Planet Pulp

Så er der endnu engang dømt science fiction-knaldroman fra manden, der om nogen er kongen af science fiction-knaldromaner – Robert A. Heinlein.

Det er ingen hemmelighed, at vi er ret glade for Heinlein her på Planet Pulp, og vores anmeldelser af The Puppet Masters (1951), Revolt in 2100 (1953) og Starship Troopers (1959) taler også deres tydelige sprog.

Uanset hvad man kan mene om mandens holdninger, kommer man ikke uden om, at Heinlein skrev helt utroligt underholdende, og det er bestemt også tilfældet i The Door into Summer, hvor Heinlein kastede sig over tidsrejsegenren. Romanen udkom oprindelig som føljeton i The Magazine of Fantasy and Science Fiction i oktober-december 1956, og året efter udkom den som roman.

Røvrendt

Det er altid sjovt at læse, hvordan science fiction-forfattere forestiller sig fremtiden, og i The Door into Summer får vi hele to tidsperioder beskrevet: Året 1970, hvor romanen starter, og 2000-2001, hvor en større del af romanen foregår, og hvor den slutter. Hovedpersonen er ingeniøren Daniel B. Davis, der ved romanens start er blevet røvrendt af sin tidligere forretningspartner og sin eks-forlovede.

Danny og hans ven Miles stiftede for nogle år siden et firma med Danny som idémanden og Miles som forretningsmanden. Firmaet fremstillede husholdningsrobotter, der kunne gøre livet nemmere for landets husmødre, og handlen gik godt. Danny og Miles hyrede en sekretær, som Danny forelskede sig i og forlovede sig med.

Desværre viste sekretæren sig at være en svindler, og sammen med Miles har hun overtaget firmaet og fået smidt Danny på porten. Det er her, romanen begynder.

Danny overvejer alvorligt at tage “the long sleep” – at lade sig nedfryse og først blive vækket i året 2000. Han går endda så langt som til at arrangere hele processen med de forsikringsselskaber, der udbyder servicen. I året 1970 er det nemlig helt almindeligt at tage the long sleep, og de fleste vågner endda ganske velhavende, da deres penge bliver investeret af det forsikringsselskab, der arrangerer nedfrysningen.

Året 2000

Danny ombestemmer sig dog til sidst, og vælger i stedet at konfrontere sine to eks-venner. Det viser sig faktisk, at han har regnet ud, hvordan de fik skovlen under ham, og det får alvorlige konsekvenser! De to slyngler, anført af Belle, som er romanens egentlige skurk, bedøver Danny og forfalsker hans papirer, så han bliver frosset ned i 30 år, og først vækket i året 2000.

Vel vågnet i året 2000 går Daniel i gang med at opbygge sit liv på ny. Han opdager dog hurtigt, at der er problemer: de finansielle arrangementer, han havde foretaget sig, er også gået galt, og Danny står nu i år 2000 uden penge på lommen.

Det lykkes ham til sidst at få et job i det firma, han engang selv var med til at stifte, og som nu er et af landets førende firmaer inden for husholdningsrobotter. Her bliver han mest anset som lidt af et kuriosum med god PR-værdi, men han bliver gode venner med Chuck, én af firmaets ingeniører. Da Chuck på et tidspunkt kommer til at afsløre for Danny, at en excentrisk professor i Colorado faktisk har opfundet tidsrejsen, begynder en plan at tage form i Dannys hoved.

Mere af handlingen skal ikke afsløres her, og ret beset behøver jeg vel heller ikke sige mere. Har man læst en science fiction roman eller to, har man ret hurtigt en god idé om, hvor The Door into Summer bevæger sig hen ad, og man bliver ikke skuffet: Heinlein kaster ingen overraskende twists ind i fortællingen.

Forholdsvis spinkel handling

The Door into Summer er ingen synderligt lang roman – 159 sider i den anmeldte udgave. Alligevel fylder den konkrete handling ret beset meget lidt i romanen. Ligesom en stor del af Starship Troopers handler om, at hovedpersonen sidder på skolebænken og dermed giver Heinlein mulighed for at filosofere over diverse emner, handler en stor del af The Door into Summer om miljøbeskrivelserne og om hovedpersonens tanker om ingeniørkunst osv.

