Filmen skulle være én af alle tiders bedste middelalderfilm med fremragende præstationer fra både Peter O’Toole og Katherine Hepburn i hovedrollerne og med Anthony Hopkins og Timothy Dalton i væsentlige biroller.
Filmen foregår i julen 1183 på Henry II’s slot i Chinon i Frankrig og handler grundlæggende om de dynastiske kampe i det britiske kongehus, men tillige om forholdet mellem Henry II og hans nu fremmedgjorte (og fængslede) hustru Eleanor af Aquitaine.
Filmen havde manus af James Goldman, der skrev efter sit eget teatermanuskript og instruktøren var Anthony Harvey.
Harveys debutfilm Dutchman (1966) havde musik af John Barry, og da Harvey skulle vælge komponist til The Lion in Winter faldt valget også på Barry.
Det kunne man fristes til at kalde naturligt nok, når nu Harvey og Barry havde samarbejdet tidligere, men alligevel var det noget af en tillidserklæring fra Harvey.
Godt nok havde Barry tidligere leveret seriøs dramatisk musik, men på dette tidspunkt i karrieren var han endnu bedst kendt for sine Bond-scores, og et historisk drama af denne type var ikke noget, Barry tidligere havde tacklet.
Men Anthony Harvey var kommet til den rette person. Barry havde i sin ungdom modtaget undervisning af den legendariske organist og komponist Francis Jackson, der i 36 år var organist i York Minster, domkirken i den nordengelske by, hvor Barry var født og opvokset.
Under studierne hos Jackson, studerede Barry bl.a. kormusik, hvilket viste sig at være det oplagte valg til The Lion in Winter.
For det andet var Barry selv katolik, hvilket kan have haft en betydning for Barrys forståelse af den måde, hvorpå kirken og kristendommen, der i middelalderens Vesteuropa var lig med katolicismen, gennemsyrede samfundet.
Ikke dermed være sagt, at komponister uden katolsk baggrund ikke kunne have haft samme indsigt, men uden at overtolke er det dog muligt, at Barry følte en mere personlig forbindelse til stoffet.
I hvert fald endte Barry med at komponere et af sine absolutte mesterværker, der af mange regnes som Barrys bedste score nogensinde.
Om dette er tilfældet, er jeg ikke parat til at fælde dom over endnu, men der er ingen tvivl om, at The Lion in Winter er på kandidatlisten til den titel.
Inden jeg går videre, skal jeg lige knytte et par ord til den udgivelse, anmeldelsen er baseret på. Det er Columbia-udgivelsen fra 1995 med en spilletid på 35 minutter.
Programmet på Columbias udgivelse er identisk med det, der fandtes på den oprindelige albumudgivelse fra 1968, som også dannede grundlag for den første CD-udgivelse af scoret fra Varèse Sarabande i 1988.
I 2001 udgav Silva Screen Records det komplette score i en genindspilning med City of Prague Philharmonic Orchestra under ledelse af Nic Raine, der også har stået bag flere andre Barry-genindspilninger.
Silva Screen-genindspilningen har en spilletid på 38 minutter sammenlignet med det oprindelige albums 35 minutter, så det er ikke fordi, jeg mangler meget på det oprindelige album.
Både Columbia- og Silva Screen-udgivelsen er i dag udsolgt fra forlagene, men de kan dog findes brugt til nogenlunde fornuftige priser.
I mine tidligere anmeldelser af John Barrys scores fra 1960’erne har jeg gang på gang rost Barry for hans alsidighed og vilje til at eksperimentere.
Disse træk ved Barry nåede deres hidtidige højdepunkt med The Lion in Winter, for hvis der er ét score fra 1960’erne, der skiller sig helt ud fra alle de andre, så er det dette.
Én ting var, at Barry fint var i stand til at komponere velfungerende dramatisk musik, uanset om der var tale om det forholdsvis storladne i f.eks. Zulu (1964) eller det indfølt intime i f.eks. The Whisperers (1967).
Noget andet var, at han var i stand til at levere et så afrundet og varieret historisk score som The Lion in Winter, der tilligemed i høj grad var komponeret for kor. The Lion in Winter cementerede da også endegyldigt Barrys status som en af tidens bedste filmkomponister.
