Planet Pulp

En særlig udgave i serien The League Of Extraordinary Gentlemen (herefter LOEG) er nu udkommet til stor glæde for alle med hang til Moores fantasifulde historier og O’Neills unikke streg. Efter udsættelse på udsættelse grundet kontraktproblemer med forlaget, nåede denne graphic novel, Black Dossier, endelig frem til hungrende fans i november 2007.

Det skal i øvrigt lige bemærkes, at hvor The League of Extraordinary Gentlemen: Volume One (LOEG I) fra 2000 og The League of Extraordinary Gentlemen: Volume II (LOEG II) fra 2003 blev udgivet som regulære tegneseriehæfter og senere blev udgivet samlet i grafisk romanform, er Black Dossier tænkt som en graphic novel, og det bærer den visuelt præg af.

Hardbackudgaven er komplet med vedlagte 3D-briller til en decideret 3D-sektion og i øvrigt trykt på forskellige typer papir, og en sektion om Fanny Hill er trykt på grovere papir end resten af tegneserien for at understrege plottet. Visuelt er den blandt meget andet fyldt med hovedpersonernes postkort, tidstypiske annoncer, en teknisk tegning af Nautilus, tegneserier i tegneserien og små noveller uden illustrationer.

I midten er desuden indhæftet en lille pamflet; Moores og O’Neills eget bud på en såkaldt Tijuana Bible. Det skal også nævnes, at der stadig er planer om en LOEG III, som vil blive udgivet som regulære hæfter i 2008 eller 2009 – Black Dossier kan derfor ikke helt kaldes nummer LOEG III, men måske nærmere en speciel udgave i serien.

Post-orwelliansk samfund

Hvor første og anden LOEG begge foregik i 1800-tallets England, er der i Black Dossier skiftet drastisk til en helt anden tidsperiode, nærmere betegnet 1950’erne. Man fornemmer straks, at en slags Big Brother-regering netop er kollapset, da historien begynder – det viser sig at være Orwells klassiske roman, der netop har fundet sted.

Historien starter i London, men ender steder, man ikke lige umiddelbart kunne regne ud. Hovedplottet følger Allan Quatermain og Mina Harker, der nu er udødelige, på jagt efter dokumentet “The Black Dossier”. Tre agenter gør deres for at stoppe Quatermain og Harker i at få fingre i det – det er nemlig et hemmeligt dokument omhandlende den opløste LOEG-gruppes historiske baggrund.

Som læser får man selv The Black Dossier at læse, hver gang Mina og Quatermain læser i det. Harker og Quatermain fortsætter deres forhold, der spirede i LOEG I og II og indrømmet – i sammenligning med de to første LOEG er plottet ganske tyndt og samtidig man må ofte bladre tilbage for lige at finde sammenhængen igen, efter man er blevet distraheret af de mange stærke visuelle spring i plottet.

Tyndt plot

Hvis kan man se bort fra det generelle plot, er der dog ikke noget galt med resten af historierne. Bare man ikke forventer et grupperelateret plot som i de to foregående bind. For plottet i Black Dossier handler mere end noget andet om Mina og Quatermains forhold, deres opgør med de tre agenter samt utallige referencer til litterære/kulturelle personligheder, som Moore og O’Neill uden tvivl har nydt at lege med på egne præmisser.

Rygterne om at de har opgivet plottet midt i rodet med forlagskontrakterne og så bare valgt at lege med graphic novel-formen i stedet, kan jeg egentlig godt følge. Der er som sædvanligt blevet knoklet for at frembringe noget særligt fra Moores og O’Neills side – bare ikke i det overordnede plot. Jeg har derfor valgt ikke at beskrive plottet for meget, da det er så tyndt at man hurtigt afslører hele handlingen.

Gigantisk tag-selv-bord

Som sædvanlig underholder tegneren Kevin O’Neill i høj grad læseren med sin fascinerende streg, som er grov, men smuk som altid. Det er endnu ikke lykkes O’Neill at kede mig, hvor urealistisk hans streg end kan blive. Han er trofast overfor enhver stemning, Moore skaber, og detaljerne i hvert enkelt billede er så omfattende, at man ofte stoppes i læsningen for at fordybe sig i dem.

Han har endnu en gang skabt den perfekte visuelle baggrund for Moores historier – det vrimler, som i LOEG I og II, med referencer til alverdens karakterer og historier. Der er utallige, enten visuelle eller skrevne hints, til forfattere/karakterer, der har inspireret Moore og O’Neill. Alt fra Lovecraft til Dan Dare, Iron Warrior, Jeeves & Wooster og James Bond.

Blandt mange kan nævnes en Jack Kerouac-inspireret novelle med massive referencer til Cthulhu. Eller deres Tijuana Bible – en slags små gammeldags, korte pornografiske tegneserier – som er fyldt til renden med referencer til Orwells 1984 (1949), og visuelt ligner Chaplins film Modern Times (1936). I Fanny Hill-afsnittet har Moore digtet videre og lavet en fortsættelse af John Clelands originale historie. Det føles, som i LOEG I og II stadig som et gigantisk tag-selv-bord med referencer til de læsere, der tager sig tid til at kigge en ekstra gang på detaljerne eller studser over navne.

Brutalt, sexet, detaljerigt, humoristisk, beskidt og mesterligt

Man sidder igen tilbage med lysten til straks at løbe ud og finde enhver bog, film eller andet, som man fandt referencer til og nu må opdage eller genopdage. Det er et litterært og visuelt overflødighedshorn, og LOEG-serien kan i mine øjne stadig ikke overgås af andre tegneserier med hensyn til netop dét.

Det er noget af det, jeg finder mest fascinerende ved Moore – han fortæller klart og tydeligt sine egne historier, men finder plads til at proppe så mange sideplots og referencer ind i sine værker, at man som en frynsegode bliver inspireret af to omgange. Der er billedpaneler, jeg aldrig vil kunne glemme i LOEG I og II, og det samme må jeg straks bekræfte er tilfældet med Black Dossier. Det er brutalt, sexet, detaljerigt, humoristisk, beskidt og mesterligt endnu en gang.

Anmeldt i nr. 30 | 13/04/2008

Stikord: Intertekstualitet, Metalitteratur