Da det blev offentliggjort, at musikken til The Lord of the Rings-trilogien skulle komponeres af canadiske Howard Shore gik der et kollektivt “WTF?!” igennem verdens filmmusikentusiaster.
Før The Lord of the Rings var Shore primært kendt for sit samarbejde med David Cronenberg og sine generelt glimrende, men ofte også meget dystre, scores til film som The Silence of the Lambs (1991) og Se7en (1995). Musik af episke proportioner var ikke noget, man forbandt med Shore, og man kan roligt sige, at der var udbredt skepsis blandt filmmusikfans over, at Shore skulle håndtere Peter Jacksons mammutprojekt.
Da musikken til The Fellowship of the Ring (herfra bare Fellowship) kom på gaden forstummede al diskussion. Det stod da klart for alle, at Shore i den grad havde leveret varen, og i dag står de tre The Lord of the Rings-scores som nogle af de bedste scores, der nogensinde er komponeret.
De tre scores er et komplekst og ekstremt gennemarbejdet hele, hvor Shore væver en lang række temaer og motiver ind i og ud af hinanden. Tematisk udvikler de tre scores sig naturligvis, men hovedparten af de væsentlige temaer etableres i Fellowship.
At Shore havde de fleste af temaerne på plads allerede da han komponerede Fellowship står også klart derved, at det der er ét af de væsentligste temaer i The Return of the King faktisk allerede introduceres her – det ene af de to Gondor-temaer høres således første gang under rådslagningen i Rivendell, mens det andet dukker op, da Aragorn og Boromir senere har en samtale i Lothlórien.
Shores The Lord of the Rings-musik er – naturligvis fristes man til at sige – symfonisk. Dertil kommer udstrakt anvendelse af både kor og diverse solister, hvoraf særligt to bør fremhæves: drengesopranen Edward Ross og Elizabeth Frazer. Endelig anvender Shore også en række specialinstrumenter, bl.a. den irske bodhrántromme, den japanske taikotromme og det afrikanske blæseinstrument rhaita for nu at nævne nogle få.
Det vil være halsløs gerning at forsøge at redegøre for alle de forskellige temaer og motiver i Fellowship, men nogle må selvfølgelig nævnes. Et af de væsentligste temaer er naturligvis selve “Fellowship”-temaet, der vel nok må betragtes som hovedtemaet – ikke bare for Fellowship, men for alle tre film. Shore bygger langsomt temaet op i løbet af filmen, indtil det første gang høres i sin fuldt udviklede form, da selve broderskabet dannes ved rådslagningen i Rivendell. Temaet får også den helt episke behandling i montagescenen, hvor broderskabet sætter ud på den farefulde færd mod syd.
Inden vi når så langt har adskillige andre temaer dog også gjort deres entré. Bl.a. det fine og hyggelige tema for hobbitternes hjemland The Shire. Dette er dog kun ét blandt adskillige temaer, der er knyttet til hobbitterne, og som naturligvis følger de små helte på deres eventyr gennem Middle-earth.
På samme vis er der indtil flere temaer, knyttet direkte til Ringen, hvoraf særligt det såkaldte “History of the Ring”-tema spiller en vigtig rolle igennem alle tre film og på sin vis også kan kaldes en form for hovedtema. Ring-temaerne er naturligt nok alle temmelig dystre, og det såkaldte “The Evil of the Ring”-tema, der er knyttet direkte til Sauron og Mordor, er decideret skræmmende og meget, meget voldsomt. Det er bl.a. i forbindelse med dette tema, at Shore bruger rhaitaen, hvis rå lyd også giver Sauron-musikken en virkelig fremmedartet karakter.
De uhyggelige Nazgûl, Ringånderne, har selvfølgelig også deres eget tema, der i øvrigt lægger særlig vægt på koret, og som på én gang er dystert, voldsomt og meget uhyggeligt. Nazgûl-temaet spiller en vigtig rolle i scoret frem til hobbitternes ankomst til Rivendell, hvorefter det – naturligt nok – forsvinder.
