Det måtte jo komme. Med filmatiseringerne af The Lord of the Rings (2001-03), Harry Potter-bøgerne (2001-), The Lion, the Witch and the Wardrobe (2005) og tegnefilmsudgaven af Ursula K. Le Guins Earthsea Trilogy (Gedo Senki, 2006), er vi ved at være gennem de fleste store fantasyfortællinger, men Susan Coopers klassiske romankvintet The Dark Is Rising manglede.
Det har den relativt uprøvede instruktør David L. Cunningham imidlertid rodet bod på, idet han i 2007 indspillede og udsendte The Seeker: The Dark Is Rising gennem et par mindre produktionsselskaber anført af Twentieth Century Fox.
Det må på forhånd konstateres, at resultatet er et mislykket stykke ungdomsfilm af den i høj grad hovedpinefremkaldende slags. Det er rigtig beklageligt, for Susan Coopers romaner, der udkom fra 1965 til 1977, er særdeles fine, og navnlig det andet bind, der netop bærer titlen The Dark Is Rising, er særdeles godt.
Romanen The Dark Is Rising udkom i 1973, og her gik Cooper for alvor i gang med at udmale sin apokalyptiske fortælling om ældgamle dæmoniske kræfter fra Englands keltiske fortid, der holder deres indtog i bogens nutid. Romanerne var del af den genre, der i 80’erne for alvor slog igennem som urban fantasy.
En genre hvor traditionelle fantasyelementer blandes sammen med en nutidig verden, og det, vi opfatter som normalt vendes på hovedet eller anfægtes gennem introduktionen af naturstridige elementer. Coopers ungdomsbøger er en dyster beretning om kampen mellem godt og ondt, og hovedpersonen er en purung knægt, der så at sige bliver voksen i løbet af konfrontationen med mørkets kræfter. Altså helt klassisk og lige efter bogen.
Filmatiseringen går direkte til makronerne, og bruger The Dark Is Rising som trinbræt for en fortælling, der i sidste ende ikke har ret meget med romanforlægget at gøre. Manuskriptet blev udarbejdet af John Hodge, der havde stor succes med sit manus til Trainspotting (1996), men det samme kan man imidlertid ikke sige om The Seeker: The Dark Is Rising, der får det værste frem i ungdomsfilmen som genrebegreb.
Romanforlæggets “at blive voksen”-tema er fortsat det bærende, men Coopers afdæmpede beretning får John Hodge skrevet om til fortælling om en teenagedreng på 14, der udvikler sig fra genert undermåler til kæk teen. Hvis bare du tror på dig selv, skal du nok blive sej, lyder budskabet mellem linierne.
Før det ender i den rene klagesang, må vi hellere kaste et blik på handlingen. En amerikansk storfamilie er netop flyttet fra Staterne til England. Familien Stanton tæller foruden en far og mor seks sønner og så lige en lillesøster. Storfamilie er altså en ganske rammende betegnelse. Som helhed er drengene faldet godt til. Den eneste, der har vanskeligheder, er den yngste, Will, der føler sig overset og uden for.
Vi befinder os i december, og nu kommer det sig sådan, at Will er født den 24. Han har dermed snart fødselsdag, og da den store dag oprinder, får han de sædvanlige dårlige gaver af sine brødre. Netop dette år er der dog en gave, som skiller sig ud fra de andre. Af sin ældste bror, der er udstationeret som soldat i Irak – eller et lignende mellemøstligt sted – får han nemlig tilsendt et sært gammelt bælte. Wills bror kan ikke helt forklare, hvorfor han har sendt det. Han faldt bare over det, og syntes, at det måtte være lige noget for Will. Det er det så sandelig også, men hvorfor står endnu ikke klart for den nu 14-årige knægt.
Knap har han prøvet sit nye bælte, før der begynder at ske mystiske ting og sager omkring Will. Flokke af fugle flakker faretruende omkring, og vintermørket lader til at blive tungere og tungere i den kommende tid. Det hele kulminerer indledningsvist, da familien Stanton sammen med resten af landsbyen er inviteret til julehygge i det lokale manor house, hvor Merriman Lyon afholder sit traditionelle komsammen.
Midt under festlighederne spiller Wills teenagefølelser ham i puds, og i arrigskab over den ene af brødrenes uhæmmede flirten med den pige, Will havde udset sig, flygter han ud fra huset og ned i parken, der omgiver landstedet. I denne park har Will en grænseoverskridende oplevelse.
En sortklædt rytter overfalder ham nemlig. Først rider han Will brutalt ned, og derefter forlanger den mørke fremmede hæst “tegnene”. Will aner ikke, hvad han taler om, men netop som rytteren ser ud, som om han skal til at hugge Will ned, træder Merriman Lyon, hans husholderske og landsbyens to finurlige smede og altmuligmænd frem fra underskoven, og jager rytteren på flugt.
