Planet Pulp

Er det muligt at lave en ordentlig science fiction-roman, når virkeligheden konstant overgår fantasien? Dette er det centrale spørgsmål, som filmens hovedperson stiller under et foredrag på Mallorca.

Filmen starter med en effektiv titelsekvens, hvor man ser en hvid mus løbe igennem en labyrint, der viser sig at være uendelig stor. Efterfølgende ser vi forfatteren David Norton og hans kæreste Jane sidde i et fly. De er på vej til Mallorca, hvor David er blevet inviteret til at holde et foredrag om sit forfatterskab. Vi ser David hamre løs på tasterne på sin bærbare computer, og det er tydeligt, at han er i gang med en ny roman.

Da han drejer hovedet, ser han noget underligt: En anden passager sidder også med en computer, men tasterne går op og ned, uden at han rører ved dem. Ud af maven på manden hænger en underlig køddims, der går direkte ind i computeren, og derfor kan han sidde og skrive med øjnene lukket. Der klippes, og vi ser manden uden tingen ud af maven. Naturligvis var det noget, der foregik i Davids hoved, og på Davids skærm ser man et uddrag, hvor netop scenen med den underlige mand er beskrevet. David sletter hele teksten, da det åbenbart var for dårligt skrevet.

En mystisk herre

Under foredraget på Mallorca fortæller David om sin måde at blive inspireret på. Han omtaler sin inspiration som en virus, hvor han konstant bliver påvirket af sine omgivelser, når han skriver. David har skrevet over 25 sci-fi-romaner, hvor den første udkom i 1979, hvilket er 26 år siden, da filmen foregår i 2005.

Endvidere går David i dybden med idéen om, at virkeligheden overgår fantasien – en gammeldags kliche, men David gør det faktisk ganske spændende at lytte til. Efter foredraget møder David en gammel mand, der siger, at han er en stor fan. Han beder ham signere en førsteudgave af Davids første bog med titlen “Gloomy Sunday”, og der er noget mystisk ved den ældre herre.

David og Jane tager tilbage til deres hotel, og så begynder filmen for alvor. På sengen ligger der en DVD, som David straks ser på computeren, og her ser han en optagelse af en abe, der er fanget i et glasbur. Aben går mere og mere amok, og så ringer Janes telefon. Efter at have set optagelsen færdig, kan David ikke finde Jane, men da han kigger fra balkonen ned på gaden, ligger hun der. Hun er hoppet ud, har flere vidner set, og dør af sine kvæstelser.

En syg leg

Scenen skifter til den unge Silvia, der får et opkald, hvorefter hun hopper ud af vinduet. Hun overlever dog sit fald og støder på David på hospitalet. Det viser sig, at flere mennesker begår selvmord, og noget tyder på, at Davids “Gloomy Sunday” er indblandet.

“Gloomy Sunday” er også titlen på en ungarsk sang, der ifølge vandrehistorier går under titlen Hungarian Suicide Song – det skal her tilføjes, at denne sang eksisterer i virkeligheden, komponeret tilbage i 1933, og den skulle efter sigende have fået folk til at begå selvmord. Så sangen har både været inspirationskilde for filmens forfatter og for forfatteren inde i filmen.

Men i Davids “Gloomy Sunday” får nogle mennesker et implantat i nakken, som gør, at de kan kontrolleres af regeringen, når et bestemt signal lyder. Der er så en vis excentrisk Hr. Kovak, den gamle mand David mødte i starten, som har fulgt de forskrifter, som David skrev om i “Gloomy Sunday”. Så David bliver mod sin vilje, og sammen med Silvia, viklet ind i Kovaks syge leg. Hvordan det hele ender vil jeg naturligvis ikke røbe her.

Konstrueret

The Kovak Box har et spidsfindigt og veludtænkt plot, måske lidt for konstrueret til tider, der hvirvler tilskueren ind i en labyrint, hvor der konstant vendes op og ned på tingene. Historien er mest af en alt en spændingshistorie, men den har også et metalag, hvor der stilles spørgsmålstegn ved, hvad der er virkeligt, og hvad der er fantasi. Der er her både tale om en leg med David Norton og med tilskuerens forventninger. Så da filmen hen i mod slutningen bevæger sig over i James Bond-land er det faktisk i filmens ånd.

På mange måder kan The Kovak Box ses som en blanding af The Game (1997) og The Manchurian Candidate (1962 & 2004) tilsat lidt Stephen King og endelig tilføjet en anelse James Bond. Det lyder måske som en underlig blanding, men det lykkes faktisk af flere årsager instruktøren og manuskriptforfatteren Daniel Monzón at skabe en ganske habil og seværdig film.

For det første er filmen basalt spændende, og dramaturgien i fortællingen hænger godt sammen. For det andet har filmen en Timothy Hutton i topform som David. Timothy Hutton fik sit store gennembrud tilbage i 1980 i Robert Redfords Ordinary People, hvor han i en alder af kun 20 år modtog en Oscar for bedste mandlige birolle – ellers vil de fleste nok kunne kende ham fra hans roller i de to Stephen King filmatiseringer The Dark Half (1993) og Secret Window (2004).

Endvidere er filmen rent visuelt en lille perle, hvor specielt det bevægelige kamera – eksempelvis i scenen hvor Silvia hopper ud af vinduet – er veludført. Desuden har man fået det optimale ud af Mallorca som lokalitet – det er den første film, jeg har set få noget seriøst ud af Mallorca. Sjovt nok er instruktøren født på øen, så det er nok ikke helt tilfældigt, at filmen foregår der.

Virkeligheden overgår fantasien

Mange vil nok mene, at filmen er for konstrueret, så hvis man eksempelvis ikke kan fordrage The Game bør man nok også holde sig væk fra The Kovak Box, men på mig virker det ganske glimrende. Og det skyldes nok mest det metalag, der er blevet tilføjet, og det bliver ganske fedt, da David igennem historien bliver en aktiv del af den fiktion, han normalt selv skriver.

Der er naturligvis tale om en omgang forvrøvlet sludder med, at den gode Kovak har udviklet netop det implantat, som David beskrev, og det bliver endnu mere fjollet, da han vil have David til at udføre hans store masterplan. Men igen hænger dette sammen med filmens grundpræmis: Virkeligheden overgår fantasien, som det også sker med Davids virkelighed, der igen kun er en fiktion, som filmen har skabt.

Det er en film der åbner sig lag for lag, og som fører sin hovedperson gennem en labyrint, der ligner den, man så i filmens intro. Endvidere har filmen den åbenlyse kvalitet, at den er blodig, når den skal være det. Manuskriptet har ikke noget problem med at dræbe mange folk, og historien har nogle dystre sider, som man normalt ikke ser i amerikanske spændingsfilm.

Alt i alt har den et europæisk touch, som klæder filmen ganske godt, og jeg vil give filmen mine varmeste anbefalinger. Det er bestemt ikke noget mesterværk, men et ganske godt bud på den alternative thriller, du bør vælge næste gang, du står nede i Blockbuster.

The Kovak Box er venligst stillet til rådighed af Sandrew Metronome.

Anmeldt i nr. 22 | 13/08/2007

Stikord: Metalag