Godt nok var Barry allerede kendt i 1968, og godt nok havde han vundet ikke én men to Oscars for Born Free (1966), men der var formentlig mange, også i Hollywood, der stadig primært kendte ham som manden bag Bond-musikken.
Det gjorde The Lion in Winter endegyldigt op med. Filmen blev nomineret til syv Oscars og vandt tre, herunder for musikken.
The Lion in Winter er komponeret for symfoniorkester og kor, og som alle Barry-scores er det stærkt tematisk, forankret omkring to centrale temaer, der begge høres flere gange, samt enkeltstående tematiske idéer i andre cues.
Koret bruger Barry på flere forskellige måder. I nogle cues synger koret latinske, franske eller engelske tekster; i andre synger koret ordløst, nogle gange æterisk smukt, andre gange truende og dystert.
Orkestret er et fuldt symfoniorkester, og som vanligt for Barry spiller både messingblæsere og træblæsere prominente roller. Særligt messingblæserne er kraftfulde i The Lion in Winter.
Dertil kommer brugen af kirkeklokker, der på uhyre enkel men effektiv vis tilføjer musikken en religiøs klang, der forankrer den i middelalderen.
De to centrale temaer er selve hovedtemaet, der første gang høres i “Main Title / The Lion in Winter” (nr. 1) og så temaet fra sangen “Allons Gai Gai Gai” (nr. 3) med fransk tekst af James Goldman.
Begge temaerne er fremragende i sig selv, men Barry formår at få endnu mere ud af dem ved at variere dem undervejs i scoret samt ved at spille dem ud mod hinanden.
Det storslåede men også ganske brutale hovedtema høres i nogle mere afdæmpede versioner undervejs, mens det glade tema fra “Allons Gai Gai Gai” bliver omdannet og får et forpint, tragisk udtryk.
I “God Damn You” (nr. 6) spiller Barry temaerne ud mod hinanden, hvor netop “Allons Gai Gai Gai” høres i en dybt forpint, nærmest desperat version, mens hovedtemaet fremføres i en tilsvarende tragisk version, men her uden den bombast og brutalitet, der kendetegner fremførslen i “Main Title”.
Hovedtemaet er et af Barrys absolutte mesterstykker, og den fulde, mest kraftfulde version i “Main Title / The Lion in Winter” er et storslået stykke musik.
Temaet, der består af to strofer a ni toner, introduceres først af messingblæserne, inden pauker og strygere slutter sig til.
Ved 1:10 slutter det fulde kor sig til (“The Lion in Winter”-delen af tracket) og fremfører en latinsk tekst, hvori Barry på sublimt snedig vis får inkorporeret en reference til den middelalderlige salme Dies irae (vredens dag).
Korfremførslen i “The Lion in Winter” er ekstremt dyster, og stemningsmæssigt er der et vist sammenfald med Jerry Goldsmiths otte år yngre mesterstykke, “Ave Satani” fra The Omen-scoret (1976).
Ligeså dystert som hovedtemaet fremstår i “Main Title / The Lion in Winter”, ligeså æterisk smukt er det følgende track, bestående af de to cues “Chinon” og “Eleanor’s Arrival” (nr. 2).
Der er tale om en klassisk Barry-komposition med en underliggende ostinato, hvorover et ordløst kor lægger sig og skaber en florlet, æterisk klang.
Kirkeklokker danner overgangen til anden del af tracket, “Eleanor’s Arrival”, der begynder med a cappella-sang fra koret, inden orkestret kommer ind og fremfører et klassisk Barry-tema, hvortil koret igen slutter sig.
“Allons Gai Gai Gai” (nr. 3) har tidligere været nævnt, men et par yderligere kommentarer må lige knyttes hertil, for endnu engang er der tale om en a cappella-fremførsel, hvor koret får lov at stå helt alene.
Der er tale om en glad, simpel melodi, der naturligvis skiller sig ud fra det meste af resten af scoret, fordi der netop er tale om en “sang”, helt uden dramatisk underscore.
