Planet Pulp

The Dunwich Horror, som Lovecraft skrev i 1928, udkom for første gang 1929 i magasinet Weird Tales, hvor også hovedparten af Lovecrafts andre noveller så dagens lys for første gang. Senere har novellen været genoptrykt i adskillige antologier og opsamlinger, og i 1970 blev den forsøgt filmatiseret som The Dunwich Horror med Daniel Haller som instruktør. Novellen er også en af de få af Lovecrafts historier, der er blevet oversat til dansk. Den findes i antologien Rædslen fra Dunwich, under samme navn, udgivet af forlaget Interpresse i 1994. Oversættelsen blev foretaget af Martin Hansen.

Ildevarslende tegn

The Dunwich Horror udspiller sig for hovedpartens vedkommende i landskabet omkring den fiktive, stillestående og næsten glemte landsby Dunwich, der ligger i den centrale del af Massachusetts. Landsbyen er gammel, isoleret og indhyllet i legender om trolddom. Stedet besøges kun sjældent og landsbyens folk passer sig selv.

I disse rammer begynder fortællingen om Wilbur Whateley, der kommer til verden ganske tidligt om morgenen, på kyndelmisse, den 2. februar 1913. Slægten Whateley har et dårligt ry på egnen og forbindes med sataniske riter i bakkerne bag deres gård såvel som ældgammel trolddom. Moderen, Lavinia Whateley, er en enlig og ugift særling. Hun accepteres i lokalsamfundet, men vellidt er hun ikke.

Hvem faderen til Wilbur er, ved man ikke, og de fleste i Dunwich undrer sig da også over, hvem der har ligget i med Lavinia. Den nat Wilbur fødes, høres der rumlen fra bakkerne og hundene i Dunwich hyler og jamrer. Allesammen ildevarslende tegn, der kaster skygger over fremtiden.

En ganske særlig dreng

Wilbur viser sig snart at være en ganske særlig dreng. Han vokser hurtigere end drengebørn normalt gør, og han begynder hurtigt at strejfe omkring alene. Han taler bedre end alle sine jævnaldrende, og bag Wilburs mørke øjne, gemmer der sig noget lurende.

Hundene på egnen kan ikke tåle lugten af drengen – så snart han viser sig i deres nærhed, farer de på ham. Af den grund, begynder Wilbur allerede i en meget tidlig alder at færdes med et gevær, når han er alene på sine ture.

På egnen er man sikker på, at Wilbur ikke har rent menneskeblod i årerne. Han vokser for hurtigt, og han har fremmedartede træk, der ikke synes at stamme fra egnen. En ubehagelig advarsel får indbyggerne i Dunwich da også allerede kort efter Wilburs fødsel, da de nærgående forsøger at få at vide, hvem der er faderen.

Til dette svarer den gamle Whateley, Lavinias far: “… Let me tell ye suthin – some day yew folks’ll hear a child o’ Lavinny’s a-callin’ its fathers name on top o’ Sentinel Hill!”. Det kan næppe overraske, at Lovecraft her, præsenterer historiens dramatiske afslutning for læseren.

Mystiske omstændigheder

Imens Wilbur vokser op, sker der flere besynderlige ting. Først bemærker folk på egnen, at gamle Whateley sætter et gammelt skur i stand kort efter fødslen. I sig selv er dette jo ikke så underligt, og det er da også det, at alle skurets vinduer bliver tildækkede og en slå sat for døren, der undrer folk.

Senere bliver skuret glemt, og Whateleyerne begynder i stedet at ombygge gården. Man udvider, som om der på gården var en ukendt beboer med særlige krav. Ikke nok med det, men gamle Whateley indkøber også stadigt større mængder frisk kalvekød. Hvad kødet skal bruges til aner ingen, men noget uheldsvangert hænger over gården. Betydningen af alt dette afsløres først sent i novellen.