Nu må der forklaringer til, for hvad pokker ville rytteren med Will? Den stakkels knægt er helt fra den, og da Lyon begynder at fable om, at Will er en sagnomspunden “Seeker”, der skal redde verden fra evigt mørke, forstår drengen ikke et kvæk. Langsomt går det dog op for ham, at der måske er noget om snakken, for de mange besynderlige hændelser, der har udspillet sig i dagene op til overfaldet i parken, giver med ét mening.
Problemet er bare, at tiden er fremskreden. Der er kun få dage til mørket har overvundet lyset. Will må derfor handle hurtigt. Han skal finde en række tegn – sten eller figurer – skjult i tid og rum. Som “Seeker” kan han rejse i tid, og de tegn han søger er netop blevet skjult i tiden, så mørket ikke kan spore dem. Hvad Merriman og hans slæng ikke havde regnet med var, at deres “Seeker” skulle være en 14-årig knægt. Det er derfor yderst tvivlsomt om drengen formår at stille noget op imod mørkets kræfter og finde de manglende tegn, før det hele er slut.
Som det fremgår, er fortællingen velafprøvet fantasymateriale. Tematikken kender vi til hudløshed, men selv om den også i romanforlægget er gammelkendt stof, bliver plottet uendeligt gumpetugt i filmversionen. Historien kan ganske enkelt ikke bære at blive kogt ned til 95 minutter. Resultatet er nemlig, at alle banaliteterne står tilbage, mens alt det der gav bøgerne en aura af mystik og keltisk uhygge er kondenseret bort til fordel for ligegyldige jagtscener og patetiske teenage-øjeblikke.
The Seeker lever højt på bruges af digitale effekter. Den stigende trussel fra mørket bliver gradvist udbygget gennem digitalt animerede fugleflokke og sære skygger. Effekterne, og navnlig de sidste, er da også særdeles fine. De er ikke på nogen måde nytænkende, men troværdige og dramatiske på den gode måde. Det nytter imidlertid bare ikke ret meget, da filmens solide, visuelle udtryk får slagside gennem det elendige skuespil, der bliver leveret af Wills mange brødre.
Hvem skuespillerne er, og hvad de hedder, er komplet underordnet. De spiller alle kække, overgearede ungersvende, og det af den helt slemme type. På samme måde må man tildele Christopher Eccleston den tvivlsomme ære af at være filmens latterlige skurk. Nu er problemet jo nok, at The Seeker: The Dark Is Rising er en ungdomsfilm, hvor der ikke for alvor er nogen, der må komme til skade, og det sætter jo sine begrænsninger for en ond, gemen skurk.
Desværre formår Eccleston ikke engang på dette børne-/ungdomsfilmsniveau at virke troværdig eller gemen. Han fremstår, som sagt, bare latterlig. Lidt mere heldigt slipper Ian McShane fra rollen som den excentriske Merriman Lyon. McShane spiller sin rolle med en besynderlig distanceret ironi, der virker lidt forvirrende. Undertegnede var i hvert fald aldrig helt sikker på, om det var tilsigtet, eller noget, der bare kom til udtryk i skuespillerens generelle usikkerhed omkring rollen og filmen som helhed.
Sidst men ikke mindst er der Alexander Ludwig – den unge mand der spiller Will. Han kommer næsten op på højde med Christopher Eccleston i filmen, men i sidste ende må man nok bare konkludere, at barnestjerner sjældent kan bære en hovedrolle.
Som det fremgår med al tydelighed, er The Seeker: The Dark Is Rising alt andet end en fornøjelse. Den lægger for så vidt fint ud, men man får hurtigt nok af den patetiske tone og manuskriptforfatterens desperate forsøg på hele tiden at lade filmen være ung med de unge.
The Seeker er faktisk næsten ikke til at holde ud, og det er dybt tragisk at tænke på, at Susan Coopers bøger formodentlig kommer til at lide under denne filmatisering. Jeg kan stort set ikke finde andre forsonende ting at sige om David L. Cunninghams fantasyfilm, end at den er ganske flot. Det er næppe nok til at kunne tilfredsstille nutidens fantasypublikum, der efterhånden har vænnet sig til ret høje standarder på film, og denne anmeldelse skal da derfor også først og fremmest opfattes som en advarsel. Brug ikke tid på det her pjat. Læs Susan Coopers glimrende kvintet i stedet.
The Seeker: The Dark Is Rising er venligst stillet til rådighed af SF Film.
Anmeldt i nr. 30 | 13/04/2008
Stikord: Fantasy, Filmatisering, Tidsrejser
Det er blevet oktober, og her på Planet Pulp har vi en virkelig god idé…
Den første film, der lader de to ikoniske monstre fra Alien- og Predator-filmserierne mødes, er…
Det længe ventede gensyn med Beetlejuice og det bizarre efterliv er heldigvis en fornøjelig oplevelse.…
"Nej. Tingesten kunne måske nok spille et nummer på gehør efter en enkelt gang, men…
Hvis man er genrefan og samtidig er med på beatet i denne weekend, så er…
Tim Burtons anden film hører stadig til blandt hans mest seværdige, med dens unikke blanding…