Det samme skete med The Deep: Romanen udkom i 1976, og allerede året efter havde filmen premiere. Kritikerne var ikke glade for filmen, men det betød ikke det helt store, for publikum strømmede til, og The Deep (der fik den danske titel Drama i dybet) blev en økonomisk succes.
Filmen handler om parret David og Gail, der holder ferie på Bermuda. Da de er ude at dykke, finder de en ampul med noget gulligt væske og en medaljon. Det viser sig, at de ikke alene har fundet vraget af et skib fra 2. Verdenskrig, som sejlede med lægemidler, bl.a. morfin; de har tilmed fundet et meget ældre vrag af et spansk skib, lastet med guld!
Drama (i dybet) følger, bl.a. fordi en lokal narkohandler vil have fingre i morfinen, og naturligvis er der også hajer på spil. Nick Nolte og Jacqueline Bisset har hovedrollerne, mens Louis Gossett, Jr. spiller narkohandleren Cloche, og Robert Shaw (der også medvirkede i Jaws) er en lokal skattejæger, der hjælper hovedpersonerne.
Filmen opnåede en vis berømmelse alene på grund af indledningen, hvor den første undervandsscene bl.a. byder på Jacqueline Bisset, der dykker iført en tynd, hvid t-shirt og sorte trusser.
Rygterne vil vide, at producenterne forsøgte at få John Williams til at levere scoret, men da det faldt igennem (Williams havde travlt med musikken til både Star Wars og Close Encounters of the Third Kind), lykkedes det dem i stedet at få John Barry ombord.
Dengang var det også lidt af et scoop, for på det her tidspunkt befandt Barry sig blandt de absolut bedst kendte og dygtigste komponister i Hollywood.
Barrys score til The Deep er måske ikke et af hans helt store, men det er bundsolidt arbejde og ekstremt stemningsfuldt.
På det her tidspunkt i sin karriere havde Barry stort set endegyldigt forladt den varierede og eksperimenterede tilgang, der prægede 1960’erne og de tidlige 1970’ere. Han komponerede nu stort set udelukkende i sin langsomme og malende, ofte melankolske, “romantiske” stil, der skulle præge hans output til det sidste.
Og nøgleordet for The Deep er om noget “langsomt”. Med kun få undtagelser – og da kun i kortere passager – holder Barry tempoet langsomt og dvælende for på den måde at illudere menneskets noget langsommere bevægelser under vand og for at skabe en atmosfære af mystik.
Når The Deep derfor kan beskrives med ordet “langsom”, skal det ikke opfattes som en kritik – med andre ord betyder “langsom” i dette tilfælde ikke “kedelig”, selvom der måske vil være de, der opfatter musikken sådan.
The Deep er, som vanligt for Barry, stærkt melodisk. Scoret byder således på ikke færre end fem-seks deciderede temaer og tre tilbagevendende motiver, hvoraf det blandt temaerne dog kun er hovedtemaet, der høres i mere end et cue.
De fleste af temaerne er bygget op omkring en vis fællesmængde af toner og harmonier, men uden at være decideret identiske. På den måde skaber Barry på én og samme tid variation og en høj grad af ensartethed i det overordnede lydbillede.
Hovedtemaet introduceres første gang i “First Discovery (Main Theme)” (nr. 1) ved ca. 0:55, men indledes faktisk af ét af scorets tilbagevendende motiver – en skrøbelig, glasagtig konstruktion for flygel og fløjte. Selve temaet er et typisk Barry-tema: På én gang både smukt, melankolsk og ørehængende.
Motivet, der gik forud for hovedtemaet, vender tilbage i “More Discovery” (nr. 2), og antager denne gang en mere ildevarslende tone, bl.a. med anvendelse af synthesizer, inden cuet går over i en dissonant passage for strygere og træblæsere.
Dette kan give anledning til at bemærke to ting: Den ene ting er, at Barry i The Deep i det hele taget anvender synthesizere, hvilket på dette tidspunkt ellers er et sjældent instrument i Barrys arsenal. Barry bruger dog synthesizeren relativt behersket, og instrumentet dominerer (næsten) aldrig lyden.
Et godt eksempel på Barrys generelt afdæmpede brug af synth i scoret kan også høres fra ca. 4:50 i nr. 4, “Your Ship is Dead; Here You’ll Need This; Second Dive; Eel Attack” eller i de første 30 sekunder af nr. 11, “Shark Bait; Coffin Discovers; Death Grip”.
Kun i “Third Dive” (nr. 9) bliver brugen af synth noget mere fremherskende og stedvist en anelse grelt, uden at det dog for alvor ødelægger lytteoplevelsen.
Den anden ting, man kan bemærke, er, at brugen af dissonans generelt gør det ud for actionmusik i The Deep-scoret. Selv ikke i de mere actionprægede passager skruer Barry nævneværdigt op for hastigheden, så hvis man sad og glædede sig til undervandsaction i stil med klimakset i Thunderball (1965), hvor Barry også excellerede i undervandsmusik, bliver man skuffet.
Hovedtemaet høres igen i yderligere et par cues, mens det indledende motiv fra hovedtemaet faktisk er den hyppigst tilbagevendende tematiske idé med optrædener i hele fem cues.
Foruden hovedtemaet er der som nævnt yderligere en håndfuld temaer, der for de flestes vedkommende lægger sig op ad hovedtemaet rent stemningsmæssigt – smukke, ret skrøbelige temaer med fløjten som bærende instrument.
Hør f.eks. det fine tema i begyndelsen af nr. 3, “The Coin; The Vial; The Chase” – et helt typisk Barry-tema for denne del af hans karriere. Ja, temaet kunne for den sags skyld have været skrevet helt ved slutningen af Barrys karriere.
