Da William Peter Blatty havde udgivet sin roman The Exorcist i 1971, fattede Hollywood øjeblikkeligt interesse for bogen. Film med sataniske kræfter som omdrejningspunkt havde tidligere vist sig som store kassesucceser, og Blattys bog havde samme potentiale.
Den store forskel mellem The Exorcist og Rosemary’s Baby (1968) eller for den sags skyld The Omen (1976) var, at Blattys bog var bidende seriøs. Nok havde den satiriske elementer, der skulle fungere som ventil for den ellers ret nedtrykkende historie, men det var bestemt ikke rendyrket underholdning, som Ira Levins bog Rosemary’s Baby (1967) var det.
Blatty ønskede oprigtigt at konfrontere flere af kristendommens store spørgsmål. Ondskab var bogens omdrejningspunkt, og ved at lade hovedpersonen være en lille pige,. der blev besat af dæmoniske kræfter, legede han med sprængfarlige idéer.
Netop derfor var det også meget svært at finde en instruktør til filmatiseringen. Flere blev tilbudt jobbet, men da Blatty selv havde en del at sige i projektet, var han ikke villig til at acceptere alt for store afvigelser fra romanen. Det betød at flere måtte afskrives, da deres egne ideer ikke kunne godtages.
William Friedkin havde tilbudt sig selv som instruktør meget tidligt i processen, men han var ikke det oplagte valg. I sidste ende fik Friedkin dog lov til at indspille The Exorcist, takket være den store succes han havde oplevet med The French Connection (1971).
Blatty skulle selv skrive manuskriptet til filmen, hvilket sådan set ikke var så mærkeligt. Før han skrev The Exorcist havde han arbejdet som manuskriptforfatter i Hollywood, dog primært med komedier. Faktisk var det fordi han havde store vanskeligheder med at få afsat sit komiske materiale i slutningen af 60’erne, at han besluttede sig for at kaste sig over en ny genre.
Resultatet af dette blev en af 70’ernes mest læste gyserromaner. Det manuskript som Blatty afleverede til Friedkin faldt imidlertid slet ikke i instruktørens smag. Det var med Friedkins egne ord overlæsset med symbolik og alt for mainstream. Friedkin forlangte, at Blatty skulle være meget mere tro mod bogen, og bruge den som forlæg overalt, hvor det var muligt. Det gjorde Blatty så, og resultatet blev et manuskript der ligger forbløffende tæt op ad sit forlæg.
Man fremhæver ofte Roman Polanskis filmatisering af Rosemary’s Baby som skoleeksemplet på en nøjagtig filmatisering, men når vi taler satanisk horror, må man ikke glemme Friedkins samarbejde med Blatty. Ganske vist har filmen afkortet bogens handling noget, men alle fravalg der er sket er gjort for at stramme historien op. På visse punkter kan man endda hævde, at filmen er meget mere præcist og klart formuleret end romanen. Måske er det også netop derfor, at Blatty vandt en Oscar for manuskriptet.
At William Friedkin i sidste ende alligevel foretog en række mindre ændringer, som Blatty ikke var helt tilfreds med, er en anden historie. Blattys største anke mod disse ændringer var i øvrigt, at han syntes filmens slutning blev alt for dyster, da den ikke rummede samme klart udtrykte håb, der findes i bogen.
The Exorcist handler i store træk om en lille 12-årig pige ved navn Regan McNeil, der bliver besat af en dæmon. Hvorfor det netop er Regan der bliver besat, ved vi ikke. Hun er datter af den kendte filmstjerne Chris MacNeil, der er i Washington for at indspille en film. Det er således i Georgetown, Washington, at handlingen udspiller sig. Det hele begynder, da Regan opfører sig mærkeligt. Hun bliver psykisk ustabil, og ret hurtigt bliver det nødvendigt for Chris at søge hjælp.
Desværre er der ingen læger, der kan hjælpe pigen, og hun sendes fra den ene specialist til den anden. Hendes psykiske tilstand forværres hurtigt, og pigebarnet begynder både at blive voldelig og ændre adfærd. Regan bander, spytter og hyler mens lægerne bare kan se til. Det ender med, at pigen ligger fastspændt i sin seng, mens Chris må se hjælpeløst til.
