Men først skal vi lige have en prolog, der foregår tilbage i 1980. Her møder vi kaptajn Scott McCoy (selveste Chuck Norris). En operation, Operation Eagle Claw, som Jimmy Carter igangsatte i april 1980, er slået fejl.
McCoy, der redder en anden soldat fra at dø, udtrykker sin harme over regeringen og den måde, man styrer militæret på. Det er bestemt ikke subtilt, og det er nærmest Chuck/træactionmanden, der råber sin frustration direkte ud mod regeringen.
Så springer vi frem i tiden til 1985.
I filmen bliver et fly kapret af to terrorister. De har store planer og er meget kompromisløse. Delta Force kommer på banen. Og så kan først dramaet og siden hen den store actionballade udfolde sig. Mere ordkrudt skal der ikke bruges på handlingen her.
The Cannon Group, Inc. var en legendarisk samling af virksomheder relateret til film (og distributionen af disse på mange forskellige måder), der også tæller Cannon Films, der producerede film i perioden fra 1967-1994.
Denne anmeldelse er IKKE en gennemgang af firmaet, men det er for at slå tonen an. For I kender alle logoet. I kender den helt specielle fornemmelse, man får i kroppen, når netop det logo dukker op, før en film begynder.
Og det bliver ekstra godt, når man blander Cannon med Golan-Globus – de to israelske fætre, Menahem Golan og Yoram Globus, der opkøbte Cannon i 1979, hvorefter man kan sige, at firmaets guldalder for alvor kunne begynde.
Der er MANGE dejlige film fra den guldalder, hvor Cannon mødte Golan og Globus. En bestemt type af film fra en helt bestemt filmisk epoke. Ofte er der tale om hurtigt producerede B-film; film der ikke altid fik de store biografpremierer og dermed film, der ofte skulle tjene sig selv ind på det glorværdige VHS-marked.
Cannon var et selskab, der samlede kopierne/kopifolket (altså de film som var billige kopier af store succeser) og glæden ved hurtig action og andre herlige genresager – og ofte ganske slibrigt. Sådan groft sagt.
Smag blot på titler som Enter the Ninja (1981), Death Wish II (1982), The Seven Magnificent Gladiators (1983), Missing in Action (1984), Lifeforce (1985), American Ninja (1985), Invasion U.S.A. (1985), King Solomon’s Mines (1985), Avenging Force (1986), Firewalker (1986), Masters of the Universe (1987), Messenger of Death (1988), Platoon Leader (1988) og Cyborg (1989).
Hold nu op hvor er der meget guf her – og der er mange, mange flere! Ikke den store filmkunst, men netop den VHS-mødding, som jeg voksede op i.
Når man ser på filmselskabets stjerner, var Chuck Norris ubestridt kongen. Legenden med det stærke skæg, de markante politiske (og religiøse) holdninger og den seje fysik. En ægte B-films-actionkonge. Ingen tvivl om det.
Et andet af selskabets stærke kort var Charles Bronson, og det var da også planen, at The Delta Force skulle kombinere de to stjerner. Men Bronson hoppede fra, og i stedet fik man en stjerne fra de gamle dage ind: Lee Marvin i det der skulle blive hans sidste rolle.
The Delta Force er en af selskabets bedste film. Altså ikke nødvendigvis den film jeg bedst kan lide, men filmisk og kvalitetsmæssigt kan den noget fint. Men det er også en ganske sær film.
Den forsøger at være meget seriøs, og på samme tid forsøger den også “bare” at være gung ho-action til drengene. Dette mix burde ikke fungere, men det gør det, når man taler om The Delta Force. Faktisk går der lidt mere end en time, før der for alvor kommer Chuck-action på banen! Ja, der går faktisk 70 minutter, før der for alvor kommer gang i de kære UZI’er!
At det hele fungerer skyldes primært, at den første time er så velfungerende, som den er. Den er både spændende og rørende; alle scenerne i flyet er fine. Man tror både på passagererne og terroristerne. Dramaet får lov til at folde sig ud, og man fornemmer tydeligt den store research og at denne del netop er baseret på virkelige hændelser.
Der krydsklippes til de gode folk fra Delta Force og på trods af, at man godt fornemmer, at en anden type film lurer lige under overfladen, så formår filmen at holde fokus.
Filmens instruktør Menahem Golan, den ene af mændene bag selskabet Golan-Globus, ramte for alvor topformen med The Delta Force. Filmen har en herlig energi, hvad enten vi taler om før eller efter knækket.
Som handlingen skrider frem, ryger troværdigheden og erstattes af noget helt, helt andet. Her får actionhesten frie tøjler, skurkene reduceres til karikaturer, og troværdigheden (se bare på motorcyklerne og Chucks uovervindelighed) bliver til en by i Rusland. Jeg er pjattet med filmens anden halvdel, men som spændende fortælling mister filmen sin pondus.
Da Chuck skyder en skurk, der gemmer sig under en seng, siger han tørt: “Sleep tight, sucker!” og lige efter den ganske brutale nedskydning kommer Alan Silvestris heroiske tema på. Ja, der er en helt anden dagsorden på spil.
Nu skal de onde, onde terrorister straffes af de amerikanske helte. Af den ensomme ulv. For en af kernerne i fortællingens første halvdel (som er en klassisk kritik af den handlingslammede amerikanske regering fra før Reagan trådte til som den nye stærke mand) er netop, at Chuck og Delta Force IKKE må gøre noget.
Men den slags handlingslammelse holder ikke i længden, når man har Chuck i hovedrollen. Så nu slippes soldaterne løs. De amerikanske soldater. De hårde mænd der hjælper kvinder, myrder de skyldige og som efterfølgende drikker Budweiser i flyet.
Man kan også, hvis man har moderne briller på, få øllen eller kaffen galt i halsen, når man ser, at det er Robert Forster, der spiller Abdul, den ene af terroristerne! Man kan også kigge på mande/kvinde-synet med nutidige briller. Men så ødelægger man oplevelsen. Nyd den for hvad den er: Et billede på amerikansk udenrigspolitik anno 1986 og en B-films favntag med actionhelten.
At filmen har dette “knæk”, hvor den nærmest skifter genreunderbukser, gør det til en lidt mærkværdig oplevelse. Men det gør den bestemt ikke mindre underholdende – filmen fik da også to efterfølgere, som jeg vil anmelde på et senere tidspunkt.
Anmeldt i nr. 181 | 13/11/2020
Det er blevet oktober, og her på Planet Pulp har vi en virkelig god idé…
Den første film, der lader de to ikoniske monstre fra Alien- og Predator-filmserierne mødes, er…
Det længe ventede gensyn med Beetlejuice og det bizarre efterliv er heldigvis en fornøjelig oplevelse.…
"Nej. Tingesten kunne måske nok spille et nummer på gehør efter en enkelt gang, men…
Hvis man er genrefan og samtidig er med på beatet i denne weekend, så er…
Tim Burtons anden film hører stadig til blandt hans mest seværdige, med dens unikke blanding…
