Planet Pulp

Horror der har med kroppen at gøre er efter min mening det ultimative horror, og den canadiske filmskaber David Cronenberg var en sand mester i at fortolke de uhyrlige ting, der kunne ske med vores kroppe. Cronenbergs tidlige film fra sen-70’erne til midten af 80’erne var body horror-genrens gyldne periode.

I debutfilmen Shivers (1975) så man klamme parasitter, der overtog folks kroppe og gjorde dem til liderlige mordere! En kvinde havde kønsorganer i sine armhuler i Rabid (1979) og i Scanners (1981) eksploderede en mands hoved! James Woods’ krop blev blandet med video-teknologi i kultklassikeren Videodrome (1983) og Jeff Goldbum blev til en bizar hybrid mellem menneske og flue i The Fly (1986). Det var tydeligvis ikke for sjov, at man kaldte Cronenberg for The Baron of Blood!

De fleste af hans film skabte kontroverser med deres ekstreme brug af sex og vold, og The Brood (1979) frastødte også en del folk. Alligevel blev den hans første egentlige succes i biograferne. Den er Cronenbergs mest personlige film, idet den var inspireret af den problematiske skilsmisse med hans daværende kone Margaret Hindson og kampen om at få forældremyndigheden over datteren Cassandra, der senere har arbejdet som assisterende instruktør på flere af faderens film, bl.a. Naked Lunch (1991), Crash (1996) og eXistenZ (1999). Selv ser David Cronenberg The Brood som sin bizarre udgave af skilsmissedramaet Kramer vs. Kramer (1979)

Terapi med fysiske bivirkninger

Dr. Hal Raglan (Oliver Reed) eksperimenterer med en ny form for psykologisk terapi, hvor ens mentale problemer manifester sig på ens krop! En af hans patienter er den rasende Nola (Samantha Eggar), der vil gøre alt for at få sin datter Candice (Cindy Hinds) tilbage fra eksmanden Frank (Art Hindle). Frank tør ikke at lade Candice se sin mor igen, da det lader til, at Nola har haft slået hende.

I kølvandet på de personlige problemer opstår der mystiske dødsfald begået af deforme børn i flyverdragter! Nolas mor og far er blandt ofrene, og Frank bliver alvorligt bange for sin datters liv. Frank mistænker Raglan for mordene, da han møder nogle af doktorens tidligere patienter. Alle har de psykiske lidelser, der er endt med at blive til noget fysisk. Nolas uhyggelige vrede har skabt en ydre livmoder(!) og har derved skabt de deforme børn, der nu er efter Candice.

Frank er i sidste ende nødt til at konfrontere med Nola for sin datters skyld, før det er for sent…

Uhyggelige Samantha Eggar

I den fremragende biografi Cronenberg on Cronenberg (1993) fortalte Cronenberg, at hans ekskone var inspirationen til Eggars figur. Eggar er fremragende i de få scener, hun har, men det er nok til at efterlade et blivende indtryk. Oliver Reed er perfekt castet som Raglan og har sine stunder, hvor han får lov til at vise sine sublime skuespillerevner.

Med Eggar og Reed i den stærke front, så kan det ikke undgå at Art Hindle blegner lidt i den sammenhæng som Frank. Lidt humor får man fra Robert A. Silverman, der giver den som en af Raglans tidligere patienter, Jan Hartog, der har en mærkelig form for cancer på halsen!

At Cronenberg kan få de groteske børn i flyverdragter til at virke skræmmende er lidt af en bedrift, for det kunne nemt være blevet noget fjollet. Da jeg så børnene, kom jeg til at tænke på dværgen i rødt fra mesterværket Don’t Look Now (1973). De kølige vinteromgivelser fra Toronto er med til at give filmen et usentimentalt look, og de voldsomme scener (især slutningen) er ikke for de sarte sjæle!

Shore og Cronenberg

The Brood blev startskuddet på det gode samarbejde mellem Cronenberg og den altid gode filmkomponist Howard Shore. Shores musik i filmen vækker mindelser om Bernard Herrmanns musik fra Psycho (1960) i de scener, hvor børnene slår folk i ihjel i takt til de hvinende violiner på lydsporet.

Med undtagelsen af The Dead Zone (1983), der havde pragtfuld musik af Michael Kamen, har Shore lavet fantastisk musik til mange Cronenberg-film, før han fik sit velfortjente gennembrud med musikken til Peter Jacksons The Lord of the Rings-trilogi (2001-03).

På det seneste har Cronenberg vist mere interesse for de indre konflikter – dog stadigvæk med brug af vold og sex, senest i de to gode Viggo Mortensen-film A History of Violence (2005) og Eastern Promises (2007). Mortensen og Cronenberg er snart aktuelle med deres næste film, A Dangerous Method (2011), der handler om venskabet mellem psykoanalysens fædre Sigmund Freud og Carl Jung. Men det kunne nu være fedt, hvis Cronenberg ville lave nye rædsler om kroppen engang i fremtiden.

En skræmmende film

Der er desværre planer om at lave et remake af The Brood, hvilken får en til at råbe: ”Blasfemi!”. Scanners og Videodrome skulle efter sigende også være på vej igennem Hollywoods sørgelige kopimaskine, men indtil videre er der dog intet sket – og hurra for det!

The Brood er skræmmende og tankevækkende horror i topklasse. Den har alle de særlige Cronenberg-trademarks, der gør den til en fanfavorit og er en seværdig kultfilm, der stadigvæk virker forud for sin tid.

Anmeldt i nr. 66 | 13/04/2011

Stikord: Body Horror