen, der ikke bryder sig om. Det er da også fuldt fortjent, for The Shawshank Redemption er en umådelig sympatisk film. Men den bedste film nogensinde, ever?

Hvis man skal være lidt hård, er The Shawshank Redemption en film, der aldrig nogensinde tager chancer. Den spiller alle de sikre kort, hvilket der er kommet mange gode film ud af i tidens løb, men ikke mange decideret fremragende. Selvfølgelig har Darabont været bundet af forlægget, men det er måske også én af årsagerne til, at filmatiseringer sjældent er virkelig, virkelig fremragende, for det kræver ikke bare et fremragende forlæg, men også en fremragende adaptering til filmmediet – og det er en overordentlig sjælden kombination. Dertil kommer så den sukrede slutning, der som sagt altid efterlader mig med en lille smule kvalme.

Derfor mener jeg ikke, at The Shawshank Redemption hører til på den plads, den får på IMDb, og i min bog er det heller ikke den bedste Stephen King-filmatisering (det var det engang, men ikke længere). Der er to film, der sniger sig ind over den: Stand By Me og The Shining (1980) er begge mesterværker og indstillet til topkarakter i min bog. The Shawshank Redemption og Misery konkurrerer om tredjepladsen, og skal jeg være helt ærligt, foretrækker jeg måske nok Misery.

Det skal naturligvis ikke forhindre mig i at smide fem flotte stjerner efter The Shawshank Redemption. Men verdens bedste film? Nah, I don’t think so.

Anmeldt i nr. 86 | 13/12/2012

Stikord: Filmatisering, Fængsel, Fængselsfilm, Stephen King