The Fly

“…I’ve stumbled on the most important discovery since man sawed off the end of a tree trunk and found the wheel. The disintegrator-integrator will change life as we know it. Think what it’ll mean. Food. Anything, even humans, will go through one of these devices. No need for cars or railways or airplanes… There’ll never be a need or famine. Surpluses can be sent instantaneously at almost no cost, anywhere. Humanity need never want or fear again!” (André Delambre, The Fly, 1958)

Fra Playboy til Mel Brooks

The Fly var oprindelig en novelle, skrevet af den fransk/engelske forfatter George Langelaan, som blev publiceret i Playboy Magazine i juni 1957.

Filmatiseringen af denne kom i 1958, og er den nu klassiske sci-fi-horrorfilm med Vincent Price. Den fik to efterfølgere, Return of the Fly (1959) og den engelskproducerede Curse of the Fly (1965). Alle tre film distribueret af Twentieth Century Fox.

I midten af 1980’erne stod Stuart Cornfeld med et manuskript af Charles Edward Pogue, som han ønskede skulle filmatiseres. Der var tale om en ny version af The Fly, baseret både på Langelaans novelle og den originale film fra 1958.

Pogue havde skrevet en mere nuanceret historie, hvor den væsentligste ændring var at gå væk fra, at videnskabsmanden André Delambre bytter arm og hoved med en husflue, men lade konsekvensen af det fejlslagne videnskabelige forsøg være en omfattende metamorfose.

På det tidspunkt havde Fox (stadig) filmrettighederne, men de var ikke synderligt interesserede i at producere. De indvilligede i at distribuere filmen, hvis Stuart Cornfeld selv kunne finansiere produktionen.

Cornfeld gik som den første til Mel Brooks (Brooksfilms). De to havde tidligere arbejdet sammen på David Lynchs The Elephant Man (1980). Brooks var straks med ombord, og således startede en produktion, der skulle få en meget tragisk start.

En tragedie baner vejen for David Cronenberg

Stuart Cornfelds første valg til at instruere var David Cronenberg. The Fly (1958) var et tidligt eksempel på body horror, et koncept/en subgenre, Cronenberg havde ført til nye højder med nogle af sine tidlige film, som Shivers (1975) og Rabid (1977). Han var skabt til denne remake.

Men Cronenberg var på dette tidspunkt dybt involveret i Total Recall. Så i stedet fik Cornfeld fat i den unge engelske instruktør Robert Bierman, der havde imponeret med kortfilmen The Rocking Horse Winner (1983).

Bierman var meget involveret i produktionen, da hans datter blev liver dræbt i en tragisk færdselsulykke på en ferie i Sydafrika med Biermans kone. Bierman må forlade The Fly. Mel Brooks holdt produktionen på pause i det meste af et år af hensyn til den unge instruktør, og hvad dette projekt kunne betyde for hans fremtidige karriere.

Men i sidste ende måtte Robert Bierman takke nej. I mellemtiden havde David Cronenberg forladt Total Recall, og The Fly kunne således få den perfekte instruktør. Det var også det bedste for Total Recall, som også fik den perfekte instruktør i Paul Verhoeven.

Om The Fly ville have skabt en anden karriere for Robert Bierman er umuligt at vide. Men han fik i hvert fald instrueret én uforlignelig genre-perle, Vampire’s Kiss (1988) med Nicolas Cage i en af karrierens mest vanvittige roller. Robert Bierman har til dato aldrig set David Cronenbergs The Fly…

Brundlefly

Cronenbergs version omhandler videnskabsmanden Seth Brundle (Jeff Goldblum), der har opfundet en teleporteringsmaskine. En opfindelse der selvsagt vil revolutionere verden, som vi kender den, med uanede muligheder for at gøre godt for menneskeheden.

Brundle ønsker at introducere maskinen for verden gennem journalisten Veronica “Ronnie” Quaife (Geena Davis). Maskinen er ikke færdig, da den kun kan teleportere ting og ikke levende organismer – hvilket vises i et forsøg på at teleportere en bavian, der på grusom vis får vrangen vendt ud.

