Planet Pulp

Jeg tror ikke, jeg træder nogen over tæerne, når jeg siger, at det eneste mindeværdige ved The Man with the Golden Gun – med undtagelse af den altid seværdige Christopher Lee – er John Barrys score. Men skal man være helt ærlig, så lyder det som om, selv John Barry har været ret uinspireret i denne omgang.

Det er ikke fordi, The Man with the Golden Gun er noget dårligt score – det er immervæk John Barry, vi taler om her – men sammenlignet med samtlige af Barrys tidligere indlæg i serien, fremstår det markant svagere. Det må også bemærkes, at The Man with the Golden Gun er det første af Barrys scores i EMI’s serie af nyudgivelser, der ikke er udvidet i forhold til den oprindelige albumudgivelse. Lur mig om ikke scoret ville fremstå noget stærkere, hvis vi havde fået mere af det at høre.

Hvorfor albummet ikke er udvidet i forhold til det oprindelige 43-minutters program, melder historien intet om, men det var i øvrigt en skæbne, der også overgik flere af de efterfølgende scores i serien, herunder også Barrys ellers glimrende score til Moonraker (1979).

Lummer sang

Albummet åbner naturligvis med filmens titelsang, “The Man With the Golden Gun” , med musik af Barry og tekst af Don Black. Sangen fremføres af den skotske sangerinde Lulu, der havde haft en række hits i 1960’erne, og som repræsenterede Storbritannien ved det internationale Melodi Grandprix i 1969.

Helt principielt er “The Man With the Golden Gun” ingen dårlig sang. Eller rettere: Hovedtemaet er slet ikke ringe og er præcis så brassy og aggressivt, som nogle af Barrys tidlige Bond-sange. Men Barry, som i øvrigt slet ikke var glad for sangen og betragtede den som sin ringeste Bond-sang, ramte måske bare lidt forkert i B-stykket, der byder på en ukarakteristisk og meget tidstypisk guitarsolo. Om man kan lide Lulus fremførsel af sangen eller ej, er så en helt anden sag, og det samme er det, om man kan lide Don Blacks tekst, der med rette er blevet beskyldt for at være lummer: He has a powerful weapon/He charges a million per shot osv.

At det ikke er Barrys bedste Bond-sang, ja faktisk nok den ringeste, er selvfølgelig ærgerligt, men “The Man With the Golden Gun” rager alligevel op som et kvalitativt fyrtårn i forhold til mange senere Bond-sange, hvoraf enkelte er dediceret rædsomme!

Mangler idémæssigt overskud

Selv om Barrys score heller ikke kan måle sig med hans tidligere indlæg i serien, er det som sagt ikke ensbetydende med, at det er dårligt. Det mangler bare den sprudlende energi og det idémæssige overskud, der har præget Barrys Bond-scores frem til dette punkt. Hvis ikke man vidste, at Barry senere skrev flere glimrende Bond-scores, ville man være fristet til at tro, at han ganske enkelt var mættet af serien. Det var så ikke tilfældet, men man kan ikke fortænke Barry i at have været lidt uinspireret af den alt andet end vellykkede film.

Scoret, sådan som det fremstår i den eksisterende albumudgave, er domineret af forskellige udgaver af hovedtemaet, men der er også enkelte andre temaer og motiver, bl.a. et asiatisk-lydende tema i “Chew Me in Grisly Land” (nr. 3), der til trods for at være klichépræget, faktisk er ganske glimrende. Sjovt nok fremføres temaet på cimbalom, der på ingen måde er et asiatisk instrument, men alligevel fungerer det glimrende. Dertil kommer et rigtig fint suspensemotiv i “Hip’s Trip” (nr. 8).

Et mindre motiv er særlig knyttet til Scaramangas tivoliagtige skydebane og dukker op i “Scaramanga’s Fun House” (nr. 2) og “Return to Scaramanga’s Fun House” (nr. 11). Hovedtemaet er dog det klart dominerende, hvilket ikke just er overraskende, når man tager i betragtning, at der er tale om det oprindelige albumprogram: Foruden sangen indeholder albummet den i Barry-sammenhæng obligatoriske instrumentalversion af sangen. Her er det “The Man With the Golden Gun (Jazz Instrumental)” (nr. 4), der præsenterer hovedtemaet i en røvballejazzudgave med honky tonk-piano.

