Planet Pulp

I december 2003 var vi så kommet til vejs ende. Peter Jackson gigantiske trilogi nåede med The Lord of the Rings: The Return of the King (i resten af anmeldelsen The Return of the King) sikkert i havn. The Return of the King er klart bedre end The Two Towers, men er samtidig ikke helt så fantastisk enestående som The Fellowship of the Ring. Alligevel er den intet mindre end et mesterværk.

Enden nærmer sig

Enden nærmer sig for vores helte. Men først ser vi i en fremragende udført prolog, hvordan Sméagol bliver til Gollum. Det er en fantastisk måde at starte tredje film på! Sam og Frodo kommer dybt ind i Mordor, og Aragorn og drengene skal i krig; en krig der vil afgøre, om det gode eller det onde sejrer. De løse ender samles, og drenge bliver til mænd og kvinder til helte.

Der er skruet godt op i den episke kakkelovn, og Peter Jackson benytter sig af alle tænkelige og utænkelige virkemidler for at slutte af med bravur. Da Théoden før det sidste slag råber følgende, rejser de små hård sig på alle raske svende og møers arme: ”Forth, and fear no darkness! Arise! Arise, Riders of Théoden! Spears shall be shaken, shields shall be splintered! A sword day… a red day… ere the sun rises!

Rent dramaturgisk er filmen en klar forbedring i forhold til The Two Towers. Der klippes fint mellem de forskellige handlingstråde – og endelig træder fortællingen om Frodo, Sam og Gollum i karakter, da den ”elskelige” Shelob gør sin entré.

The neverending story

Afslutningen på trilogien har dog ét rigtigt stort problem: Den ved ikke, hvornår den skal slutte, og sjældent har jeg set en film, der så mange gange lægger op til rulletekster for så bare at fortsætte – hvilket man nok også godt kunne regne ud, når man ser på filmens voldsomme spilletid. Men hvis man ikke kan få nok og ikke vil slippe Frodo og drengene, så er det vel ikke noget minus?

The Return of the King byder også på trilogiens måske smukkeste enkeltstående scene, da ”The Beacons of Gondor” tændes. Scenen hvor vi følger bålene over bjergene helt til Rohan, hvor Aragorn sidder og kigger ud i morgengryet, indfanger essensen i filmene. Og der sættes episk trumf på, da Aragorn løber ind til Theoden med denne besked: ”The Beacons of Minas Tirith! The Beacons are lit! Gondor calls for aid,” hvortil Theoden svarer: ”And Rohan will answer. Muster the Rohirrim. Assemble the army at Dunharrow. As many men as can be found. You have two days. On the third, we ride for Gondor… and war.” Det smukke, det fantastiske og det episke. Meget bedre kan det ikke gøres.

The Lord of the Academy

Vi var nogen, der undrede os over, at Fellowship ikke tog de store Oscar-priser hjem. Og da The Two Towers også blev overset, vidste man godt i hvilken retning, det ville gå: The Return of the King ville gøre rent bord. Og det gjorde den så også i 2004. Det er ikke den bedste af de tre film, men det er måske fint nok, at det er afslutningen, der tager ”the prom queen” med hjem – på den måde bliver filmene belønnet som en helhed, hvilket også giver god mening.

Hvordan kører det for Jackson?

Men hvordan er det egentlig gået for den gode Peter Jackson siden hans mesterværk? For det første har han tabt sig en hulens masse kilo. For det andet har han givet en film om en kæmpeabe en alt for lang spilletid og har bedrevet det, nogle vil kalde følelsesporno i sin seneste film. Og for det tredje er han tilbage, hvor hans kommercielle gennembrud for alvor startede. Nemlig i skyggen af Tolkien. Det var en fantastisk nyhed, da det blev offentliggjort, at Jackson selv skal instruere The Hobbit. Nu kan vi kun vente i spænding på, at én af de største nulevende instruktører endnu engang vender tilbage til The Shire og Middle-earth.

Der skal ikke herske tvivl om, at Jacksons The Lord of the Rings-trilogi er noget af det mest fantastiske, som filmmediet har frembragt. Jeg lægger mig i støvet for Peter Jackson, Frodo og alle de andre rødder: Tak for de oplevelser, I har givet os!

Anmeldt i nr. 62 | 13/12/2010

Stikord: Fantasy, Filmatisering, J.R.R. Tolkien, Middle-earth