Også både Rivendell og det andet elverrige Lothlórien har deres egne temaer – Rivendell-temaet er harmonisk og fredfyldt, mens Lothlórien-temaet er langt mere mystisk og næsten en smule uhyggeligt. Forskellen på de to elverrelaterede temaer understreger også, hvor fint Shore har forstået romanen og formået at give de to meget forskellige elviske lokaliteter deres egen identitet gennem musikken.
Der er derudover temaer, knyttet til Isengard og særligt Sarumans orker, til dværgene og Moria, til balroggen og mange flere. Et par karakterorienterede temaer er bl.a. Arwens tema og “The Pity of Gollum”-temaet – der suppleres af et decideret tema for Gollum i The Two Towers.
Scoret til Fellowship er – ligesom de to følgende scores – generelt ekstremt tematisk opbygget, hvilket betyder, at der ikke er store mængder utematisk underscore. Noget er der naturligvis, men også det er generelt af forrygende høj kvalitet – her kan f.eks. fremhæves actionmusikken til kampen ved Parth Galen hen imod slutningen af filmen.
Endelig er der naturligvis de forskellige solistpræstationer. Enya er den bedst kendte af solisterne, men ikke den, der efterlader det største indtryk, selv om hendes indsats bestemt er god. Hun fremfører “Aníron” – temaet for Arwen og Aragorn – og rulletekstnummeret “May It Be”. Langt større indtryk gør de fornævnte solister, Elizabeth Fraser og Edward Ross. Fraser høres bl.a. i Lothlórien-musikken, mens Ross’ bedste og smukkeste præstation kommer i “In Dreams”, der også hører til filmens end credits.
Men der er flere vokalsolister end de her nævnte, og dertil kommer en række medlemmer af castet, der også lægger stemme til enkelte melodier – disse er dog primært at finde på den komplette udgivelse af scoret.
De tre The Lord of the Rings-scores er nemlig udgivet i to udgaver. Dels det almindelige album, der udkom i forbindelse med filmenes premiere i 2001, 2002 og 2003, dels de tre særdeles flotte “Complete Recordings”-bokse, der udkom i 2005, 2006 og 2007. Forskellen er naturligvis primært spilletiden. Det oprindelige album med musik fra Fellowship har en spilletid på lige omkring 70 minutter, mens “Complete Recordings”-boksen når op på 180 minutter.
Dog er en anden forskel også den, at musikken i boksene repræsenterer den musik, der høres i de forlængede “Extended Cut”-udgaver af filmene. Det betyder f.eks., at man ikke skal forvente at finde musikken fra elvernes vandring igennem skovene på det oprindelige album, mens det naturligvis er at finde i boksen.
De væsentlige spørgsmål i forbindelse med de to udgaver er naturligvis for det første, om der er kvalitativ forskel på de to og hvilken af dem, man bør investere i? Svaret på det første spørgsmål er nej. Ud over det faktum, at der er mere musik i boksudgaverne, er kvaliteten den samme. Det oprindelige album med musik fra Fellowship er et fremragende album, der samler alle højdepunkterne fra et i forvejen fremragende score.
Dermed bliver svaret på det andet spørgsmål også meget individuelt, for det kommer helt an på, hvem man er og hvad, man er interesseret i. Hvis man er inkarneret fan af Tolkien, Jacksons filmtrilogi og/eller Howard Shore, bør man naturligvis få fat i boksudgaverne. Er man derimod “bare” almindelig filmmusikfan, er der ikke den store grund til at købe de markant dyrere bokse. Man kan sagtens nøjes med det udvalg af musikken, der kom med på de oprindelige udgivelser, for der er som sagt tale om det bedste af det bedste.
Selv hvis man beslutter sig for at købe boksudgaverne, vil jeg faktisk råde til, at man også køber de oprindelige albums, for boksene er ikke nogle, man bare lige sætter sig ned og lytter til – det er et helaftensprojekt at lytte til ét af de tre scores i “Complete Recordings”-udgaven.
