Planet Pulp

Kender man ikke til den chilenskfødte instruktør og tegneserieforfatter Alejandro Jodorowsky, bør man nok tjekke nogle af mandens tidligere film som Fando y Lis (1968) og El Topo (1970), før man giver sig i kast med, hvad der i mine øjne nok er mandens bedste film – The Holy Mountain. Ikke fordi filmene har nogen egentlig sammenhæng, men mere for at lære Jodorowskys specielle stil bedre at kende trin for trin.

I Fando y Lis starter han godt ud og lader op til El Topo, der blev en midnats-kultklassiker, men det er i denne film, at der satses stort med alt, hvad den kan trække af symboler, religiøse og spirituelle ritualer og så videre og så videre.

Har man allerede set El Topo og er af den overbevisning, at det ikke bliver meget mere specielt og underligt, kan man godt tro om igen, da The Holy Mountain næsten er drevet udelukkende på symbolisme og scener, der nok skal få dig til at sige “what the fuck” til din fjernsynsskærm. Flere steder sidder man ligefrem og river sig i håret over de bizarre ting, Jodorowsky kaster i hovedet på os, og jeg kan med garanti love, at de bliver hængende længe efter, filmen er slut.

What the fuck?!

Dette kan måske lyde skræmmende for de personer, der foretrækker en klar, lineær film uden de store religiøse og symbolske emner, men alt dette er netop med til at gøre The Holy Mountain til en film, du med garanti ikke finder noget andet sted.

At gengive handlingen i The Holy Mountain er nærmest en umulig opgave – mest fordi store dele af filmen er uden dialog og fyldt med symbolik, der skal ses, før man forstår, hvad der egentlig sker. Jeg vil ikke gå i dybden med analyser og så videre i denne anmeldelse, da der nok er ligeså mange fortolkninger af filmen, som der er mennesker i verden.

Vi følger en ung tyv, da han vågner op i en ørken og bliver korsfæstet af en gruppe nøgne børn, der bagefter begynder at stene ham. Han formår dog at kravle ned af korset og skræmme dem væk, hvorefter han møder en arm- og benløs dværg, som han deler en joint med (under optagelserne blev der taget en del stoffer).

Duoen fortsætter ind til en storby, hvor en gruppe mænd (den ene klædt ud som nonne) drikker tyven fuld og afstøber Kristusfigurer af ham. Han bliver mildest talt ikke glad, da han vågner op i en lagerhal fyldt med kopier af sig selv, og han går derefter i gang med at destruere hver og en.

Tyven og manden fortsætter ind til et stort torv, hvor et kæmpe rødt tårn rejser sig op mod himmelen. Ud af tårnet sænkes der et reb med en pose guld for enden. Da tyven ser sit snit, hopper han på rebet og begiver sig op af tårnet for at finde ud af, hvor guldet kommer fra.

Inde i tårnet møder han en hvidklædt alkymist (spillet af Jodorowsky selv) og hans halvnøgne assistent. Alkymisten spørger tyven, om han vil have guld. Tyven svarer selvfølgelig ja, og bliver derefter bedt om at skide i en skål, der igennem en vanvittig proces bliver omdannet til en klump guld. Alkymisten siger derefter til tyven “You are excrement. You can change yourself into gold”, og tyven bliver hans første af otte lærlinge.

Herefter ser vi baggrundshistorier for syv andre tyve i verdensrummet som Mars, Venus og så videre. Alkymisten tager alle disse personer under sine vinger i en spirituel rejse, der vil ændre dem for altid.

Vanvittige og helt skudt i låget

Der bruges knap en halv time på at fortælle de andre syv personers historie. Nogle af dem er ret sjove og andre bare fuldstændig vanvittige og helt skudt i låget. Vi møder f.eks. en kvindelig våbenproducent fra Mars, der laver pistoler, formet som kors, guitarer, blomster og så videre.

Denne del af filmen er meget morsom de første par gange, man ser filmen, men man føler lidt, at Jodorowsky mister fokus, og det går desværre ud over resten af filmen. Flere af baggrundshistorierne er lidt for udpenslede, og det ville måske have været bedre, hvis det var blevet opsummeret kort.

Heldigvis kommer Jodorowsky stærkt igen i filmens sidste halvdel, hvor gruppen skal igennem en række prøvelser, hvor de må se deres frygt i øjnene og overvinde de udødelige, der bor på det hellige bjerg. Vil det lykkedes for gruppen at overmande dem og selv blive udødelige, eller er det hele blot en illusion? Jeg vil lade spørgsmålet stå, sammen med Jodorowskys sidste replik: “Goodbye to the holy mountain. Real life awaits us.”

Filmens sidste scene kan forekomme komisk og malplaceret, men Jodorowsky lader sit publikum (og skuespillerne) om selv at vurdere, hvor meget der er illusion og hvor meget, der er virkelighed her i livet. Man kan sikkert skrive en hel bog om, hvordan slutningen og resten af filmens skal fortolkes, men ofte er disse dybere analyser og fortolkninger med til at fjerne noget af den magi, filmen ellers er indhyllet i. Derfor vil jeg heller ikke bruge mere tid på at referere handlingen her, da man bedst går ind til en Jodorowsky-film med et rent sind.

The Holy Mountain er efterhånden blevet kørt igennem DVD’en flere gange herhjemme, og hver gang er det som at se en ny film. Ikke fordi handlingen overrasker på ny hver gang, men fordi man med tiden glemmer de mange små ting i filmen.

Det er ikke altid, man lægger mærke til de mindre detaljer i en film, som hvad der f.eks. står i baggrunden, eller hvad der er malet på en væg. Og i en Jodorowsky-film er det ikke blot en almindelig vase eller et gammelt maleri, der er i baggrunden. Alt i filmen har en helt speciel stil, og man bør unde sig selv at pause filmen flere steder og nærstudere de rekvisitter og lokaler, der bliver brugt.

Superlækker udgivelse

Skiven fra Anchor Bay, der indgår i boksen The Films of Alejandro Jodorowsky, er superlækker og indeholder en masse ekstra guf for dem, der skulle have lyst til at dykke endnu længere ned i mandens film. Billedsiden er ganske fin om end lidt slidt hist og her, men det er ikke noget, der ødelægger resten af oplevelsen. Lydsiden er til gengæld ikke helt uden mangler.

Dialogen er på engelsk, og det er uanset, om skuespillerne har kunnet tale engelsk eller ej. Jodorowskys egne replikker bliver derfor en smule mudrede og med tyk dialekt, som kan være lidt svær at abstrahere fra. Kan man se igennem fingre med dette, og at lyden på nogle tidspunkter bliver lidt for høj og skinger, så er der ikke meget at sætte en finger på.

Både The Holy Mountain og El Topo er siden blevet udgivet på Blu-ray, og her kommer de bizarre billedopsætninger virkelig til deres ret. Disse skiver koster selvfølgelig lidt mere, så hvorfor ikke gå fuldt ud og investere i Anchor Bays flotte udgivelse, der er proppet til randen med guf?

Anmeldt i nr. 75 | 13/01/2012