Planet Pulp

John Carpenters fjerde spillefilm (fraregnet tv-film) er en uhyre enkel, men særdeles effektiv lille spøgelsesgyser.

Handlingen foregår i den lille californiske kystby Antonio Bay, der står overfor at skulle fejre sit 100-års jubilæum. Men lige over midnat på jubilæumsdagen begynder der at ske mærkelige ting og sager i Antonio Bay.

I den lokale præstegård falder en sten pludselig ud af muren og afslører en gammel dagbog, skrevet af præstens bedstefar. Benzinstandere går i gang med at pumpe af sig selv. Ruder knuses uden påviselig grund. Og alle byens hunde begynder at gø.

Værst går det dog ud over tre fordrukne fiskere på havet ud for Antonio Bay. Deres lille fiskerbåd indhylles i en sær, lysende tåge. Og der er noget i tågen…

Fragmenteret fortællestil

Mere behøves der næsten ikke at siges om handlingen i The Fog – dels for at undgå spoilers, dels fordi plottet, trods sin enkelhed, er fortalt på en ganske fragmenteret facon, gennem en række forskellige personer, hvilket ville gøre et mere detaljeret resumé ganske langstrakt.

Lillebyen er befolket af en række mere eller mindre kendte skikkelser. Den fordrukne præst spilles af Hal Holbrook, byens borgmester spilles af Janet Leigh, mens Adrienne Barbeau (der på det tidspunkt var gift med Carpenter) spiller ejeren af byens lokalradio, der er henlagt til et gammelt fyrtårn.

I andre roller ses bl.a. Jamie Lee Curtis (Janet Leighs datter) som en blaffer, der tilfældigvis passerer igennem Antonio Bay, lige inden den overnaturlige tåge ruller ind og Tom Atkins som handlekraftig macho-mand, der samler Curtis op.

Hver især involveres de forskellige personer i plottet – eller rettere: De udsættes for plottet. For de kan gøre meget lidt andet end at reagere på, hvad der sker.

I dagtimerne på jubilæumsdøgnet, hvor tågen ikke er der, undersøger macho-manden og blafferen hvad der er sket med de forsvundne fiskere, men mere udrulning af plottet er der ikke tale om, førend præsten lægger kortene på bordet i en ekspositionstung scene hen mod filmens slutning.

Det er måske alt andet end elegant, men på dette tidspunkt er stemningen så tyk, at man er helt ligeglad med den slags.

Truslen fra tågen

For tågen – og de uhyggelige skikkelser i den – har på det tidspunkt for længst taget nogle af de ofre, de kræver.

Det er sket igennem nogle uhyre enkle scener, hvor tågen lægger sig tykt om byens huse efterfulgt af en tung banken på døren, bl.a. hos den lokale meteorolog og radioværtens søn, der bliver passet af en ældre dame, mens mor er på arbejde.

Og selvfølgelig åbner de døren…

Den virkelige styrke i The Fog ligger derfor i de enkelte scener, når tågen ruller ind over Antonio Bay.

Fra den indledende scene ombord på den lille fiskekutter og til filmens klimaks, er det truslen fra tågen, der er filmens egentlige omdrejningspunkt, eksistensberettigelse og primære stemningsskabende virkemiddel.

Tableaupræget

På den måde er der noget tableaupræget over The Fog, der bestyrkes af filmens fragmenterede fortællestil og næsten totale mangel på et regulært, fremadskridende plot.

Heldigvis er Carpenter en mester i at opbygge en tyk stemning af rædsel med ufatteligt enkle midler. Det oplevede vi allerede i Halloween (1978), og det er den samme enkelhed, der skaber stemningen i The Fog, selvom The Fog er endnu enklere end Halloween.

Også det faktum, at det, tågen gemmer på, kun antydes som en række skikkelser og silhuetter er med til at øge uhyggen. Vi kan se, at skikkelserne er mennesker – eller har været det – og at de er bevæbnede med forskellige former for maritime våben: kroge, sabler og lignende.

Men noget egentligt kig på skikkelserne får vi aldrig – på nær en enkelt, heldigvis kort, indstilling hen mod slutningen af filmen.

Lejrbålshistorie

Det ville være forkert at sige, at The Fog har spøgelseshistoriens simplicitet, for spøgelseshistorier er mange ting, og nogle spøgelseshistorier er alt andet end simple.

Det vil være mere korrekt at sige, at The Fog har lejrbålshistoriens simplicitet. Omkring lejrbålet er der ikke tid til lange, komplekse udredninger eller et avanceret plot. Lejrbålshistorien fordrer enkelhed, og det er netop den enkelhed, der præger The Fog.

Det er da også sigende, at filmen åbner med netop en lejrbålshistorie, der i store træk udlægger grundlaget for handlingen, da en gammel søulk fortæller en flok børn om skibet Elizabeth Danes forlis.

Forrygende lille gyser

Det er nemt at pege på mærkværdigheder og huller i den måde, Carpenter og hans medforfatter Debra Hill vælger at fortælle historien på.

Bl.a. er der en scene, hvor én af de døde fiskere pludselig rejser sig og stavrer hen mod Jamie Lee Curtis’ karakter. Det er en unægteligt effektiv horror-scene, der imidlertid ikke giver nogen som helst form for mening i relation til resten af plottet.

Men denne scene – og adskillige andre – skulle angiveligt være tilføjet efter omfattende re-shoots, fordi Carpenter ikke var tilfreds med sit oprindelige cut af filmen.

Det forklarer til dels den noget fragmenterede og tableauprægede fortælleform, der præger The Fog, men ikke fuldstændigt.

Heldigvis er filmen så stemningsfuld, at man er villig til at tilgive disse mærkværdigheder, men det betyder også, at The Fog er en film, man ikke skal spekulere så meget over, som man ganske enkelt skal lade sig opsluge af stemningen.

Er man parat til at gøre det, er The Fog en ganske forrygende lille gyser, der tåler mange gensyn, og som bestemt heller ikke er blevet dårligere med årene.

Anmeldt i nr. 151 | 13/05/2018

Stikord: Spøgelser