The Final Conflict

The Final Conflict (dansk titel: Tegnet III) er den tredje film i Omen-serien, og afslutter dermed trilogien. Damien Thorn er nu 32 år gammel (spot selv symbolikken), selv om filmen er lavet i 1981, blot fem år efter den første film, hvor Damien var en lille dreng på fem år. Dermed tilbagedateres handlingen i begge de to tidligere film. Det samme skete også i Damien: Omen II. Den blev lavet i 1978, og da var Damien pludselig ni år gammel. Men det skal man nok ikke tænke for meget over. Producenterne har i hvert fald ikke gjort det.

We’re on a mission from God…

Damien spilles nu af en ung Sam Neill, og står i spidsen for Thorn Industries, samtidig med at han har politiske ambitioner. I begyndelsen af filmen får han ryddet den amerikanske ambassadør i London af vejen, så han selv kan få tilbudt posten. Ambassadøren møder en rottweiler under sin gåtur, og beslutter sig derefter for at begå selvmord.

At manuskriptforfatteren har valgt at bringe rottweilerne fra The Omen tilbage er en god idé, men ravnene fra Damien: Omen II figurerer ingen steder, og det styrker bare fornemmelsen af, at de tre film hænger meget dårligt sammen. I øvrigt er ambassadørens ret spektakulære selvmord lige i begyndelsen, filmens eneste nogenlunde vellykkede scene.

Samtidig med at Damien iværksætter sine planer for at blive ambassadør, er nogle italienske munke kommet i besiddelse af de syv Megiddo-knive, der allerede figurerede i den første film, og som er de eneste våben på jorden, der kan dræbe Damien. Munkene kommer fra det selvsamme kloster, som Robert Thorn (Gregory Peck) og fotografen Jennings (David Warner) besøgte i den oprindelige film. Af samme grund ved munkene, at Damien er Antikrist, og de iværksætter nu en mission for at slå ham ihjel.

Samtidigt med dette varsler en bestemt stjernekonstellation Kristi genkomst; genfødslen af Jesus som et lille drengebarn. Det finder naturligvis også sted i England, så handlingen kan koncentreres til ét land. De italienske munkes mission er dobbelt: Dels at myrde Damien Thorn, dels at finde det genfødte Jesusbarn før Thorn og hans kumpaner, som i øvrigt alle ved, hvem og hvad Damien er.

Barnemordet i England

I England møder Damien journalisten Kate Reynolds (Lisa Harrow), som forelsker sig i ham, og hendes søn bliver uden hendes viden indlemmet i Damiens slæng af sataniske disciple. Da stjernekonstellationen indtræffer, og Jesusbarnet genfødes, påbegynder Thorn et veritabelt barnemord idet han sender sine mange disciple ud for at myrde alle drengebørn, der blev født på den bestemte nat.

Munkenes mission går naturligvis ikke helt efter planen, og i stil med Damien: Omen II myrdes de i takt med, at de er lige ved at komme tæt på deres mål. Samtidig er Damien dog ved at blive desperat, for efter Kristi genfødsel kan han mærke sine kræfter svinde langsomt ind, så han bliver mere og mere opsat på at finde barnet og myrde det. Det fører naturligvis til hans eneste fejltagelse, som leder os hen til den tåkrummende pinlige afslutning i ruinerne af et engelsk kloster.

Pinligt forudsigelig og prædikende

Ovenstående beskriver ganske udmærket handlingen i The Final Conflict. I modsætning til Damien: Omen II, der primært bestod af en lang række optrin, hvor forskellige folk blev slået ihjel i takt med at de fandt ud af sandheden, er der rent faktisk et plot og en fremadskridende historie i The Final Conflict.

Imidlertid er handlingen så pinligt forudsigelig og kopierer på så barnagtig vis Bibelens historie om Jesu fødsel, navnlig barnemordet i Bethlehem, at man hen imod slutningen spekulerer på, hvad manuskriptforfatteren egentlig havde tænkt på. Denne gang er produceren Harvey Bernhard ikke krediteret for at have bidraget med filmens historie, så skylden for makværket må hænge på manuskriptforfatteren Andrew Birkin.

Et andet irritationsmoment er, at man i The Final Conflict, i modsætning til de to første Omen-film, har en ubehagelig fornemmelse af, at man bliver prædiket for. Dette understreges af de bibelcitater, der kommer efter filmens sidste scene og umiddelbart før rulleteksterne. Filmen kommer derfor til at fremstå som slet skjult kristen propaganda, hvilket efterlader én med en temmelig dårlig smag i munden.

Elendigt skuespil, god musik

Det værste ved The Final Conflict er imidlertid, at filmen aldrig er uhyggelig – og her mener jeg bogstavelig talt, at der ikke er én eneste uhyggelig scene i filmen. Det var der dog i Damien: Omen II, der på trods af, at den ikke rigtig hænger sammen, i det mindste kunne byde på enkelte atmosfæriske scener.

The Final Conflict snegler sig igennem sine ca. 100 minutter i takt med at Sam Neill som Damien overspiller stadigt mere; faktisk så meget, at man er overbevist om, at Neill udmærket godt har været klar over, hvad det var for noget makværk han havde sagt ja til at medvirke i. Hans monologer, hvor han taler til Satan og til den forpinte Kristusfigur, han har hængende i et skummelt loftsværelse i sit hus, er slemme nok, men det værste overspil kommer i den tale han holder for en stor forsamling af sine disciple.

De øvrige skuespillere er lige så karikerede og ligegyldige i deres spil, men med sådan et makværk af et manuskript kunne selv ikke den bedste skuespiller gøre meget for at redde filmen. Af den grund må også instruktøren Graham Baker være lovligt undskyldt. Hvordan i alverden bagmændene fik lokket Richard Donner, der instruerede den første film, til at være executive producer kan man kun gisne om.

Langt det bedste ved The Final Conflict, som det også var tilfældet med Damien: Omen II, er Jerry Goldsmiths smukke score, der besynderligt nok ikke byder på én eneste præsentation af det sataniske tema fra de to første film, men i stedet har et nærmest majestætisk hovedtema. Filmens rædselsfulde slutning gav desuden Goldsmith lejlighed til at komponere noget rigtig storladent og smukt Bibel-musik.

Det er påfaldende, hvordan producenterne gik fra at lave en fremragende okkult gyser med The Omen i 1976, over en usammenhængende, dårlig toer i 1978 og så til at lave det stykke makværk, vi præsenteres for i The Final Conflict. Den samlede kvalitet af bokssettet, som Planet Pulps anmeldelser af de tre Omen-film er baseret på, må derfor siges at være begrænset, når man kan nøjes med at købe den fremragende første film separat. Køb den, og spar resten af pengene til noget andet.

Anmeldt i nr. 10 | 13/08/2006

Stikord: 3’er, Antikrist, Fortsættelse, Katolicisme, Konspirationer, Munke, Okkultisme, Præster, Satanisme, Trilogi