Og nu vi er ved honky tonk, så optræder korte honky tonk-versioner af hovedtemaet i både “Scaramanga’s Fun House” og “Return to Scaramanga’s Fun House”. Baggrunden for disse honky tonk-udgaver er begivenheder i filmen, som Barry altså valgte at lægge sit score op ad, men det gør desværre intet godt for de to cues. Lad det være sagt med det samme: Honky tonk-piano og røvballetrompet a la Olsen-Banden (sidstnævnte høres kun i det første cue) gør intet godt for The Man with the Golden Gun-temaet! Derudover kan det med en vis ret hævdes, at de to cues ikke er blandt Barrys bedste suspensemusik; der sker ganske enkelt for lidt.

Enkelte rigtigt fine cues

Derimod er der lidt mere knald på i “Let’s Go Get ‘Em” (nr. 7), der er musikken fra filmens biljagt. Her bruges både hovedtemaet og James Bond-temaet med fin effekt. Desværre fik nogen ideen (man kan næppe forestille sig, at det var Barrys idé), at det spektakulære stunt, hvor Bonds bil laver en fuld rotation omkring sin egen akse, skulle udføres til lyden af en swanee-fløjte (en “slide whistle” eller “cykelpumpefløjte”), der formentlig er én af de mest fjollede lyde, man kan forestille sig . Men ser man lige bort fra det beklagelige valg, er “Let’s Go Get ‘Em” faktisk et fint actioncue.

Reelle actioncues er relativt få på scoret. Ud over “Let’s Go Get ‘Em” er et af de andre “Kung Fu Fight” (nr. 9), der efter en noget letbenet indledning gør brug af en actionversion af “The Man With the Golden Gun”-temaet. Noget helt karakteristisk for Barry er også den måde, han formåede at omdanne det ellers ganske hårdtslående hovedtema til et fint romantisk cue, der også er albummets bedste cue, “Goodnight Goodnight” (nr. 6).

Et andet rigtig fint cue, der fortjener at blive nævnt, er “Getting the Bullet” (nr. 5), der særligt fremstår som noget specielt på grund af den noiragtige indledning med solosaxofon, hvorefter også dette cue går over i en fin, romantisk udgave af hovedtemaet.

Markant svagere

Det et umuligt ikke at bryde sig om The Man With the Golden Gun, men omvendt er det også umuligt ikke at erkende, at der er tale om et markant svagere score end nogle af Barrys øvrige. Ja, faktisk er The Man With the Golden Gun formentlig det svageste af alle Barrys indlæg i serien. Ganske som Barry har udtalt om sangen, at “it just never happened for me”, kan man sige, at det samme gælder for scoret som helhed.

Det taget i betragtning samt det faktum, at Barry på grund af tidspres komponerede scoret på blot tre uger, er det selvfølgelig ikke uimponerende, at The Man with the Golden Gun stadig er et markant overlegent score i forhold til meget af den metervaremusik, der spyttes ud af Hollywoods filmkomponister i dag (ingen nævnt, ingen glemt), men alt i alt fremstår The Man with the Golden Gun som en mild skuffelse.

Nummerliste:
1. The Man With the Golden Gun (Main Title) (2:37)
2. Scaramanga’s Fun House (4:39)
3. Chew Me in Grisly Land (4:02)
4. The Man With the Golden Gun (Jazz Instrumental) (2:33)
5. Getting the Bullet (2:45)
6. Goodnight Goodnight (5:22)
7. Let’s Go Get ‘Em (3:44)
8. Hip’s Trip (3:21)
9. Kung Fu Fight (1:58)
10. In Search of Scaramanga’s Island (2:31)
11. Return to Scaramanga’s Fun House (6:28)
12. The Man With the Golden Gun (End Title) (3:06)

Total spilletid: 43:06

Anmeldt i nr. 79 | 13/05/2012

Stikord: James Bond