Planet Pulp

Fra 1965 og frem til 1976 leverede John Barry musikken til tre film, instrueret af den amerikanske instruktør Richard Lester (f. 1932).

Komedien The Knack …and How to Get It var den første, og derefter fulgte i 1968 dramaet Petulia og endelig i 1976 Robin Hood-filmen Robin and Marian med Sean Connery og Audrey Hepburn som de aldrende Robin Hood og Jomfru Marian.

Trods det, at The Knack …and How to Get It (herefter bare The Knack) faktisk vandt Guldpalmen i Cannes i 1965 og flere andre priser, er det faktisk hverken den eller Lesters to andre samarbejder med John Barry, instruktøren huskes bedst for i dag.

Mere berømte er hans samarbejder med The Beatles på både A Hard Day’s Night (1964) og Help! (1965) og den velkendte udgave af The Three Musketeers fra 1973 med bl.a. Richard Chamberlain og Christopher Lee på rollelisten.

Og så vil enhver genrefan naturligvis huske Lester for den fremragende Superman-sequel Superman II (den med General Zod) fra 1980 og den alt andet end fremragende treer Superman III fra 1983.

Blandt John Barrys fans har både The Knack og Robin and Marian imidlertid en stor stjerne, og det er der da også gode årsager til.

Mestrede det gode tema

The Knack er i store træk endnu et monotematisk score fra John Barrys hånd. Det var f.eks. The Ipcress File (ligeledes 1965) også, og på mange måder er det fristende at kalde The Knack en slags svingende, upbeat variant af The Ipcress File.

Denne karakteristik er på ingen måde ment i den forstand, at der rent musikalsk er sammentræf eller lighedspunkter mellem The Ipcress File og The Knack.

Sammenligningen skal alene forstås på den måde, at Barry i begge scores tager et enkelt tema, som han derefter kører igennem en række variationer i både stil, stemning og tempo. Og så minder de to scores om hinanden ved, at de er bygget op omkring hver sit fremragende tema.

The Knack er nemlig endnu et eksempel i en meget lang række på, at John Barry mestrede det gode tema. Barry formåede som meget få andre filmkomponister at kombinere en næsten popmusikalsk sensibilitet med det gode filmtema, hvilket gør mange af hans temaer – i særdeleshed fra den tidlige del af karrieren – til de fødte ørehængere.

Hovedtemaet fra The Knack er endnu ét af disse temaer, og det er da heller ikke overraskende, at temaet også danner baggrund for en sang, fremført af den i dag lidet kendte walisiske sanger Johnny De Little, som oprindelig var Barrys førstevalg til at synge titelmelodien til From Russia With Love (1963).

Faktisk nåede Barry og De Little så langt, at De Little allerede havde indsunget “From Russia With Love”, inden Albert R. Broccoli og Harry Saltzman fik kolde fødder og hentede en kendt sanger ind.

Tre år senere fik Barry så muligheden for at give De Little endnu en chance med The Knack. Bizart nok endte De Littles version med ikke at komme med i filmen, men den kom altså med på soundtrackalbummet – men kun den amerikanske udgivelse, ikke den britiske!

Heldigvis er De Littles udgave med på den anmeldte udgave af scoret – udsendt af Quartet Records i 2011 – for det er en ret munter lille sang, ikke mindst på grund af den veloplagte tekst af Leslie Bricusse.

Bricusse havde tidligere arbejdet sammen med Barry og skrevet teksten til titelmelodien til Goldfinger (1964) og senere skulle han også komme til at skrive teksten til titelmelodien til You Only Live Twice (1967).

Cool, hipt og jazzet som ind i helvede

The Knack er på alle måder et svingende score; ja, det står på mange måder som indbegrebet af 1960’ernes “swinging London” – cool, hipt og i lige dette tilfælde jazzet som ind i helvede!

Interessant nok fravalgte Barry guitaren som instrument i sit score og tildelte i stedet en bærende rolle til elektrisk orgel, der spilles af den berømte britiske jazzorganist Alan Haven, som Barry også havde arbejdet sammen med på From Russia With Love.

I modsætning til mange af sine samtidige, der sværgede til det legendariske Hammond-orgel, foretrak Haven Lowrey-orglet, og selvom det ikke fremgår af udgivelsen, må man formode, at det også er et Lowrey, der anvendes i musikken til The Knack.

Derudover indgår som vanligt for Barry strygere og blæsere samt bl.a. både trommesæt, xylofon, vibrafon, kontrabas og endelig – meget vigtigt for det samlede udtryk – nynnende kvindestemmer.

Variationer på hovedtemaet

Som sagt er The Knack i store træk monotematisk, men dog ikke hundrede procent. Selvom hovedtemaet er næsten altdominerende, er der faktisk et sekundært tema, der dukker op i et par cues (midterdelen af “Here Comes Nancy Now”, nr. 2, og hele “Ecstasy!”, nr. 10).

Det sekundære tema er, ligesom hovedtemaet, et jazzet et af slagsen og faktisk også solidt ørehængende, men selvom der faktisk er tale om et rigtig fint, positivt og lyst lille tema, så drukner det lidt i hovedtemaets ellers næsten totale dominans.

