Planet Pulp

The Possession skulle oprindelig have haft premiere under titlen The Dibbuk Box med reference til en ”dybbuk” – et dæmonisk væsen fra jødisk mytologi. Den særprægede (og efter min mening både tillokkende og spændende) titel var imidlertid en tand for uortodoks for filmens pengebagmænd, og derfor blev titlen ændret til den metervareprægede The Possession.

”Metervarepræget” er desværre også en meget rammende betegnelse for filmen som helhed, der er instrueret af vores egen Ole Bornedal – Bornedals første internationale gyser siden hans egen remake af Nattevagten (original 1994, remake 1997).

Historien kort

The Possession handler om en skilsmissefamilie bestående af far Clyde, mor Stephanie og de to døtre Em og Hannah. Clyde, spillet af Jeffrey Dean Morgan, er lige flyttet fra Stephanie, og på et loppemarked falder Em over en flot trææske med jødiske symboler på. Den køber Clyde til hende og så er fanden ellers løs – eller dybbukken, om man vil.

Allerede i filmens anslag har vi nemlig set, hvad den skumle æske er i stand til, og det bliver ikke bedre, da det lykkes Em at få lukket æsken op – som en anden puzzle box er den nemlig ikke helt ligetil at få åbnet. Et godt råd herfra hvis du er hovedperson i en horrorfilm: Æsker, der ikke umiddelbart ser ud til at kunne åbnes, er det nok ikke meningen, at man skal åbne! Men det gør Em naturligvis, og indeni finder hun alle mulige sære småting.

Samtidig lukker hun naturligvis ånden ud af æsken, og så går de traditionelle dæmonbesættelses-klichéer ellers i gang ganske let krydret med elementer fra J-horror – f.eks. da Em får et hosteanfald foran spejlet og pludselig kan se en finger, der stikker op af ganen på hende. Udover lige dette indfald, der er mere eller mindre direkte planket fra Ju-on (2002), er de øvrige tildragelser velkendte for genrefans og afvikles helt uden nogen form for dikkedarer og samtidig helt utroligt mekanisk.

Efter indledningsvist at have skudt skylden for Ems mærkelige opførsel på skilsmissen, begynder far Clyde efterhånden at mistænke, at der foregår noget overnaturligt, men da den onde ånd får stakkels Em til at uddele slag til sig selv, tror mor Stephanie (Kyra Sedgwick) i stedet, at Clyde lader sine frustrationer gå ud over døtrene. Nu er gode råd dyre, og der er intet andet at gøre end at hente hjælp hos fagkundskaben – indledningsvist på det lokale universitet; senere hos ortodokse jøder i New York.

Mekanisk og uspændende

På nær et par enkelte chokeffekter er The Possession stort set ikke uhyggelig. Og på alle måder er den umådeligt ordinær – fra manuskriptet over skuespillet til instruktionen og effekterne. Selvom filmens oprindelige titel lød eksotisk og spændende, er der ingen tvivl om, at den endelige titel passer bedre på produktet. For godt nok er jødisk mytologi en smule utraditionelt inden for besættelsesgysergenren, men præmissen udnyttes næsten overhovedet ikke. Det er ren staffage.

Faktisk vil jeg vove den påstand, at gode gamle The X Files (1993-2002) formåede at udnytte jødisk mytologi betydeligt bedre (og på halvt så lang tid) i det fine afsnit Kaddish, der indgik i seriens sæson fire.

Problemet i den forbindelse er nok, at The Possession ikke så meget udspiller sig som en gyserfilm, som den udspiller sig som en metafor for skilsmisse og skilsmisseproblemer. Det er gennemskueligt, klodset og dybt, dybt banalt, og det får alle overnaturlige tildragelser – inklusive det påklistrede jødiske element – til at virke som rent spil for galleriet.

Kønsløs, mekanisk metervare

Både Jeffrey Dean Morgan (der spillede The Comedian i Watchmen-filmatiseringen, 2009) som far Clyde og Natasha Calis som den besatte datter kæmper bravt med deres roller, men der er ganske enkelt alt, alt for lidt at arbejde med. Ole Bornedals touch fornemmer man intetsteds – måske lige på nær det faktum, at et lighus på et hospital indgår i filmens klimaks. Men det er bare et overfladisk lighedspunkt med Nattevagten – Bornedals flair for gyserhistorien er ikke i sigte her.

Faktisk er ét af de få klare lyspunkter ved The Possession det ganske udmærkede – om end også gennemført ordinære – score af den amerikanske komponist Anton Sanko. Formentlig har budgettet ikke rakt til at få musik af Bornedals ellers hyppige samarbejdspartner Marco Beltrami, hvis speciale ellers ligger inden for netop gysergenren.

Kan man lade sig underholde af The Possession en grå og kedelig januardag, hvor man ikke har bedre film at sætte i afspilleren? Ja, det kan man da såmænd godt – for decideret rædsom er The Possession ikke. Men det er kønsløs, mekanisk metervare fra første til sidste minut.

Anmeldt i nr. 99 | 13/01/2014

Stikord: Dæmonbesættelse, Dæmoner