Mens de sammen arbejder på at fuldende maskinen, udvikler Brundle og Veronica et stormende kærlighedsforhold. Og Ronnie skal vise sig at være den muse, Seth Brundle havde brug for, til at kunne få computeren til at acceptere og forstå “kødet” og dermed teleportere organiske, levende ting.

Men i et øjeblik af misforstået kærlighedssorg, teleporterer Brundle sig selv, men overser i sin oprevne sindstilstand, at en flue er kommet ind i maskinen sammen med ham. Computeren misfortolker data og laver en gensplejsning mellem Brundle og fluen.

Til at starte med giver det tilsyneladende Brundle ufattelig fysisk formåen og kæmpe intellektuelt overskud, sammen med en imponerende virilitet og et umætteligt behov for sukker.

Men snart begynder både hans krop og sind at forandre sig i retning af noget i stigende grad grusomt og umenneskeligt. Veronica ender i et urimeligt dilemma, hvor hun må gøre op med sig selv, hvor længe et nyfundet forhold kan klare Brundles stigende krav om hendes dedikation til hans nye liv og i stigende grad vanvittige planer. Og hans umættelige sexlyst! Men så finder Veronica ud af, at hun er gravid…

Jeff Goldblum og Geena Davis – kemien var ægte

David Cronenberg havde lavet en drastisk omskrivning af Charles Edward Pogues manuskript, således at handling og plot blev ren karakterdrevet. Så det var altafgørende, at hovedrollerne blev besat korrekt.

Jeff Goldblum var fra start en af både producerens og instruktørens favoritter. På dette tidspunkt var Goldblum kæreste med Geena Davis. De to ville sammen læse manuskriptet og øve Goldblums replikker.

Der var ingen tvivl om, at den kvindelige hovedrolle var attraktiv, og Goldblum og Davis følte, de sammen ville kunne skabe noget specielt med The Fly.

Geena Davis kom til casting som den første til rollen som Veronica Quaife, og herefter var Cronenberg overbevist. Producerne insisterede dog på, at andre skuespillerinder kom til casting. Kærestepar på et filmset er og vil altid være tricky. Men ingen af de øvrige prøvefilmninger var i nærheden af det, Geena Davis havde vist.

Oscarvindende special effects

David Cronenberg samlede hele det produktions-team, som havde arbejdet med ham på stort set samtlige film, han havde lavet op til dette tidspunkt. Og vanen tro skulle optagelserne finde sted i Cronenbergs hjemby, Toronto, Canada.

Til at styre de omfattende special effects, specielt på makeup-siden, kom Chris Walas, som havde arbejdet med Cronenberg på Scanners (1981). Og hele produktionen var fra start under ekstremt tidspres.

Seth Brundle skulle gennemgå en trinvis fysisk transformation/forfald, der ville kræve, Jeff Goldblum skulle have mere og mere makeup på, hvor han taber tænder og hår, han rykker sine negle af, og til sidst ender i en heldragt af plasma.

Der skulle bygges kunstige hoveder, der kaster ætsende flue-gylp op, og animatronics i hel størrelse af det fluevæsen, der i klimaks kommer frem fra Seth Brundles hud. Der blev endda bygget et vanvittigt imponerende roterende set, der giver illusionen af, at Brundle kravler på vægge og lofter.

Derudover ønskede Cronenberg, at videnskaben i filmen skulle være troværdig. Ikke bare blinkende apparater, som i de oprindelige versioner. Så der skulle bygges og hentes elektronik, der skulle gøre det ud for teknologi, der var sci-fi, men som virkede “sandsynligt”.

Mest imponerende (og sjovt) er selve de pods, eller kaplsler, der teleporterer. David Cronenberg bad om, at disse blev designet efter den karburator, der sad på hans klassiske Ducati-motorcykel.

The Fly kom i mål på mest fantastiske vis, grundet det team, der var vant til at arbejde med Cronenberg – en velsmurt maskine, nærmest en familie. Og dygtige, kreative effekt-folk, som var unge og sultne og nærmest klar til at arbejde sig ihjel for David Cronenberg.

Chris Walas og Stephan Dupuis vandt meget fortjent, men ikke overraskende, en Oscar for Best Makeup.

