The Exorcist III: Legion

Lige så stor en succes som William Friedkins filmatisering af William Peter Blattys bog The Exorcist (1971) var, lige så stort et flop blev John Boormans The Exorcist II: The Heretic (1977), og dermed satte Boorman punktum for serien i noget tid.

Blatty var en vigtig del af filmholdet under optagelserne til den første film, og han skrev endda selv manuskriptet. Fortsættelsen havde han imidlertid intet at gøre med, og han har flere gange siden fortalt hvor rystet, han var over resultatet. Faktisk var Blatty så utilfreds med Boormans film, at han slet ikke ønskede at få sin roman Legion fra 1983 forbundet med The Exorcist-serien.

Uoverensstemmelser

Legion udspiller sig dog i samme univers som The Exorcist, og den kan, uden at være en direkte efterfølger, læses som en toer. Der er dog en række små uoverensstemmelser mellem handlingen i de to bøger der gør, at man nok nærmere må sige, at Blatty genbruger sine karakterer mere end han forsøger at fortsætte historien fra den første bog.

Et eksempel på dette er, at præsten Karras beskrives som en nær ven af politikommissær Kinderman, på trods af at de knap kendte hinanden i den første bog. Hvordan det skulle kunne lade sig gøre, hvis vi følger den første bogs kronologi, er et godt spørgsmål, for vi hører her hvordan de to mødes for første gang, og da Karras dør i slutningen, er venskabet dermed heller ikke noget, der kunne blomstre efter fortællingens afslutning. Dette er en detalje, men der er flere lignende forskelle mellem de to bøger, men i sig selv betyder det ikke ret meget.

Ønskede Carpenter som instruktør

Som sagt udkom Legion i 1983, og produktionsselskabet bag filmserien begyndte nu at presse Blatty for at sælge rettighederne til filmatiseringen. Det var han alt andet end villig til, men til sidst lykkedes det. Blatty ville dog indledningsvis kun acceptere at filmen kom til at hedde Legion, men her satte produktionsselskabet hårdt imod hårdt, og man enedes om den løsning vi kender filmen under i dag.

Hvem instruktøren skulle være var et helt andet spørgsmål, og Blatty selv forsøgte flere gange at få John Carpenter til at tage projektet. Det afviste Carpenter imidlertid, og til sidst endte det faktisk med, at Blatty selv måtte træde til. Det er sådan set ikke så underligt som det muligvis kan lyde, for Blatty havde længe før han skrev The Exorcist være tilknyttet filmbranchen og skrevet manuskripter til flere komedier.

I 1980 havde han endda instrueret sin første film – en filmatisering af hans egen bog Twinkle, Twinkle, “Killer” Kane fra 1966, der kom til at hedde The Ninth Configuration. Blatty var derfor rustet til projektet, og måske var der lige så meget falsk beskedenhed bag hans forsøg på indledningsvist at få en anden til at stå for filmatiseringen.

En seriemorder vender tilbage

The Exorcist III udspiller sig 15 år efter handlingen i den første film. Vi følger nu den aldrende betjent William “Bill” Kinderman, der i den første film stod for opklaringen af mordet på filminstruktøren Burk Dennings.

I seriens tredje film er det atter mord, der fører Kinderman ind i historien. En sort dreng ved navn Thomas Kintry er blevet fundet dræbt i et bådehus. Han er blevet maltrakteret, korsfæstet til to årer, og hovedet er blevet erstattet med et gipshoved fra en kristusfigur. Det er et hæsligt mord, men der kommer mere.

Efter retsmedicinerne har undersøgt liget kan de fortælle, at han blev bedøvet med et sjældent stof, man bruger i forbindelse med elektrochokbehandlinger, og drengen døde ikke af sine sår, men blev langsomt kvalt da stoffet gradvist lammede hans vejrtrækning. Mordet kan dermed kun være blevet udført af en gerningsmand med medicinsk kendskab, men det virkeligt foruroligende ved det hele er, at man finder tvillingens stjernetegn ridset ind i kroppen på drengen og den ene af hans fingre er blevet klippet af.