Et andet skønt tema høres ved ca. 1:00 i nr. 7, “Three Key Lock; All Yours”, orkestreret for fløjte, harpe og senere også strygere – endnu et helt typisk Barry-tema med sin uhyre enkelhed og lidt traurige stemning.
Et mere direkte romantisk tema høres fra ca. 0:30 i nr. 6, “Soft Kisses; Dive Preparations”, indledningsvist orkestreret for fløjte og flygel, senere også for strygere og blæsere, hvilket gør temaet lidt mere robust.
Endelig er der også et lille, let actionpræget tema i nr. 5, “Voo Doo”, blandet sammen med noget enkelt – men effektivt – suspensemusik.
Selvom alle temaerne altså er forskellige, så kredser de dog alle om samme toner, harmonier og orkestrering, hvilket betyder, at Barry får temaerne til at indgå organisk i helheden, selvom de fleste af dem kun optræder én gang.
Sammen med hovedtemaet er det ét af de mindre motiver, der fungerer i egentlig ledemotivisk forstand.
Det er et vidunderligt stemningsfuldt lille motiv, orkestreret for harpe, strygere og træblæsere, og bestemt ikke ubeslægtet med noget af den langsomme undervandsmusik fra Thunderball, hvor Barry også gjorde effektiv brug af harpen, f.eks. i “Bond Below DiscoVolante” eller anden halvdel af “The Bomb”.
Motivet dukker første gang op ved ca. 0:34 i “The Coin; The Vial; The Chase”, og er med sit langsomme tempo og hemmelighedsfulde stemning perfekt skræddersyet til undervandsscener.
Det gælder faktisk for scoret generelt, at det på glimrende vis indfanger og formidler en stemning af dvælende mystik, der passer perfekt til dykkerscener ved vrag på eksotiske lokaliteter.
Scoret er sat sammen med stor omhu, og det er uden tvivl helt med vilje, at Barry, selv i de mere actionfyldte passager, undlader at skrue alt for højt op for tempoet.
Det er med til at gøre The Deep til en nærmest meditativ lytteoplevelse – i hvert fald, når man hører hele albummet fra ende til anden. Det er det, nogle måske vil finde kedeligt; jeg synes bare det er stemningsfuldt, også selvom jeg anerkender, at scoret som helhed ikke er blandt Barrys allerbedste.
Anmeldelsen er baseret på Intradas 2-disc-udgave, der udkom i 2010. Jeg har her udelukkende anmeldt den første skive, der indeholder det komplette score.
Skive 2 indeholder et optryk af den oprindelige albumudgivelse fra 1977, der – på grund af discoversionen af hovedtemaet – blev et massivt hit med over 2 millioner solgte eksemplarer!
Det oprindelige album indeholder en 24 minutter lang suite fra scoret med titlen “Return to the Sea – 2033 A.D.” (?!) og undertitlen “A Ballet Based on the Score from the Motion Picture The Deep”, og derudover fire disco-numre, hvoraf de tre er variationer af Barrys hovedtema, to af dem med sang af Donna Summer.
Det sidste track er endnu et disco-nummer – “Disco Calypso” af Alston “Beckett” Cyrus.
Det er fint, at Intrada har inkluderet det oprindelige album som en del af udgivelsen, men jo mindre sagt om de her disco-udgaver, jo bedre.
Intradas udgivelse er desværre udsolgt, og handles til mildest talt opskruede priser på brugtmarkedet. Men skulle man støde på det til mere fornuftige priser end de 4-500 kroner, jeg har set CD’en til, er det bestemt værd at anskaffe sig.
Nummerliste:
CD #1:
Complete Original Motion Picture Score:
1. First Discovery (Main Title) (3:39)
2. More Discovery (3:05)
3. The Coin; The Vial; The Chase (3:31)
4. Your Ship is Dead; Here You’ll Need This; Seond Dive; Eel Attack (8:58)
5. Voo Doo (1:51)
6. Tower; Helpless (1:33)
7. Three Key Lock; All Yours (3:45)
8. Soft Kisses; Dive Preparations (3:04)
9. Third Dive (5:36)
10. Trouble (3:07)
11. Shark Bait (Original Version); Coffin Discovers; Death Grip (4:38)
12. Kevin Dead; Goodbye Coffin (3:12)
13. After Explosion (4:50)
14. Final Dive/Final Eel Attack; End Credits (7:57)
Total spilletid CD #1: 58:46
CD #2:
Original 1977 Soundtrack Album:
1. Return to the Sea – 2033 A.D. (24:02)
2. Theme from The Deep (Down, Deep Inside – Donna Summer) (4:27)
3. Theme from The Deep (4:36)
4. Disco Calypso (7:31)
5. Theme from The Deep (Down Deep Inside – Donna Summer) (4:05)
Total spilletid CD #2: 44:41
Samlet total spilletid: 103:27 (1 time, 43 minutter, 27 sekunder)
Anmeldt i nr. 159 | 13/01/2019
Det er blevet oktober, og her på Planet Pulp har vi en virkelig god idé…
Den første film, der lader de to ikoniske monstre fra Alien- og Predator-filmserierne mødes, er…
Det længe ventede gensyn med Beetlejuice og det bizarre efterliv er heldigvis en fornøjelig oplevelse.…
"Nej. Tingesten kunne måske nok spille et nummer på gehør efter en enkelt gang, men…
Hvis man er genrefan og samtidig er med på beatet i denne weekend, så er…
Tim Burtons anden film hører stadig til blandt hans mest seværdige, med dens unikke blanding…
