Planet Pulp

De fleste kender den. Enten for dens ry eller for den store rolle, den spillede før Peter Jackson gjorde The Lord of the Rings til en filmisk mastodont. Personligt har jeg set Ralph Bakshis The Lord of the Rings rigtig, rigtig mange gange. Den har en helt særlig plads i mit ungdommelige fantasyhjerte – og også en plads, der gør meget ondt, når jeg tænker på de mange frustrationer, det har givet, at den aldrig blev lavet færdig.

Frustrationen blev ikke mindre, da jeg så Warner Brothers rædderlige tegnefilm The Return of the King fra 1980, som de havde lavet for at slutte fortællingen af. Så var vi bedre tjent med en halv film!

Må ikke sammenlignes med Jacksons udgave!

Man må ikke, og jeg gentager IKKE, sammenligne Bakshis udgave med Jacksons. Det er to meget forskellige værker fra hver deres tid. Og med hver deres dagsorden: Jackson laver den realistiske fantasy, mens Bakshi forsøger sig med sit helt eget, og til tider syrede, take på Tolkien. Rent teknisk er The Lord of the Rings meget anderledes i Bakshis udgave. Her blandes tegnefilm (og vi er heldigvis langt væk fra Disneys streg) med ”rigtig” film på fornem vis. Specielt de stillestående baggrunde er ofte meget smukke og oser langt væk af stemning.

Der er en skøn blanding af klassisk tegnede figurer og optagelser af mennesker, som efterfølgende har fået et ”tegneseriefilter”, så de ligner tegnede figurer – den såkaldte rotoscoping-teknik. Det ser ret specielt ud, og vil bestemt ikke falde i alles smag. Men sjæl og charme er der til overflod – og som en lille sjov detalje kan man nævne, at en ung Tim Burton arbejdede ukrediteret som tegner på filmen!

Historien kender vi. Sauron har lavet en ond ring. Ondskaben er ved at vende tilbage, og lille Frodo sendes ud for at ødelægge Ringen. Problemet med The Lord of the Rings er, at den kun skildrer halvdelen af Tolkiens roman, så man slutter, hvor det bliver mest spændende. Og anden halvdel af filmen blev aldrig lavet!

Frustrerende er et mildt ord for den følelse, jeg havde første gang, jeg så filmen, og stadig har den dag i dag. Filmen blev en økonomisk succes, men faldt ikke i god jord hos kritikerne, og det blev besluttet ikke at lave opfølgeren. Hvilket godt kan virke lidt underligt, da den netop tjente penge – 30 millioner dollars røg i kassen, og budgettet var kun på 4 millioner dollars.

Nostalgien sejrer

Peter Jackson har udtalt, at hans første møde med Tolkien var igennem netop Bakshis The Lord of the Rings. Man finder da også flere visuelle nik til Bakshis udgave i The Lord of the Rings: The Fellowship of the Ring. Se bare indledningen, hvor man ser hobbitten med de store fødder eller scenen, hvor Frodo og drengene første gang støder på en ringånd.

Bakshis udgave er mere interessant end direkte vellykket. Den tager en masse visuelle chancer – nogle falder godt ud, mens andre bare falder til jorden. Et moderne publikum, der aldrig har set den før, vil nok ryste på hovedet og sætte Jacksons udgave på i stedet. Men som et kuriosum, og en charmerende lille sag, vil jeg give The Lord of the Rings fire nostalgiske stjerner.

Anmeldt i nr. 62 | 13/12/2010

Stikord: Fantasy, Filmatisering, J.R.R. Tolkien<, Middle-earth, Tegnefilm