Fra den ene dag til den anden, er der ikke længere nogen på egnen, som ser Lavinia, og en dag dør den gamle Whateley også. Wilbur er nu alene på gården. Fra det øjeblik hvor Wilbur må stå på egne ben, forandrer alt sig. Drevet af ønsket om okkkult indsigt begynder Wilbur at studere de gamle bøger, som ligger på Whateley-gården. Dette er imidlertid ikke nok, og Wilbur må drage udenlands i sin søgen efter mere viden.

Før dette sker, krydser en akademiker fra Arkham Whateley-slægtens spor. Dr. Henry Armitage (A.M., Miskatonic, Ph.D., Princetown, Litt.D., Johns Hopkins) er forskeren, som opsøger Dunwich, og senere i historien kommer til at spille en betydelig rolle for hændelsernes udfald.

Tredelt struktur

The Dunwich Horror har en næsten tredelt struktur. Alle dele har samme alvidende fortæller, der langsomt afdækker mysteriet, der hviler over Whateley-gården. I den første del introduceres vi til Dunwich som landsby, og stifter bekendtskab slægten Whateley. Vi får beskrevet hvordan fødslen forløber, og oplever Wilburs barndomsår.

Næste del udgøres af Wilburs jagt efter viden og indsigt. Wilbur, der indtil da har været historiens omdrejningspunkt, træder ud af fortællingen, og overlader nu rampelyset til Henry Armitage. Novellen ændrer herfra karakter. Handlingen er mere målrettet, og det står nu klart for læseren, at en klassisk konfrontation mellem godt og ondt udgør historiens klimaks. Det er da også nogenlunde sådan det sker i novellens sidste del.

Her følger vi Armitage og hans to ledsagere, Professor Rice og den unge, handlekraftige Dr. Morgan. Det skal indskydes, at novellens tredje del faktisk udspiller sig omkring det, der senere bliver kaldet “The Dunwich Horror” på egnen.

Helt klassisk Lovecraft-historie

Novellen er på mange måder en helt klassisk Lovecraft-historie. Dunwich har klare paralleller til både Innsmouth og Arkham, om end hver by naturligvis har sine egne særlige kendetegn og stemninger. Det er dog stadig de samme hovedtræk, der præger alle tre samfund. En del af stemningen i historien genfindes i andre af forfatterens noveller, eksempelvis The Colour Out of Space (1927).

Som en af de længere noveller, Lovecraft skrev, har han her rig lejlighed til at dvæle ved sine kongstanker, og udpensle Whateleyernes, navnlig Wilburs, depraverede liv. Noget vi kun kan karakterisere som rendyrket Lovecraft.

Som person er Wilbur Whateley ikke enestående. Han minder mest af alt om et sammensurium af skikkelser fra tidligere Lovecraft-historier. Dette gælder ligeledes for de tre hovedpersoner, som træder i forgrunden, efter Wilbur glider ud af historien. Alle er de klassiske lovecraftianske karakterer – tre handlekraftige akademikere.

Ujævn og lidt tam

Måske på grund historiens længde og det dramatiske skift i fortællingens sidste tredjedel, fremstår The Dunwich Horror som et noget ujævnt arbejde. Det er tilmed en af de meget få noveller som Lovecraft skrev, der rent faktisk lader hovedpersonerne overvinde det onde og vende uskadte hjem. En lidt tam konklusion, når de voldsomme begivenheder, der beskrives i novellen, tages i betragtning.

Alt i alt er The Dunwich Horror underholdende læsning. Især novellens første to tredjedele står frem. Handlingen er måske lidt fersk, og nogle vil måske endda sige kedelig, men tænder man på Lovecrafts fabulerende fantasier om glemte landsbyer med hekseceremonier i bakkerne og familier dedikerede til skjulte kræfter, er dette lige sagen. Sidste del, med dens meget håndgribelige konfrontation falder desværre til jorden.

Anmeldt i nr. 1 | 13/11/2005

Stikord: Cthulhiana, Filmatiseret, H.P. Lovecraft, Okkultisme