Planet Pulp

I The Running Man kommer Stephen King i Arnold-hænder: Når man vælger at have Arnold på rollelisten, så bliver det, når man taler om de glade 80’ere og 90’er, til en Arnold-film. Arnold er larger than life, og han er også større end både manuskriptet og instruktøren.

Det gør også, at vi med ”filmatiseringen” er meget langt fra Stephen Kings originale roman (der udkom i 1982 under Kings pseudonym Richard Bachman), hvor hovedpersonen Ben Richards bestemt ikke er nogen actionhelt – på samme måde som hovedpersonen i Phillip K. Dick-filmatiseringen Total Recall (1990) ikke har meget med novellens hovedperson at gøre.

I kamp med gameshowet

Vi er i USA anno 2019, som er et dystopisk samfund, hvor medierne for alvor har taget over. Ben Richards bliver uretfærdigt dømt for en massakre, som han prøvede at stoppe. Moderne teknologi ”legede” med optagelserne, så det så ud som om Richards var skyldig. Og så er vi i fængslet. Og et dejligt beskidt et af slagsen.

Naturligvis flygter Richards, men fanges kort tid efter, og så har underholdningsprogrammet ”The Running Man”, anført af den karismatiske vært Killian, fået sin næste deltager – eller faktisk sine næste fire deltagere, da Richards ”kumpaner” også inddrages i showet. Og så går jagten ellers i gang.

De løbende mænd og pigen får et lille forspring, før jægerne, som forgudes af publikum, sættes efter dem. Der oddses, vises modbydelige reklamer i pauserne og i det hele taget får selve mediedelen et stort fokus. Det er herligt og er også med til at gøre filmen til mere end bare en actionfilm.

Men hvordan tror I, det går, når den jagede er Arnold? Ja, rigtig set. Han jæger tilbage, og snart får ”The Running Man” mere end de ønskede sig. Producenter prøver at komme op med nye idéer til, hvordan de skal få has på Richards, og det hele kulminerer i et forrygende klimaks, hvor medierne får ørerne i deres egen maskine.

Arnold og de Souzas storhedstid

I Arnolds storhedstid havde han en fantastisk evne til vælge film, som også har rigtig gode historier og instruktører, og så er Arnold ellers bare Arnold. Tænk blot på The Terminator (1984), Predator (1987) og Total Recall for blot at nævne tre. At caste Arnold som den løbende mand er et scoop, og det eneste ”problem” er, at han aldrig på noget tidspunkt i filmen for alvor bliver udfordret. Derfor er det også godt set af manuskriptforfatteren, at han lader Arnolds to mandlige hjælpere være nogle fysiske svæklinge. Så der finder vi farligheden.

At manuskriptet er godt, brutalt og effektivt kan heller ikke undre, når man hører navnet på forfatteren: Steven E. de Souza. De Souza var i 80’erne og starten af 90’erne et meget stort navn i Hollywood og har også sat sin sikre pen på film som 48 Hrs. (1982), Commando (1985), Die Hard (1988), Die Hard 2 (1990) og sin knap så sikre pen på film som Hudson Hawk (1991), The Flintstones (1994) og Beverly Hills Cop III (1994).

Heldigvis fanger vi Souza på hans gode ben i The Running Man, som er spækket med fede oneliners, et veludført plot og fine detaljer i forhold til gameshow-genren.

80’ernes musikalske filmidentitet?

Harold Faltermeyer. Det navn ligger godt i munden. Faltermeyer er en tysk musiker og komponist, som havde sin storhedstid i 80’ernes herlige filmmusikalske afdeling. Du kender hans lyd, når du ser de film, han har komponeret musikken til: Beverly Hills Cop (1984), Top Gun (1986) og Tango & Cash (1989). Musikken til The Running Man sidder lige i skabet, kitchet og vidunderlig, og er med til at sætte filmen ind i den 80’er ramme, som den aldrig nogensinde kommer til at bryde. Og tak for det!

At Faltermeyers udtryk er så 80’er-agtigt, som noget kan være, er nok også grunden til, at han aldrig sidenhen er blevet det store hit.

Jægeren

På mange måder var filmen forud for sin tid, da den ramte biograferne mange år før, realitygenren indtog sendefladen. Bevares, i 80’erne var gameshows gigantiske, men The Running Man kan også bruges i disse moderne tider, hvor medierne, og mediernes jagt på nyt blod, er endnu mere aktuel.

Nye absurde tv-programmer ser konstant dagens lys, og i den sammenhæng er det interessant at inddrage The Running Man, som bag sin actionfernis også indeholder spændende problematikker: Hvad er det, vi seere ønsker at se, og hvor langt vil medierne, og magthaverne for den sags skyld, gå i deres jagt på ”vores” gunst (og dermed penge/stemmer)?

Denne blanding mellem menneskejagten og medierne har efterhånden kastet mange film og bøger af sig og er stadig noget, der sælger. Jagten henter sin inspiration fra novellen The Most Dangerous Game (1924) af Richard Cornell, og det bliver så blandet sammen med gameshows og andre herligheder fra mediernes verden.

Maximus, vi er underholdt, tak!

Tænk blot på Gamer (2009) og The Hunger Games (2012) eller ældre ”jagtfilm” som Avenging Force (1986), Deadly Prey (1988), Surviving the Game (1994) og Hard Target (1993). Det, de har tilfælles, og som også gælder for The Running Man, er, at den jagede til sidst bliver jægeren, og at det system, der har fostret den sadistiske underholdning, ofte får som fortjent.

Det spændende er jo så, at sigtekornet peger tilbage på tilskueren, da man jo netop selv også nyder at se skurkene få klø på trods af, at disse klø ofte er skildret modbydeligt. Men når det gøres i en god sags tjeneste er det vel i orden? En eviggyldig og etisk diskussion kan altså også gemme sig bag de banale actionfilm: ”Are you not entertained?”, som Maximus råber i Gladiator (2000).

Og svaret er jo, Maximus, vi er underholdt, og vi elsker den slags underholdning. Hvad enten grunden så måtte være. Arnold og The Running Man leverer beskidt og brutal underholdningen af den fineste slags. En lille og ganske fornøjelig detalje her på falderebet er, at filmens instruktør, Paul Michael Glaser, er mere kendt som skuespiller end instruktør. Og hvis du kan nikke genkendende til navnet er det ikke tilfældigt: Glaser spillede Dave Starsky i tv-serien Starsky and Hutch (1975-1979).

Anmeldt i nr. 86 | 13/12/2012

Stikord: Filmatisering, Fremtiden, Stephen King