Noget er helt galt, men ingen kan fortælle den stakkels mor hvad hendes datter fejler. Det kammer helt over, da Chris en dag finder Regan i sengen, onanerende med et krucifiks. Her bliver det for meget for moderen, og hun beslutter sig for at opsøge en præst.
Allerede tidligere i filmen er vi blevet introduceret til Damian Karras, der er den præst som Chris tager kontakt til. Karras har netop mistet sin mor, og er ved at miste troen på Gud. Han er langt fra i stand til at hjælpe Chris, da hun opsøger ham, men han gør det alligevel, og snart står præsten ansigt til ansigt med en stærkt forandret Regan. Der er ikke længere nogen tvivl, i hvert fald hos os seere, om, at pigen er besat. Ødelagt og hæslig ligger den lille krop i sengen og taler med en besynderlig dyb stemme, der slet ikke tilhører den pige vi så i begyndelsen.
Chris vil have at Karras skal gennemføre en eksorcisme, men det har præsten ikke meget lyst til. Dels har han aldrig været med til den slags før, og dels tror han slet ikke på det. Derfor begynder Karras i stedet at undersøge Regan som en sindslidende. Snart går det dog op for ham, at Regan ikke er sindssyg. Hun er fysisk i stand til at bevæge kroppen som intet menneske kan, og hun afslører ting for ham, som Regan ikke selv kan vide.
Det afgørende bevis for at pigen er besat, kommer imidlertid først da hun taler flydende baglæns. Her står det klart for Karras, at pigen er besat af en dæmon. Hurtigt søger han tilladelse hos kirken, og får lov til at gennemføre en djævleuddrivelse. Da han ikke kan gøre det alene, sender kirken en præst der har prøvet den slags tidligere.
Her træder endnu en vigtig karakter ind i handlingen. Den præst som skal lede eksorcismen er Lankester Merrin; en præst der primært har arbejdet i Afrika og Mellemøsten, hvor han især har beskæftiget sig med teologiske studier og arkæologi.
Merrin ankommer ret sent i handlingen, men han er en meget afgørende karakter. Faktisk er det Merrin som indleder filmen i en lille prolog, der udspiller sig i Irak. Her følger vi præsten under en udgravning, hvor han finder et lille djævleansigt, og snart begynder at se en række varsler om død.
Onde kræfter er på spil, og da Merrin træder ind i huset på M Street, hvor familien McNeil bor, skriger dæmonen i Regans krop på ham. Her går det op for os, at det er et privat opgør som udspiller sig. Et opgør mellem tro og tvivl, der har gjort den lille Regan til kastebold mellem højere magter.
Stort set hele handlingen i The Exorcist udspiller sig i huset på M Street, og navnlig i Regans rum, men vi følger dog en karakter, som kommer omkring i byen. Det er kriminalbetjent William Kinderman. Efter et besøg hos familien McNeil faldt den fordrukne filminstruktør Burke Dennings ned af en trappe foran huset, og omkom i faldet. Meget tyder på et uheld, men betjent Kinderman er ikke helt sikker.
Han er en politimand af den gamle Hollywoodskole, med fornemmelser og sporsans, der går ud over det sædvanlige. Derfor bider han sig fast i sagen, og snart begynder der da også at komme tegn på, at Dennings vitterligt ikke døde af faldet, men nærmere fik vredet halsen om, før han blev kastet ned af trappen.
Faktisk er der meget som peger på, at han blev smidt ud af Regans vindue, men det forekommer næppe sandsynligt, at en syg pige på 12 skulle kunne dræbe en fuldvoksen mand. Hvad Kinderman ikke ved er, hvad Regan i virkeligheden “fejler”. Der er således en del katten efter musen i dette, men den godmodige, filmelskende betjent dukker op flere gange i løbet af filmen.
Lige så svært det var at finde den rigtige instruktør til filmen, lige så kompliceret var det også at få rollerne fordelt. Mange af de oplagte navne takkede nej på grund af det kontroversielle emne, eller også stillede de krav, som Friedkin og Blatty ikke kunne acceptere. I sidste ende blev besætningen dog lidt af et drømmehold, ikke fordi det var specielt store navne, men fordi kemien mellem de medvirkende går op i en højere enhed.