Stilmæssigt slutter sangen, hvis tekst blev skrevet af forfatter James Goldman, sig dog organisk til resten af Barrys score, fordi den fremføres af samme kor, der indgår i de mere regulært dramatiske cues.
“Christmas Wine” (nr. 5) er et eksempel på det samme; denne gang er teksten blot på engelsk, mens både Barrys melodilinje og korets stedvise “la la”-sang dog her giver sangen et mere moderne udtryk.
Af den grund føles “Christmas Wine” måske mindre som en helt organisk integreret del af resten af scoret, men smuk er det unægtelig alligevel.
Også “Eya, Eya, Nova Gaudia” (nr. 9) byder på mere a cappella-korsang med stedvis “la la”-sang i koret, der i øvrigt synger en latinsk tekst. Igen rammer musikken måske ikke en autentisk middelalderlig “lyd”, men der er tale om endnu et mageløst smukt cue.
The Lion in Winter er fyldt med dramatiske højdepunkter, men foruden den spektakulære indledning i “Main Title / The Lion in Winter”, kan et par cue fremhæves.
“God Damn You” (nr. 6) er et fremragende dramatisk cue, hvor Barry som tidligere nævnt spiller hovedtemaet og “Allons Gai Gai Gai”-temaet ud mod hinanden, sidstnævnte her i den omtalte forpinte udgave.
Det er fremragende filmmusik, dybt betagende og hjerteskærende smukt uden at patossen kammer over i det karikerede, og med et imponerende korparti hen mod slutningen.
“To Rome” (nr. 7) er et andet højdepunkt for orkester og ordløst kor og med adskillige fremførsler af en afkortet udgave af hovedtemaet. Stemningen er dyster, orkestret holdes for det meste i de lave registre og spiller op mod koret, der ligger højt og rammer en religiøs, æterisk tone.
Endelig kan nævnes det afsluttende cue “We’re Jungle Creatures” (nr. 12), der begynder lavmælt med orkester og ordløst kor, inden det endelig, omkring 1:05, rammer en helt anden tone for scoret, nemlig det optimistiske.
Det gør Barry både ved et generelt skift fra mol til dur og ved at lade messingblæserne fremføre en energisk, næsten triumferende fanfare med opbakning fra hvirvlende strygere.
Cuet afsluttes af en storslået sidste fremførsel af hovedtemaet med kor, der burde få de små hår til at rejse sig i nakken på de fleste.
The Lion in Winter er et spektakulært godt score, hvor særligt de regulært dramatiske cues er helt igennem fremragende.
De forskellige a cappella-korsange trækker måske lidt fra det dramatiske indtryk, men er til gengæld ufatteligt smukke, også selvom de måske ikke er fuldt autentiske i forhold til filmens middelalderlige setting.
Scoret står som ét af John Barrys absolutte hovedværker – hvis ikke hovedværket – og det bør stå på hylden hos enhver filmmusikfan.
Nummerliste:
1. Main Title / The Lion in Winter (2:43)
2. Chinon / Eleanor’s Arrival (3:30)
3. Allons Gai Gai Gai (1:53)
4. To The Chapel (1:51)
5. The Christmas Wine (2:47)
6. God Damn You (4:18)
7. To Rome (4:10)
8. The Herb Garden (4:42)
9. Eya, Eya, Nova Gaudia (2:14)
10. How Beautiful You Make Me (3:04)
11. Media vita in morte sumus (In The Midst Of Life We Are In Death) (2:18)
12. We’re Jungle Creatures (2:47)
Total spilletid: 36:17
Anmeldt i nr. 147 | 13/01/2018
Det er blevet oktober, og her på Planet Pulp har vi en virkelig god idé…
Den første film, der lader de to ikoniske monstre fra Alien- og Predator-filmserierne mødes, er…
Det længe ventede gensyn med Beetlejuice og det bizarre efterliv er heldigvis en fornøjelig oplevelse.…
"Nej. Tingesten kunne måske nok spille et nummer på gehør efter en enkelt gang, men…
Hvis man er genrefan og samtidig er med på beatet i denne weekend, så er…
Tim Burtons anden film hører stadig til blandt hans mest seværdige, med dens unikke blanding…