Og der er ingen tvivl om, at den store stjerne i The Fly er Walas’ og Dupuis’ special effects. Men Jeff Goldblums all in-præstation anses stadig for at være noget, der blev overset ved Oscar-uddelingen det år. Men tilbage i 1987 var det kutyme, at akademiet overså horror-genren. Dette ændrede sig først med The Silence of the Lambs (1991).

Voldsomme reaktioner i 1986

Tilbage i 1986 skræmte The Fly publikummer fra vid og sans, og folk fik det dårligt. Reaktionerne var til tider så voldsomme, at visse personer forlangte, denne slags film skulle forbydes ved lov.

Jeg så filmen i den hedengangne Grand Teatret i Randers. Og jeg husker tydeligt, der var en mand, der skreg som en kvinde på et tidspunkt. Det var, da Seth Brundle i et fremskredent forvandlingsstadie sprang igennem ruden til hospitalet for at forhindre Veronica i at få en abort.

Hun var naturligvis bekymret for, hvilken tingest der var ved at gro i hendes livmoder. Jeg havde set Cronenbergs tidligere film, The Brood (1979), Scanners (1981) og Videodrome (1983). Jeg mindes, jeg faktisk synes, The Fly var ret mainstream af en Cronenberg-film at være. Og at folk, der kunne blive skræmt over denne film mildest talt måtte være svagpissere.

Sublim brug af body horror

Når jeg ser filmen i dag, mange år ældre, rammer The Fly på en helt anden måde. Til trods for, filmen er en remake, er den i høj grad en Cronenberg-film, med alle hans karakteristika.

Body horror er selvsagt en exploitation-genre, der viser den menneskelige krop gå i forfald på alle tænkelige og utænkelige måder. Men brugt intelligent er det med en underliggende, dybere tematik en genre, der kan vise menneskets skrøbelighed og fordærvelse.

Cronenberg bruger den hæslige metamorfose i The Fly som en allegori over alderdom og sygdom. Han instruerede Jeff Goldblum og især Geena Davis til at se forvandlingen som sygdomme som kræft og Alzheimers – hvor dem, man elsker, på hjerteskærende vis forvandles til noget uigenkendeligt. Alderdom og sygdom er noget, vi alle før eller siden kommer til at forholde os til.

En tragisk kærlighedshistorie og videnskabelig hybris

Men den karakterdrevne del af filmen er også et trekantsdrama – mellem Seth Bundle, Veronica Quaife og dennes ekskæreste og redaktør, Stathis Borans (perfekt slesk spillet af John Getz). Når jeg tænker på The Fly nu, så tænker jeg på en hjerteskærende sørgelig kærlighedshistorie. En tragedie.

Og så er der tematisk den videnskabelige hybris. Replikken, der starter denne anmeldelse, er fra den originale The Fly fra 1958. Men tydeligt noget, Cronenberg har taget med i denne film. Og en del af det, der har tiltrukket ham til projektet. Frankenstein-syndromet. The mad scientist. Hvad sker der, når videnskabsmænd (altid med de bedste hensigter) prøver at være Gud? Selvom vi kan – bør vi så gøre det?

Jeg lytter ofte til den fantastiske musik af Howard Shore. Og tematisk er der en fantastisk moody horror-side, men musikken indeholder netop også sorg.

BE AFRAID. BE VERY AFRAID

… er den berømte tagline til The Fly og også en replik af Geena Davis i filmen. Det er efter sigende et af Mel Brooks’ bidrag.

Brooks er mest kendt som skuespiller og instruktør for udødelige klassikere indenfor komedie, som The Producers (1967), Young Frankenstein (1974) og Blazing Saddles (1974), men viste sit sande geni ved at være producer i alternative, mørke genrer.

Chris Walas instruerede efterfølgeren The Fly II (1989) med Eric Stoltz. Handlingsmæssigt er det om det “barn”, Veronica Quaife føder.

Ingen tvivl om, at Chris Walas ville vise, hvad en fuldt udviklet Brundlefly kunne gøre mod folk. Filmen blev afskrevet som bras. Men når man genser en restaureret version af filmen på Blu-ray – ja, så ligger den flere niveauer over det horror, der produceres i dag.

Anmeldt i nr. 225 | 13/08/2024

Stikord: Filmatisering, Remake