The Pale Blue Eye, der fik premiere på Netflix efter en kort periode i udvalgte biografer, er en historisk krimi, baseret på Louis Bayards roman af samme navn fra 2003.
Filmen finder sted i 1830, hvor den tidligere New York-kriminalbetjent Augustus Landor (Christian Bale) bliver bedt om at undersøge et selvmord på militærakademiet West Point.
Én af kadetterne har begået selvmord ved hængning, men efterfølgende er liget blevet skændet ved, at hjertet er skåret ud af den dødes bryst.
Landor finder hurtigt ud af, at det formodede selvmord faktisk var mord, og snart efter slår han pjalterne sammen med én af kadetterne på akademiet, en ung mand ved navn Edgar Allan Poe (Harry Melling), der synes opvakt og intelligent.
Herefter går der ikke længe, før sporene peger i én bestemt retning, der bl.a. får Landor til at konsultere én af sine gamle bekendte, Jean Pepe (Robert Duvall), der er ekspert i hekse og sort magi.
Den videre handling skal jeg ikke afsløre her, blot kan jeg konstatere, at filmen slutter med et lidt ærgerligt plot twist, der ikke fungerer optimalt efter den ellers udmærket afviklede handling.
The Pale Blue Eye lever særligt højt på sin stemning, der er tyk fra første til sidste scene.
Dette skyldes i særlig grad lyssætning og fotografering i kombination med den afdæmpede farvepalet, filmens fotograf, Masanobu Takayanagi, opererer med.
Dertil kommer, at filmen foregår i et snedækket New York State (selvom optagelserne fandt sted i Pennsylvania), hvilket yderligere trækker farve ud af billederne.
Det for det meste velkomponerede manus og skuespilpræstationerne har naturligvis også noget at sige for stemningen, og netop skuespillerne må fremhæves som – i de fleste tilfælde – ganske glimrende.
Christian Bale er god som den kyniske detektiv, der på kort tid både er blevet enkemand og har mistet sin højtelskede datter.
Den altid seværdige Toby Jones gør det også godt som lejrlægen Marquis, hvis familie viser sig at være tæt forbundet med mysteriet, og Simon McBurney er fin som den næstkommanderende på West Point.
Men på trods af tilstedeværelsen af Christian Bale stjæles filmen totalt af Harry Melling som den unge Edgar Allan Poe.
Melling er kommet langt, siden vi første gang mødte ham som Harry Potters forkælede stedbror Dudley tilbage i 2001 i Harry Potter and the Sorcerer’s Stone.
Melling gjorde også en god figur i sin birolle i The Queen’s Gambit (2020), men som Edgar Allan Poe er Melling ikke mindre end fremragende.
Melling har en mere end overfladisk lighed med virkelighedens Poe, hvilket naturligvis yderligere fremhæves af kostumer og frisure.
Melling er ikke den eneste Harry Potter-alumne, der har fundet vej til The Pale Blue Eye.
Allerede nævnte Toby Jones og Simon McBurney lagde stemmer til henholdsvis Dobby og Kreacher i troldmandsfilmene, mens Timothy Spall, der i Harry Potter spillede Peter “Wormtail” Pettygrew, her har rollen som akademiets øverstkommanderende Thayer.
Jeg må erkende at have utroligt svært ved at se Spall uden at ikke tænke på Wormtail, og Spall kan da heller ikke løbe fra, at han overspiller pænt i rollen som oberst Thayer.
Samme anklage kan man rette mod Gillian Anderson i rollen som Marquis’ hustru Julia, mens andre af birolleindehaverne gør det mere afdæmpet, herunder Robert Duvall og Charlotte Gainsbourg; sidstnævnte i rollen som kromutteren Patsy.
Plottet er noget snørklet, men dog ikke mere, end at man godt kan følge med, og min primære anke mod filmen er det tidligere nævnte twist, der kommer hen mod slutningen.
Men det er heller ikke for plottet, man skal se og nyde The Pale Blue Eye. Det er primært for stemningen og præstationerne, ikke mindst Harry Mellings.
Læg dertil et fint og atmosfærisk score af Howard Shore, og så har man en virkelig solid og ekstremt atmosfærisk krimi, der havde været endnu bedre uden det lettere kiksede twist til sidst.
Anmeldt i nr. 208 | 13/02/2023
Stikord: 1800-tallet, Filmatisering
Det er blevet oktober, og her på Planet Pulp har vi en virkelig god idé…
Den første film, der lader de to ikoniske monstre fra Alien- og Predator-filmserierne mødes, er…
Det længe ventede gensyn med Beetlejuice og det bizarre efterliv er heldigvis en fornøjelig oplevelse.…
"Nej. Tingesten kunne måske nok spille et nummer på gehør efter en enkelt gang, men…
Hvis man er genrefan og samtidig er med på beatet i denne weekend, så er…
Tim Burtons anden film hører stadig til blandt hans mest seværdige, med dens unikke blanding…
View Comments
Hej Mogens Høegsberg
Det er en god anmeldelse, og jeg får helt lyst til at se filmen. Men hvordan kan det være, at der ikke er nogle billeder fra filmen? Det plejer der at være i anmeldelserne på Planet Pulp, og det betyder meget for ens udbytte af teksten at få lidt billeder på.
Hilsen Jesper