The Grudge 2

The Grudge 2 er en betydeligt mindre vellykket film end sin forgænger, der var en remake af den japanske Ju-on fra 2003. Den første amerikanske remake var en ret tro genfortælling af det japanske forlæg, men i toeren er der i langt højere grad tale om en blandet landhandel. Historien til fortsættelsen blev ifølge rygterne til under en 8-timers brainstorming-session, hvor instruktøren Takashi Shimizu, manuskriptforfatteren Stephen Susco og adskillige andre, deriblandt producerne Takashige Ichise, Robert Tapert og Sam Raimi, kastede idéer frem og tilbage.

For lidt nyt under solen

Ikke et ondt ord om brainstorming, som kan være en særdeles frugtbar proces under de rette omstændigheder, men denne gang synes der er at være tale om det gamle ordsprog om for mange kokke… Enten det, eller også har manuskriptforfatteren Susco, som i øvrigt også stod bag manus til den første film, bare ikke været i stand til at sortere godt nok i de mange idéer, der kom frem, for desværre kommer The Grudge 2 til at virke lidt rodet.

Ret skal imidlertid også være ret, og The Grudge 2 er ikke nogen frygtelig film. Inkarnerede J-Horror-fans vil sikkert finde meget i filmen, som de godt kan lide – især hvis de var glade for den første film – men for de af os, der har et mere kritisk forhold til japanske og japansk-inspirerede gysere, er der simpelthen for lidt nyt under solen til, at The Grudge 2 kan holde interessen.

Bad mistake

Filmen begynder umiddelbart efter at den første film sluttede. Her kunne man godt have sin tvivl om, hvorvidt Karen Davis (Sarah Michelle Gellar) overlevede sit sidste møde med det morderiske spøgelse Kayako, men åbenbart klarede hun den. Hun befinder sig nu på hospitalet i stærkt sindsoprevet tilstand. Hendes mor, der er syg og sengeliggende i USA, sender Karens lillesøster Aubrey (Amber Tamblyn) af sted til Tokyo for at hente Karen hjem, og så ved vi jo godt, at det nok ender galt.

Det blev tydeligt allerede i den første film, at hvis man én gang har haft kontakt med forbandelsen – titlens “Grudge” – så er man dødsens, og derfor kan det kun være et spørgsmål om tid, før Karen også tager billetten. Spørgsmålet er nu bare, om også Aubrey involveres i affæren. Og selvfølgelig gør hun det – ellers havde der jo ikke været nogen grund til at lave en toer.

Aubrey bliver da også ret hurtigt vidne til, at Karen tages af dage, og på foranledning af journalisten Eason (Edison Chen) bliver Aubrey involveret i en undersøgelse af, hvad der er foregået i Saeki-familiens hus. Bad mistake! Nu hænger Aubrey også på forbandelsen, men sammen med Eason lykkes det hende alligevel at finde ud af lidt mere om Kayako og måske en yderligere forklaring på, hvorfor hun er endt som et drabeligt spøgelse.

Det er en langhåret historie om, at Kayakos mor var en slags eksorcist, der kunne tage alskens onde ånder og dårligdomme ud af folk, hvorefter hun fjernede dem ved at fodre dem til sin datter. Hvordan i alverden der skulle komme noget godt ud af det, må guderne vide, men alt i alt lader det da også til, at denne søgte forklaring faktisk ikke har særligt meget på sig. Da det lykkes Aubrey at finde hende, benægter moderen i hvert fald, at eksorcismerne skulle være kilden til Kayakos gengangeri.

To andre plottråde

Sideløbende med historien om Aubrey kører to andre plottråde. Den ene åbner faktisk filmen efter en kort indledning, der – ligesom i den første film – først giver mening henimod slutningen. Den ene af disse handlingstråde handler om tre skolepiger – to amerikanere og en japaner – der tager hen i det tomme Saeki-hus for at få sig en gyselig oplevelse. De tror naturligvis ikke på spøgelseshistorien, men det skulle de have gjort, for det ender galt for dem. Også de indfanges af forbandelsen, og i løbet af filmen følger vi de tre piger og den måde, hvorpå Kayako og sønnen Toshio efterhånden får bugt med dem.

Den sidste handlingstråd er den mest mystiske. Den er relateret til filmens indlednings-scene, og forklaringen går først op for publikum til allersidst. Denne del af handlingen fortælles primært gennem drengen Jakes øjne, og foregår i USA, hvor Toshios spøgelse pludselig dukker op i en lejlighedsbygning. Det tager os ikke længe at regne ud, at Toshios opdukken hænger sammen med den hættetrøjeklædte skikkelse, som naboerne i begyndelsen af filmen fører ind i deres lejlighed. Herefter begynder Jake (Matthew Knight) at se og høre mærkelige ting i bygningen, og først til allersidst går det op for os, at denne del af handlingen er nært forbundet til handlingstråden om de tre skolepiger.