Mange af romanens sider går med, at første persons-fortælleren redegør for baggrunden for firmaet, robotterne han udvikler osv. På samme måde i år 2000 og 2001 – her bruges der en del mere plads på miljøbeskrivelserne, men også på hvordan Danny indledningsvist forsøger at få et nyt liv op at stå.

Man skulle umiddelbart tro, at alt dette var lidt tørt, men akkurat ligesom Heinlein formåede at gøre Starship Troopers spændende og interessant, selv om hovedpersonen en stor del af romanen sidder på skolebænken, så formåede han faktisk at gøre det samme i The Door into Summer et par år tidligere.

Hist og her tænker man måske, at forfatteren gerne snart må komme lidt videre i handlingen, men det gør han så til gengæld også, og romanen bliver aldrig kedelig. I mange forfatteres hånd ville det, Heinlein gør, være faldet til jorden med et brag, men det gør det ikke, og det er faktisk imponerende.

Mere af den slags, tak!

Det ændrer ikke på, at jeg personligt gerne havde set Heinlein bruge betydeligt mere plads på selve tidsrejseaspektet. Især ét sted, tidligt i romanen, fungerer i den hensigt perfekt: Danny har lige konfronteret Miles og Belle, og er blevet paralyseret af et særligt narkotikum, hvor han stadig er ved bevidsthed. Han kan derfor overvære Miles’ og Belles planlægning.

Læseren ved, ligesom Miles og Belle, at Danny er kørt til stedet i sin bil, men da Miles på et tidspunkt vil gå ud og fjerne bilen, er den væk. Her sidder man virkelig og klapper i hænderne, for man er på ingen måde i tvivl om, at det er en konsekvens af Miles’ senere tidsrejse. Hvad det da naturligvis også er.

Desværre er der alt, alt for lidt af den slags i romanen – efter min smag i det mindste. Men nu er jeg også en stor fan af tidsrejsehistorier. Og for at være retfærdig, så får vi lidt mere af samme slags, da 2001-Danny vender tilbage til 1970, og har gemt sig uden for Miles’ hus, mens hans 1970-udgave står paralyseret indenfor. Har man set Back to the Future Part II (1989) ved man præcis, hvilken slags scene, Heinlein her beskriver. Det er rigtig fedt, og jeg havde gerne læst meget mere af samme skuffe.

Pulp i ordets bedste betydning

Men Heinlein er hård og kontant i afviklingen af den konkrete handling, akkurat ligesom hans sprog. Skrivestilen i The Door into Summer er umiskendeligt Heinlein – hovedpersonen er af den samme kække, handlekraftige type, som vi kender fra The Puppet Masters og mange andre Heinlein-romaner. Hele romanen er fortalt i første person, og tonen minder umiskendeligt om den, vi finder i klassiske noir-romaner.

Det ville være synd at sige, at The Door into Summer er et indgående karakterstudium, hvilket da også er én af de ting, romanen er blevet kritiseret for. Danny er en meget tyndt skitseret karakter, men i romanens kontekst betyder det absolut ingenting, for det er hverken for persontegningens skyld, at Heinlein skrev romanen, eller at vi læser den endnu i dag, over 50 år efter den udkom første gang. The Door into Summer er læseværdig netop fordi den ikke vil være dyb og vedkommende – den er et rendyrket stykke pulp i ordets bedste betydning.

The Door into Summer er ikke Heinleins bedste roman, og som sådan er det måske ikke den, man skal læse først, hvis man ikke allerede har stiftet bekendtskab med Heinleins forfatterskab. Men hvis man på nogen måde er til Heinlein, og især hvis kombinationen af Heinlein og tidsrejsehistorier lyder som det rene guf, er det bare med at få anskaffet The Door into Summer. Som altid er Heinlein garant for en underholdende læseoplevelse.

Stikord: Nedfrysning, Pulp, Robotter, Tidsrejser