The Hunted

“He’s unusual. He can kill anybody without regret. Most of the poeple he killed never knew he was in the same room as them.”

Os, der kender til og nyder actionfilm, kender godt typen, som det ovenstående citat beskriver. Den hårde soldat, antihelten.

Nogle gange, som med Rambo, lykkes det at bruge supersoldaten med PTSD som et våben i det godes tjeneste, andre gange lykkes det ikke. Og så skal de fanges, for de passer ikke ind i det almindelige samfund.

Citatet er vedhæftet den ene af filmens hovedpersoner og personen, der siger citatet, er filmens anden hovedperson.

Nogle film bliver bare bedre med årene. The Hunted er én af dem. Jeg var glad for den, da jeg så den i Palads tilbage i 2003, i en lille bitte sal.

Nu har jeg genset den to gange det seneste år, og det er en skøn, beskidt og skarp lille actionfilm. Ved første øjekast kan den bedst sammenlignes som en veltrænet krydsning mellem First Blood (1982) og The Fugitive (1993), men den er også helt sin egen.

Dybest handler den om manden og naturen, om alt det onde krig medfører og om elev/læremester-tematikken.

Filmen indledes med følgende citat – indtalt af selveste Johnny Cash (bemærk også at Cash-sangen “The Man Comes Around” kan høres under slutteksterne):

“God said to Abraham, “Kill me a son.” Abe says, “Man, you must be puttin’ me on.” God say, “no”; Abe say, “what?” God say, “You can do what you want, Abe, but the next time you see me comin’, you better run.” Abe says, “Where do you want this killin’ done?” God says, “Out on Highway 61.”

En søn der skal ofres

Det stammer fra Bob Dylan-sangen “Highway 61 Revisited” fra 1965. Og det handler naturligvis om Biblen, og det handler om, at en søn skal ofres.

På en fornem måde slår citatet stemningen i filmen an.

For der er nemlig “en far” og “en søn” i The Hunted, altså i overført forstand, som en læremester og en elev. Mere om det om lidt.

Filmen starter i Kosovo i slutningen af 1990’erne. Der er krig, og en serbisk krigsherre er i gang med et brutalt folkedrab. Sergeant First Class Aaron Hallam er, sammen med en Delta Force-enhed, på stedet. Hallam får snigmyrdet krigsherreren. Som belønning får han tildelt en Silver Star og derudover får han en grov omgang PTSD.

Så springer vi frem til 2003, og stedet er nu Oregon, USA. Her bliver to jægere brutalt myrdet. Af Hallam!

Eksperter!

Vi møder også L.T. Bonham, overlevelsesekspert og tidligere instruktør for specialenheder i militæret. Han har blandt andet oplært Hallam. I et flashback får vi en træningssekvens, hvor L. T. siger følgende til eleverne:

“I will teach you how to kill. Quickly. Accurately. Efficiently. It will become a reflex action. You will learn how to enter a combat zone and evaporate into shadow. You will learn how to survive… or you will not!”

Så på den made er L.T. den far, som Hallam har savnet i sin opvækst. Vi finder også ud af, at Hallam har skrevet flere breve til L.T., hvor han beskriver, at han ikke har det godt.

L.T. bliver kontaktet, da FBI vurderer, at han er den rigtige til at indfange Hallam. Ja, hvem sagde First Blood, hvem sagde Trautman og Rambo?

L.T. siger: “I made him what he is, I can stop him.”

Men det viser sig naturligvis nemmere sagt end gjort, for Hallam er blandt de dygtigste soldater. Han er ekspert i at forsvinde, han er ekspert i forhold til at leve i naturen, og han er ikke mindst ekspert i forhold til at dræbe mennesker. Med kniven som det foretrukne våben!

Dræberen

Men det lykkes faktisk for L.T. at indfange Hallam. Men kun for en kort bemærkning, for Hallams tidligere hold dukker op. De vil have Hallam med, for som de siger, passer han ikke ind i den normale praksis. Hør blot denne skønne replik fra en af de soldater, der skal hente Hallam:

“He’s a killing machine. There is no way he can be indicted or tried in open court, or any court. He cannot be processed, interviewed, charged with a crime, or copped out as a psycho. His picture cannot appear in any newspaper. As far as the world is concerned, sir, Aaron Hallam doesn’t exist.”