Uanset hvilken udgave, man vælger, venter der en filmmusikalsk oplevelse af de helt store, og det var da også fuldt fortjent, at Shore vandt en Oscar for scoret ved uddelingen i 2002. Der er nemlig tale om et mesterværk. Slet og ret!
Nummerliste (standardudgivelse):
1. The Prophecy (3:55)
2. Concerning Hobbits (2:55)
3. The Shadow of the Past (3:33)
4. The Treason of Isengard (4:01)
5. The Black Rider (2:48)
6. At the Sign of the Prancing Pony (3:14)
7. A Knife in the Dark (3:34)
8. Flight to the Ford (4:15)
9. Many Meetings (3:05)
10. The Council of Elrond (featuring Aníron, performed by Enya) (3:49)
11. The Ring Goes South (2:03)
12. A Journey in the Dark (4:20)
13. The Bridge of Khazad-dûm (5:57)
14. Lothlórien (4:34)
15. The Great River (2:43)
16. Amon Hen (5:02)
17. The Breaking of the Fellowship (7:21)
18. May It Be (Composed and performed by Enya) (4:20)
Total spilletid: 71:29
Nummerliste (“The Complete Recordings”):
CD #1:
1. Prologue: One Ring to Rule Them All (7:16)
2. The Shire (2:29)
3. Bag End (4:36)
4. Very Old Friends (3:13)
5. Flaming Red Hair (2:39)
6. Farewell Dear Bilbo (1:46)
7. Keep It Secret, Keep It Safe (8:54)
8. A Conspiracy Unmasked (6:10)
9. Three is Company (1:58)
10. The Passing of the Elves (2:40)
11. Saruman the White (4:10)
12. A Shortcut to Mushrooms (4:07)
13. Strider (2:35)
14. The Nazgûl (6:05)
Total spilletid: 58:38
CD #2:
1. Weathertop (2:14)
2. The Caverns of Isengard (4:54)
3. Give Up the Halfling (4:49)
4. Orthanc (1:06)
5. Rivendell (3:26)
6. The Sword That Was Broken (3:34)
7. The Council of Elrond Assembles (Featuring “Aníron (Theme for Aragorn and Arwen)”, composed and performed by Enya) (4:01)
8. The Great Eye (5:31)
9. Gilraen’s Memorial (5:02)
10. The Pass of Caradhras (5:04)
11. The Doors of Durin (6:03)
12. Moria (2:28)
13. Gollum (2:27)
14. Balin’s Tomb (8:30)
Total spilletid: 59:09
CD #3:
1. Khazad-dûm (8:00)
2. Caras Galadhon (Featuring “Lament for Gandalf”, performed by Elizabeth Fraser) (9:21)
3. The Mirror of Galadriel (6:21)
4. The Fighting Uruk-hai (11:32)
5. Parth Galen (9:14)
6. The Departure of Boromir (5:30)
7. The Road Goes Ever On… Pt. 1 (5:59)
8. May It Be (Composed and performed by Enya) (3:26)
9. The Road Goes Ever On… Pt. 2 (Featuring “In Dreams”, performed by Edward Ross) (3:41)
Total spilletid: 63:04
Samlet total spilletid: 180:51 (3 timer, 51 sekunder)
Anmeldt i nr. 62 | 13/12/2010
Stikord: Fantasy, J.R.R. Tolkien, Middle-earth
I denne måneds leder skriver Jacob Krogsøe om... en julekalender?
Edgar Wrights overnaturlige thriller om den unge kvinde Ellie, der på sit værelse i Soho…
Alfred Hitchcocks thriller om reklamemanden Thornhill, der uforvarende bliver viklet ind i en kompliceret og…
Demi Moore og Margaret Qualley er fantastiske i den groteske og absurde The Substance, der…
Det er blevet oktober, og her på Planet Pulp har vi en virkelig god idé…