For det er hovedtemaet, der bærende for hele konstruktionen, og heldigvis er temaet fra The Knack altså ganske fremragende. Det dukker naturligvis op i det allerførste cue “The Knack – Main Theme”.

Efter en stemningsfuld, næsten æterisk, indledende passage med nynnende kvindestemmer, rulles temaet ud orkestreret for strygere og med afdæmpet opbakning fra både orgel, trommer og nynnende stemmer. I anden del af cuet får vi et eksempel på Alan Havens evner i form af en svedig orgelsolo, bakket op af rigelige mængder percussion og messingblæsere. Det er voldsomt fedt!

“Photo Strip” (nr. 3) er en langsom, orgeldomineret og meget sexet jazzudgave af hovedtemaet, hvor orglet bakkes op af bas, trommer, messingblæsere og strygere.

I “Three On A Bed” (nr. 4) er vi stadig i jazzland, men her med trompet og xylofon som de dominerende instrumenter og i et lidt hurtigere tempo, alt fortsat bakket op af bas, trommer og strygere.

Og sådan kunne man fortsætte med at beskrive de resterende af de cues, der er bygget op omkring hovedtemaet, men det ville være lidt formålsløst – det er instrumenteringen, tempoet og (til dels) stemningen, som Barry leger med undervejs, akkurat som i tilfældet med The Ipcress File.

Eneste fejlskud på scoret er det første minuts tid af “Doors & Bikes And Things” (nr. 9), der er en næsten lagkagekomisk og ekstremt uptempo udgave af hovedtemaet, orkestreret for xylofon. Effekten er, som tanken uden tvivl har været, komisk, men specielt kønt er det til gengæld ikke.

Cuet går heldigvis efter et minut over i stemningsfuld jazz – helt løsrevet fra hovedtemaet – for til sidst at gå over i orkesterdomineret stemningsmusik, der minder en hel del om noget, Barry kunne have komponeret til en Bond-film. Dog med den undtagelse, at der her indgår nynnende kvindestemmer.

To selvstændige kompositioner

Foruden de cues, der domineres af de to temaer, er der to cues, der står som helt selvstændige kompositioner.

Det ene er det bluesjazzede “Blues and Out” (nr. 5), der er bygget op om helt traditionelle bluesprogressioner og -harmonier. I stedet for en akustisk guitar er det her blot Alan Havens orgel, der er det dominerende instrument, suppleret af bas, trommer og – senere – både strygere og messingblæsere.

Det andet helt selvstændige cue er “Something’s Up” (nr. 8), der nærmest er en slags suspensemusik, bare en meget jazzet én af slagsen med Alan Havens orgel som konstant anker sammen med kontrabas, trommer, kvindestemmer og messingblæsere, der ligger og rumler i de lave registre.

The Knack

Og så er det til sidst altså nødvendigt lige at dvæle lidt ved vokaludgaven af hovedtemaet, “The Knack” (nr. 6).

Jeg er ikke vildt stor fan af Johnny De Littles crooner-stemme – jeg synes ikke, den er stærk nok – men De Little er da bestemt en habil sanger. Og alt opvejes alligevel af Leslie Bricusses veloplagte (og ret korte) tekst, hvoraf jeg bare kan citere et par vers:

A man chases lots of girls
and maybe catches one or two
But when you’ve got the Knack
the girls chase you

When you need a woman,
there’s plenty in the pack.
But when they need you, boy
that’s the Knack

Og så kan man selvfølgelig overveje lidt, hvad “Knack” betyder. De fleste, der læser engelske tekster, er nok stødt på ordet i betydningen “talent”, og som sådan kan det naturligvis også forstås her, særligt i det første af de to ovenstående vers.

Men ordet har flere betydninger, herunder kan det bruges som et verbum i betydningen “at kneppe” og derfra er der jo ikke langt til at opfatte ordets brug i filmens titel og titelsangen som et substantiv – “et knald”. Og så bliver både filmtitlen og Leslie Bricusses sangtekst pludselig dobbelttydige og ikke så lidt sjovere.

33 helt forrygende minutter

Albummet med musik fra The Knack …and How to Get It har en spilletid på blot cirka 33 minutter, men det er 33 helt forrygende minutter, som jeg uden forbehold af nogen art kan anbefale på det varmeste. Ikke bare til fans af filmmusik, men helt generelt til fans af god musik. Og for fans af John Barry er The Knack helt uomgængelig.

Nummerliste:
1. The Knack – Main Theme (3:12)
2. Here Comes Nancy Now! (2:56)
3. Photo Strip (2:40)
4. Three On A Bed (5:30)
5. Blues and Out (2:51)
6. The Knack (vocal by Johnny De Little) (2:47)
7. And How to Get It (3:09)
8. Something’s Up! (2:15)
9. Doors & Bikes And Things (2:43)
10. Ecstasy! (2:35)
11. End Title – The Knack (2:36)

Total spilletid: 33:14

Anmeldt i nr. 132 | 13/10/2016