Så de vil selv slette deres fejl og dræbe Hallam, uden nogen finder ud af det. Så de tager ham med og kører afsted. L.T. tror, han kan tage hjem til vildmarken. Men så følger en brutal sekvens, hvor Hallam igen flygter, og igen er der brug for L.T.

Og ellers ikke mere om handlingen her, men vi kan konstatere, at det endelige opgør lurer i horisonten.

L.T. er baseret på virkelighedens Tom Brown Jr., overlevelsesekspert OG konsulent på filmen, og det er også med til at give filmen og jagtsekvenserne et meget troværdigt flow.

Mesterinstruktøren

Et andet interessant aspekt ved The Hunted er, at den kom til verden i et vadested, en gråzone, dér tilbage i 2003.

Den kom for sent i forhold til den gamle actionbølge i 1980’erne og 1990’erne, og den kom for tidligt i forhold til den nye actionbølge, som for alvor tog fart efter 2008.

Så da den fik premiere, var den en form for anakronisme i det filmiske landskab, også når man ser på filmens visuelle side, som ligner “ægte film” fra de gode gamle dage.

Og apropos de gode gamle dage, så er det jo også selveste William Friedkin, der har instrueret filmen. Tænk på nogle af jagtscenerne i Friedkin-hovedværker som The French Connection (1971) og To Live and Die in L.A. (1985), han var en mester til den slags.

Friedkin, der døde i 2023, var i det hele taget én af de store. Udover de to, jeg allerede har nævnt, var han også instruktøren bag film som Sorcerer (1976), Cruising (1980) og mesterstykket i form af The Exorcist (1973).

Udover Friedkin så har The Hunted et stærkt hold af skuespillere på plakaten, ikke mindst Tommy Lee Jones og Benicio del Toro.

De to har, med ganske få ord, et godt samspil som læremesteren og eleven, som jægeren og den jagede. At Tommy Lee Jones både spiller jægeren i The Fugitive og The Hunted gør ikke det store, for han gør det fremragende. Som altid.

Del Toro formår med få virkemidler og imponerende fysiske udfoldelser at skabe en karakter, en PTSD-ramt soldat, der bider tilbage som en såret hund, som man tror på. En karakter man både frygter og har sympati for.

På trods af de store navne både foran og bagved kameraet, blev The Hunted ikke nogen kommerciel succes. Og mange anmeldere så den bare som en Rambo-klon. Men at de synes det, gør heldigvis ikke filmen dårligere.

Med Rambo-brillerne på

I forhold til Rambo er det vigtigt at bide mærke i, at Hallam minder om den Rambo, vi møder i David Morrells roman First Blood fra 1972 og ikke så meget den, vi møder i filmen: En hård og brutal type, der ikke har problemer med at skære folks struber over!

I forhold til filmen er der så klare paralleller til læremester/elev-tanken og, ikke mindst, i forhold til den visuelle skildring af naturen. Rent visuelt er The Hunted, som det også var tilfældet med First Blood, en lækkerbisken med skønt kameraarbejde på velvalgte locations og ikke tam CGI og green screen. Nej, det er som at være der selv, og det er vigtigt i forhold til filmens nerve og ægthed.

En lille krølle på anakronisme-halen ser man, da vi nærmer os filmens slutning. For her kommer en klassisk montagesekvens, hvor de to kombattanter gør sig klar til det endelig opgør, hvor de gør deres knive klar!

Det er en skøn, skøn sekvens og fortæller tydeligt historien om en film, der ligner noget fra en anden tid – altså på den gode måde! Her er ikke CGI og kampscener, hvor man ikke kan se, hvad der foregår. Nej, her er det råt, brutalt, ægte og lige i hovedet på tilskueren.

Velfortalt jagtfilm, tak!

Nyd også den poetiske slutning. Med ulven. Det vækker mytologisk genklang, når man husker på fortællingen om Abraham og de to sønner.

Nyd i det hele taget en skarpt fortalt jagtfilm, underholdende, voldsom og flot. En film hvor der er skåret ind til benet.

Anmeldt i nr. 223 | 13/06/2024