The Serpent and the Rainbow

Da The Serpent and the Rainbow udkom i 1985, vakte den megen opsigt inden for fagkredse, men også den brede offentlighed lod sig begejstre af Davis’ lettilgængelige og fængende stil. Tre år efter udgivelsen instruerede Wes Craven en film, der nok var inspireret af bogen, men hvis største lighedspunkt må siges at være titlen. Filmen blev aldrig godt modtaget, og var på mange måder med til at svække Wade Davis’ omdømme, omend han selv intet havde med filmen at gøre.

Baggrunden for undersøgelserne

The Serpent er opdelt i tre dele, hver med sin distinkte stemning og historie. Før bogen for alvor udfolder sig, beskriver Davis i korte træk hvad man kender til fænomenet ‘Zombier’ i populærkulturen, hvilket faktisk er ganske interessant.

Bogens centrale begreber defineres og deres betydning bliver kort skitseret. Således er det her, vi får introduceret bogens omdrejningspunkt – nemlig haitianernes voodooreligion. Med naturvidenskabsmandens øjne får vi præsenteret en verden, hvor magi og hverdag, religion og politik, rigdom og fattigdom blandes sammen til et farvestrålende billede af en unik kultur.

Første del kaldes kort og godt for “The Poison”. Wade Davis beskriver her sin akademiske baggrund, sin passion for folklore, for planter og for folkemedicin. Vi følger med forfatteren på hans første ekspedition der går til Sydamerika, og bliver herfra ført dybere ind i etnobotanikernes univers.

Nogle år efter den første ekspedition, er Davis blevet et navn inden for universitetsverdenen og ansat ved Havard University. Et stort medicinalfirma tager kontakt til ham og stiller Davis den spektakulære opgave, at de ønsker at han skal tage til Haiti og undersøge hvordan zombier bliver til. Efter en indledende tvivl og forbløffelse, beslutter forfatteren sig til at tage jobbet.

Hypoteser om zombietilstanden

En spraglet og magisk rejse kan nu begynde. Vi følger med til Haiti, et land Davis aldrig tidligere har besøgt, hvor han begynder efterforskningen. Spor er der ikke mange af, men medicinalfirmaet, han arbejder for, formidler kontakten til flere personer, som hurtigt viser sig at være særdeles nyttige. Før sin afrejse betvivler Davis stærkt, at zombier eksisterer, men han studerer overfladisk, hvordan zombiefænomenet beskrives, og opstiller ud fra dette to hypoteser om, hvad det kan være.

Fra første færd er Davis sikker på, at de døde ikke vækkes til live igen, men at der må være tale om en stærk nervegift, der skaber en “levende død” tilstand hos offeret. Dette viser sig at holde stik, men hypoteserne må løbende justeres og tages op til nyvurdering.

En svær opgave

Opgaven viser sig at være alt andet end let. Haitianernes kultur fremstår for Davis lige så ulogisk, som den er spraglet. Al den indledende forberedelse, som han gjorde før sin afrejse fra Harvard University, viser sig ikke at være meget bevendt. Hverken ad logikkens vej eller gennem arbejdsgiverens penge formår forfatteren at komme hemmeligheden bag zombierne nærmere.

I sit arbejde får Davis imidlertid hjælp af den unge student Rachel Beauvoir, der gennem sine haitianske rødder viser sig at blive en meget vigtig indfaldsvinkel. Det går op for Wade Davis, at zombier findes, og han bliver overbevist om, at han kan finde frem til den gift som skaber dem.

“The Poison” omhandler Davis personlige baggrund, og det komplicerede efterforskningsarbejde, han indleder, efter at være kommet til Haiti. Han overvældes af sanseindtryk, og trækkes gennem sine undersøgelser dybere og dybere ind i voodootroens besynderligheder.

Først står han som en hjælpeløs turist på sidelinien, og må finde sig i at blive svindlet snart af den ene påståede troldmand, snart af den anden. Først da Davis erkender, at han ikke kan opnå resultater ad rationel vej, og i stedet prøver at optræde på haitianernes præmisser, giver det pote.