Dette er bomærker, som Kinderman kun kender alt for godt. Femten år tidligere efterlod den såkaldte Geminidræber disse mærker på sine mange ofre, men seriemorderen blev pågrebet og kom i den elektriske stol. Det kan dermed ikke være Geminidræberen der atter er på spil, men hvem er det så? Sagen er, at politiet aldrig frigav alle oplysninger om Gemini-dræberens metoder til pressen, for at undgå kopister og falske tilståelser, men det Kinderman nu står over for, er den ægte vare.

Hvad det skal betyde, kan han ikke forklare, men det ryster den gamle betjent, der tydeligvis har sine forudanelser om, at dette går hen og bliver en grim sag. Geminidræberen er i øvrigt inspireret af den såkaldte Zodiac Killer, der huserede i Californien i midten af 1960’erne uden nogensinde at blive pågrebet.

Mystikken breder sig

Vi introduceres nu til en anden gammel bekendt fra den første film, nemlig Fader Joseph Kevin Dyer, der har vedligeholdt sit venskab med Kinderman siden de mødtes i M Street foran Regan og Chris MacNeils hus. De har mødtes årligt siden hændelserne dengang for at mindes deres fælles ven fader Damien Karras’ død. Vi får ret hurtigt indtryk af, at de to mænd er blevet meget nære venner, men snart kastes der skygger over deres venskab. Kort efter de har mødtes, myrdes to præster.

Den første er en præst, som dræbes i skriftstolen på samme avancerede måde som drengen Thomas Kintry, og den anden er Dyer selv, der bliver myrdet på hospitalet, hvor han er indlagt. At Dyer kan blive dræbt på hospitalet og at morderen har medicinske kundskaber gør, at Kinderman isolerer sin efterforskning til det hospital i Georgetown, hvor Dyer var indlagt, og stort set resten af filmen udspiller sig på hospitalets gange, hvor Kinderman forsøger at opklare hvem den bestialske morder er.

Sagen bliver dog først for alvor mystisk, da Kinderman præsenteres for en navnløs patient, der er indlagt på hospitalets lukkede afdeling. Patienten blev fundet vandrende omkring på må og få for 15 år siden, og ingen har kunnet identificere ham. Det kan Kinderman imidlertid, for patienten er ingen andre end Damien Karras – den præst, der gennemførte eksorcismen i den første film og ofrede sig for Regans skyld ved at kaste sig i døden.

Her sidder han spillevende, men han er ikke den samme mand. Han er et dyrisk væsen, der minder alt for meget om den besatte Regan. Det værste ved det hele er dog, at han påstår, at han er Geminidræberen. Nu begynder sagen for alvor at antage uhyrlige proportioner, og da Kinderman samtidig får sære drømme med religiøst indhold, er der lagt i ovnen til en dramatisk fortælling.

Ligner en velproduceret TV-film

The Exorcist III er på mange måder en interessant film at se, hvis man er glad for den første. Den er nemlig et ret godt bud på, hvordan William Friedkins film havde set ud, hvis Blatty havde fået sin vilje, og hans første manuskript til filmen var blevet godtaget. Det blev det nemlig ikke, da Friedkin afviste det på grund af alt for meget unødvendigt symbolsprog og åbenlyse referencer. Netop dette er Blattys treer stopfyldt med, og helt overbevisende virker det ikke.

Visuelt minder The Exorcist III meget om eksempelvis en anden overlæsset film som Stigmata (1999), hvor symbolsproget får lov at gå i selvsving, og til sidst nærmer sig det banale. Stilistisk balancerer Blattys film på en knivsæg, og mange steder holder den, men lige så mange steder træder filmen ved siden af.

At kameraarbejdet, udført af Gerry Fisher, ligeledes er på kanten, gør det ikke meget bedre. Gang på gang benytter han sig af frøperspektiv, der uden tvivl skal give filmens setting en fornemmelse af ulmende storhed, men det fungerer bare ikke. Visuelt kommer The Exorcist III i sidste ende til at fremstå som en velproduceret TV-film, hvilket bestemt ikke har været hensigten.

Historien er dog en hæderlig kriminalfortælling med religiøse overtoner. Det er en helt anden type film end de to første, og faktisk nok den mest ordinære. Er man til seriemorderfilm og dyster kriminalistik er The Exorcist III bestemt ikke noget dårligt bud på en aftens underholdning. Mordene i filmen er lige så brutale og uhyggelige som de ellers så berømte drab i David Finchers Se7en fra 1995, og føjes de overnaturlige elementer til dette, har man faktisk en meget stærk cocktail. Flere steder er der meget ubehagelige scener, og Kindermans drømme har en besynderligt dragende kvalitet, der bestemt også bidrager positivt til filmen som helhed.