Da dette afsløres går det også op for seeren, at Stephen Susco i sit manuskript har forsøgt at fortælle filmen i den samme ikke-lineære stil, som den første The Grudge, men at det ikke lykkes ordentligt for ham. Desværre ender de to sekundære plotelementer med at gøre filmen mere usammenhængende end godt er, og det er også ret tydeligt, at de er tilføjet for at undgå, at filmen skulle komme til at minde for meget om etteren.

Genbrug

Hvis handlingen kun havde været centreret omkring Aubrey og hendes undersøgelse af, hvad der egentlig skete med hendes søster, ville historien med stor sandsynlighed have lignet den første i meget stor udstrækning, og det ville jo alt andet lige have været ret uinteressant. At tilføje et par ekstra plottråde for at gøre toeren mere varieret er sådan set ikke en dårlig idé, men desværre er de ikke troværdige – i alle tilfælde ikke på den måde, de er fortalt. De er heller ikke specielt originale – vi oplever her en hel del decideret genbrug fra den første film. Spøgelset-under-dynen genbruges, og det samme gør Kayakos anvendelse af mobiltelefoner for at skræmme sine ofre.

Interessant nok er basis for begge disse handlingstråde hentet fra et af segmenterne i den originale japanske Ju-on, som altså ikke fandt vej til den første amerikanske remake. Der er naturligvis foretaget en hel del ændringer, f.eks. eksisterer hele USA-delen kun i den amerikanske toer, ligesom manuskriptforfatteren Stephen Susco har puttet en hel del mere materiale ind i denne del af historien. Det ændrer dog ikke på, at selve idéen og mange af delelementerne kommer direkte fra Ju-on.

Heller ikke den del af handlingen, der omhandler Aubrey, kan undsige sig fra at være gedigent uoriginal. På trods af, at der her et par ganske opfindsomme nye idéer til, hvordan Kayako kan dukke op, lugter hele plottet om Kayakos barndom af noget, vi har set før. Og om ikke andet bærer konceptet præg af at være en efterrationalisering for at give toeren noget mere plot, og for at give mulighed for, at hovedpersonen har noget at efterforske.

Gøder jorden for en treer

Endelig kan det nævnes, at toeren gøder jorden for en treer, som da også er på vej. Det gør den ved at antyde, at den brand, som Karen antændte i Saeki-huset i slutningen af den første film (men som altså ikke ødelagde huset), har gjort tingene værre. Nu har forbandelsen – af uransagelige årsager – muligheder for at sprede sig til andre steder, og det er naturligvis også det, vi bliver vidner til i de to sideplots.

Dette greb gør det naturligvis muligt for producenterne at lave en treer, der udelukkende foregår i USA og dermed spare optagelser i Japan. Konceptet med, at forbandelsen kan sprede sig, antydes faktisk allerede i den japanske original, ligeledes i forbindelse skolepigerne, men fandt aldrig rigtig vej til den amerikanske remake.

Ikke komplet spild af tid

Men er The Grudge 2 så et komplet spild af tid? Nej, ikke helt. Som nævnt vil inkarnerede J-Horror-fans nok finde en del at komme efter, især dem, der savnede skolepigetråden i The Grudge, og der er da også en række udmærkede gåsehudsfremkaldende øjeblikke undervejs. Det er også Takashi Shimizu, der har stået bag kameraet denne gang, og hans evne til at skabe stemninger igennem lyddesign og det samme dvælende billedsprog, der kendetegnede etteren, virker sådan set også efter hensigten denne gang.

Problemet er bare, at vi har set langt det meste af det før, og hvis man skal underholdes af The Grudge 2 kræver det, at man er i stand til at se igennem fingre med filmens uoriginalitet. Hvis man er det, skal man nok kunne lade sig underholde moderat, om end man ikke kan undgå at blive irriteret over den rodede måde filmens plottråde hænger sammen på.

Hvis man derimod er typen, der kræver andet og mere end en mere eller mindre direkte gentagelse af en allerede afprøvet opskrift, bør man nok lade filmen stå på hylden.

The Grudge 2 er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.

Anmeldt i nr. 18 | 13/04/2007

Stikord: 2’er, Fortsættelse, J-Horror, Japan, Spøgelser