En af filmens store pointer er, at den udspiller sig i et helt almindeligt miljø, mellem helt almindelige mennesker. Derfor virker det også fantastisk, at næsten alle rollerne er forholdsvis anonyme ansigter. Der er hverken hotte babes eller alt for smarte fyre med i filmen. Skuespillerne ligner ganske enkelt almindelige mennesker, hvilket forstærker det til tider nærmest dokumentariske feel, The Exorcist har.
Friedkin selv var ganske klar over dette, så han satte sig eksempelvis øjeblikkeligt imod idéen om at lade Marlon Brando spille fader Merrins rolle, da han ganske udmærket vidste, at det så ville blive en Brando-film og dermed noget helt andet end det, han havde i tankerne.
I rollen som Chris McNeil finder vi den solide Ellen Burstyn, der meget, meget overbevisende spiller frustreret mor. Burstyn blev da også nomineret til en Oscar for rollen, hvilket er fuldt fortjent. Præsten Damien Karras blev spillet af den helt uprøvede Jason Miller, der leverer rollen med så megen intensitet og oprigtighed, at man ikke et sekund tvivler på hans troværdighed. Miller blev også nomineret til en Oscar for sit skuespil, og det vidner i høj grad om det fabelagtige spil, der er mellem de to hovedroller.
Fader Merrin spilles af Max von Sydow, der rammer handlingen som et lyn fra en klar himmel. Man fornemmer tydeligt, at han er stjernen blandt de medvirkende, og han stjæler næsten helt billedet fra de øvrige skuespillere. Men også kun næsten, for det lykkes faktisk Miller og Burstyn at give von Sydow modspil. Det kan i øvrigt indskydes her, at man skal bemærke, hvor fantastisk Sydow er sminket og agerer. Han var i 40’erne, da han spillede rollen som Lankester Merrin, men han fremstår som en mand på 80. Stor skuespilskunst.
Den eneste der imidlertid for alvor fik baseret en karriere på filmen, var lille Linda Blair, der spillede den besatte pige. Hun blev også nomineret til en Oscar, for bedste birolle. Det har været diskuteret meget hvorvidt det var rimeligt eller ej, men uanset hvad har man sjældent set så motiveret skuespil fra et barn. Nogen stor skuespiller er hun dog aldrig blevet, og hun har formodentlig opnået større berømmelse for denne ene rolle end mange andre i løbet af en hel karriere.
Frem for alt er The Exorcist en effektfilm. Det er gennem meget krævende og imponerende special effects, at en stor del af uhyggen skabes. Her må man dog ikke gå fejl af filmen, for det er ikke “bare” en film med special effects. Effekterne bruges intelligent, og er med til at drive handlingen frem.
Der er ikke tale om hjernedøde computereffekter, som vi typisk ser dem i dag. Det her er old school mekanik og make-up udført med hjerte og sjæl. Man skal også bemærke det geniale lydspor, der stort set ikke benytter sig af musik. I stedet er det fluers summelyde og besynderlige dyreskrig, der ledsager billederne.
Der hvor The Exorcist for alvor brillerer, er gennem Friedkins sammenblanding af grå hverdagsstemning og noget, der bedst beskrives som kosmisk gru. Alt i filmen fremstår skrækkeligt ordinært, og farverne såvel som lyset gabende almindelige, men midt i alt dette sidder den lille dæmon i en barnekrop og udspyer eder.
Virkeligheden bryder her sammen, og Regans rum bliver noget ganske andet – et sted hvor virkelighed og mareridt mødes. Det er fabelagtigt udført, og må ene og alene tilskrives Friedkins sans for at trække de præcis rigtige elementer ud af Blattys bog.
Her er det faktisk interessant at påpege, at romanen hovedsageligt er dialogdrevet, men de få billedstærke beskrivelser, der findes i bogen, har Friedkin med. Det stærkeste billede som optræder i filmen er naturligvis scenen, hvor Merrin stiger ud af den taxa han ankommer til M Street i, og kort standser for at betragte huset, før han træder ind. Scenen står beskrevet i bogen og virker her meget stærk, men i netop dette tilfælde viser Friedkin, at han visuelt kan fange den præcis samme fornemmelse af stilhed før stormen.