Effekthelvede

Desværre har filmens slutning alvorlige problemer. Mens Blattys bog Legion har en forholdsvis afdæmpet, og på sin vis nærmest smuk slutning, ender The Exorcist III i et uforståeligt effekthelvede. Slutningen er helt og aldeles overgearet, men det mest utilgivelige ved dette er nok, at det virker komplet unødvendigt. “Hvorfor?” spørger man sig selv, og dette er desværre med til at forringe filmoplevelsen betydeligt.

Blatty skrev godt nok selv manuskriptet til filmen, men hele skylden for de sidste uheldige 30 minutter kan man ikke give ham. Det var faktisk produktionsselskabet der opdagede, ret sent i processen, at der ikke var nogen eksorcisme i filmen. Det forlangte de, at Blatty skulle få skrevet ind, og derfor måtte den lidt mystiske fader Paul Morning introduceres.

Hvis man ved, at Mornings eksorcisme var et sent element, der blev føjet til handlingen, er dette kun alt for tydeligt, og det virker mildest talt pinagtigt. Det er ikke kønt, og Blatty har formodentlig heller ikke været stolt af det.

Det kan i øvrigt generelt påpeges, at bog og film følger hinanden ganske godt, og det kan især bemærkes, hvor meget af dialogen, der er blevet løftet direkte fra bogen. Netop den intense, dialogdrevne stil mestrer Blatty glimrende, og disse passager gør sig også godt på lærredet.

Habile skuespillere

De medvirkende i filmen er alle habile folk, og uden at levere præstationer ud over det sædvanlige, spiller alle upåklageligt. I rollen som Kinderman har vi George C. Scott, Dyer spilles af Ed Flanders og Gemini-dræberen spilles af Brad Dourif, der flere gange er lige ved at overspille sin rolle i en sådan grad, at han mister seeren. Han holder sig dog på måtten i hovedparten af filmen.

Mest interessant er det dog at se Jason Miller vende tilbage i rollen som Damien Karras. Det var også den rolle han spillede så fabelagtigt i den første film, men desværre er det ret lidt han har at gøre med i denne film. Han sidder udelukkende på en seng i sin isolationscelle, skjult i mørket, og det er derfor ikke meget, der kommer ud af hans tilbagevenden. Det er dog rart at se ham igen.

Det kan her bemærkes, at det faktisk atter var produktionsselskabet som blandede sig i Blattys arbejde, da de ønskede at en af hovedrollerne fra den oprindelige film skulle være med i den nye, som et led i markedsføringen. Her må man dog konstatere, at det var heldigt for Blatty at det blev Jason Miller som sprang til, da det formodentlig havde voldt store vanskeligheder at få implementeret en af de andre hovedroller i den nye film.

Hæderlig

Alt i alt er The Exorcist III en hæderlig film. Den er på ingen måde så god som den første, og den har heller ikke de samme kunstneriske kvaliteter som Boormans toer. Faktisk er filmens største problem nok, at den er skrækkeligt ordinær. Alt i filmen har været brugt før, og i et eller andet omfang lever den meget på den første films berømmelse. Det er faktisk tvivlsomt om Legion nogensinde var blevet filmatiseret, hvis den ikke havde relation til The Exorcist.

Der er tale om en stabil film, der leverer jævn metervare. Den er svær for alvor at holde af, man den er absolut ikke dårlig. John Boormans film skuffede fælt dengang, men der kan nok ikke være nogen tvivl om, at Blattys film havde skuffet lige så fælt, hvis den havde været nummer to i rækken.

Man kan næsten gå så vidt som at sige, at The Exorcist III er lidt ligegyldig, da den hverken provokerer som Boorman eller skræmmer som Friedkin. Se den hvis du har lyst – den vil uden tvivl holde dig underholdt, men forvent ikke det helt store, for det kan ikke skjules at The Exorcist III: Legion er en noget farveløs kop te.

Anmeldt i nr. 10 | 13/08/2006

Stikord: 3’er, Dæmonbesættelse, Filmatisering, Fortsættelse, Hospitaler, Seriemordere