Det lykkes for Davis at betale en ‘bokor’ – en troldmand – for at fremstille den gift, der kan rejse de døde fra graven. I giften indgår både animalske dele, et menneskekranie og flere stærkt giftige planter. Hele seancen, hvor giften fremstilles, i sjette kapitel (“Everything Is Poison, Nothing Is Poison”), er meget saftig, og noget for de, der har smag for folkloristisk magi og kryptiske ritualer.

Nye hyptoeser og nye spørgsmål

Den anden del er kort, og beskriver Davis’ tilbagevenden til Amerika med den rituelle gift han har fået fremstillet. Afsnittet er ganske passende kaldet “Interlude at Harvard”. Vi får her beskrevet zombiegiftens bestanddele og forfatteren opstiller nye hypoteser. Davis ved nu hvordan giften fremstilles, men en påstået modgift skulle eksistere, og denne har forfatteren endnu ikke fundet frem til.

Et andet spørgsmål er også begyndt at plage Wade Davis, for nok har han fundet giften, men han har endnu ikke forstået hvorfor haitianerne laver zombiegiften og hvilken rolle zombierne, og myten om disse rent faktisk spiller i det haitianske samfund. Med et langt mindre budget, vender Davis derfor tilbage til Haiti i bogens tredje afsnit.

Det sidste afsnit hedder “The Secret Societies” og er af en noget anden karakter, end de to tidligere. Hvor forfatteren i første del optræder som undersøger og opdagelsesrejsende, i det andet afsnit som den analytiske videnskabsmand, er det den eftertænksomme og filosofiske side, der står stærkest frem i den afsluttende del.

Davis selv er nu ved at blive fortrolig med Haiti, og har fået etableret et netværk i landet. Vi følger forfatteren helt ind i hjertet af haitianernes åndsliv, og præsenteres for de hemmelige selskaber, eller enklaver, der udgør små styrende instanser i samfundet. Nu er det ikke længere jagten på giften der gælder, men erkendelse.

Fascinerende rejsebeskrivelse med opbygning som en detektivroman

Det er fascinerende at følge beskrivelserne af den komplicerede struktur bag voodooreligionen. Man undres gang på gang over den besynderlige sammenblanding af katolicisme, religion medbragt fra det afrikanske kontinent og strukturelle levn fra den franske kolonitid. Det lykkes for Davis at opnå de svar han søger. I løbet af det sidste kapitel, trækker han sig langsomt bort fra Haiti, fysisk såvel som emotionelt og tilbage står et billede af den haitianske kultur, som er lige så dybt som det er paradoksalt.

The Serpent and the Rainbow er en rejsebeskrivelse, der med detektivromanens opbygning fører os ind i Haitis univers. Bogen er skrevet i et veloplagt sprog, der hurtigt griber læseren. Man mærker forfatterens oprigtige kærlighed til landet og dets folk. Stilen minder om en blanding mellem Thor Heyerdahls Aku-Aku og Carlos Castanedas Don Juan-bøger.

Beskrivelserne af voodooritualerne, sort såvel som hvid magi, samt hele den besynderlige stemning, Wade Davis fremmaner omkring Haiti, er absolut noget, der vil interessere læsere med smag for det overnaturlige. Med en blanding af fagbogsagtige oplysninger om kemiske sammensætninger, natur og geografi, bliver beretningen til en gribende og autentisk beretning, som absolut er læseværdig.

Bagerst i bogen finder man foruden en lang litteraturliste, også en ganske nyttig fortegnelse over alle de særlige ord og begreber, der anvendes. Ud over dette, har Davis været så venlig at udstyre bogen med et omfattende indeks, som faktisk gør det let for læseren at genfinde steder, personer eller henvisninger. Dermed bliver bogen til et nyttigt opslagsværk om voodoo og Haiti selv. I 1988 udgav Davis endnu en bog om Haiti og voodoo, nemlig Passage to Darkness.