Der er nok næppe nogen tvivl om, at The Exorcist er en af de mest indflydelsesrige gysere overhovedet. Den er blevet brugt, misbrugt og plagieret utallige gange siden. Den står som en af de få store kraftpræstationer fra Hollywood hvad horror angår, og den er et uomgængeligt værk hvis man vil tale chokeffekter i gyrserfilm. Filmen var ekstremt krævende at indspille, tog bogstaveligt talt næsten livet af flere af de medvirkende og strakte sig over 224 dage med optagelser. Resultatet kan man dog ikke betvivle.
Efter den var kommet i biograferne, indtjente den uhyrlige summer og var med til at cementere William Friedkins status som en af de hotteste instruktører i 70’erne overhovedet. Et hav af plagiater blev efterfølgende sendt på markedet, og man kan tydeligt se, hvordan Friedkin og Blattys film forandrede gysergenren. En mand som John Carpenter har meget klart ladet sig inspirere i sin ellers lige så banebrydende Halloween fra 1978.
Her er det ikke Ellen Burstyn som Chris McNeil, der går gennem de smukke efterårstunge gader, men en ung Jamie Lee Curtis. Billedet er dog det samme, og der er endda ret stor lighed mellem den lille stump af Mike Oldfields Tubular Bells, der bruges i The Exorcist og så Carpenters eget minimalistiske hovedtema fra Halloween. Et andet eksempel kunne være Tobe Hoopers Poltergeist fra 1982, der oser langt væk af inspirationen fra Friedkin. Naturligvis finder Poltergeist sit eget udtryk, men tematisk og filosofisk er de to film beslægtede.
The Exorcist er en fremragende film, og har du ikke set den, er du nødt til at gøre det. To vundne Oscars, yderligere otte nomineringer samt et hav af andre priser taler deres eget sprog. Den er blandt de bedste mainstreamgysere, der nogensinde er produceret, og den står som en milepæl indenfor sin genre. Efterfølgerne når den ikke til sokkeholderne. Det her er den ægte vare, og det eneste man kan forholde sig til. Resten er nogle ganske andre film, der slet ikke fortjener at blive sidestillet med det oprindelige mesterværk.
I forbindelse med filmens 25-års jubilæum fik Friedkin pudset den gamle film af, og lancerede en ny udgave, der resulterede i endnu en sejrsgang i biografer verden over. Denne udgave er lidt længere, og rummer en lang række små klip og enkelte hele scener, der oprindeligt blev fravalgt.
Hvis man, som jeg, elsker filmen, er det en fest at se de nye scener. Set lidt kritisk bidrager de dog ikke med noget nyt, og der var jo en grund til, at de blev fravalgt oprindeligt. Dels er de fleste ganske unødvendige, og dels er de faktisk med til at fjerne meget af den realistiske tone, som Friedkin besluttede sig for at bruge.
Den mest spektakulære og ganske stærke scene er den såkaldte “spider walk-scene”, hvor Regan går i bro, og jagter sin mors assistent rundt i stuen. Det er en forbandet ubehagelig optagelse, men desværre fungerer den ikke rigtigt. Da den oprindeligt blev indspillet, var hverken Friedkin eller Blatty tilfredse med scenen, da den kommer for tidligt i handlingen, og samtidig var det meget svært for skuespillerne at finde en passende reaktion på Regans adfærd.
Scenen fungerede ganske enkelt ikke, og det gør den stadig ikke. Det vi ser i dag er en lettere afkortet udgave af den oprindelige scene, men det gør det ikke meget bedre. Man bør se den famøse episode, men jeg vil dog til enhver tid mene, at det er den oprindelige film, man skal se. Det er her man får den rene vare, og her samarbejdet mellem Friedkin og Blatty stråler klarest.
Anmeldt i nr. 10 | 13/08/2006
Stikord: Dæmonbesættelse, Dæmoner, Filmatisering, Præster
I denne måneds leder skriver Jacob Krogsøe om... en julekalender?
Edgar Wrights overnaturlige thriller om den unge kvinde Ellie, der på sit værelse i Soho…
Alfred Hitchcocks thriller om reklamemanden Thornhill, der uforvarende bliver viklet ind i en kompliceret og…
Demi Moore og Margaret Qualley er fantastiske i den groteske og absurde The Substance, der…
Det er blevet oktober, og her på Planet Pulp har vi en virkelig god idé…
